Selen sænker risikoen for tarmkræft

Woman_in_white

Et nyt videnskabeligt studie bekræfter, at vi danskere der bor i et lav-selenområde, har gavn af et dagligt selentilskud, som mindsker risikoen for tarmkræft. Det ses tydeligst hos kvinder.

Kræft i enten tyktarm, endetarm og blindtarm kaldes under et for kolorektal kræft. Det er den næsthyppigste årsag til kræftrelaterede dødsfald i Europa.

Det nye studie er lavet af Dr. David Hughes fra Centre for Systems Medicine sammen med kolleger fra USA og Europa. Der blev blandt andet anvendt data fra en meget stor, tidligere undersøgelse kaldet EPIC med 521.448 deltagere fra 10 europæiske lande, hvoraf de fleste var kvinder. Disse data gav mulighed for at sammenligne udviklingen af kolorektal kræft i Europa med to pålidelige markører for selenstatus, hvor den ene er den totale mængde selen i blodet og den anden er det selenholdige protein kaldet Sepp. Forskerne fandt en klar nedsættelse i risikoen for kolorektal kræft på 11% for hver forøgelse i blodet af Sepp på 0,806 mg/l.

Konklusioner
Studiet konkluderer, at der i en befolkningsgruppe som ikke får en optimal mængde selen, er en klar sammenhæng mellem et øget selenniveau og en nedsat risiko for at udvikle kolorektal kræft samt at denne risikonedsættelse er mest markant for kvinder. En optimalt selenindtagelse kan variere alt efter alder, køn, helbredstilstand samt individuelle, genetiske forhold.

Mest markant effekt hos kvinder
Forskerne finder det interessant, at effekten af et højere selenniveau ses tydeligst hos kvinder. Anbefalingen om at mænd bør indtage lidt mere selen end kvinder baserer sig på data fra undersøgelser af dyr. Nye undersøgelser viser, at østrogen påvirker blodets selenindhold og indholdet af selen i selenoproteiner. Kvinder udskiller også mere selen med urinen end mænd, hvilket tyder på, at mænd er bedre til at holde på deres selen. Kvinder kan også være mere følsomme over for selenmangel end mænd, men det er et område, hvor vi stadig mangler viden.

Velkomne data
Årsagen til at dette studie er så velkomment er, at det mindsker den usikkerhed der stadig eksisterer vedrørende selens potentielle virkning på en række kræftformer. En usikkerhed som med stor sandsynlighed bunder i tidligere studier af selens kræftforebyggende effekt, der ikke viste nogen ændring i kræftforekomsten, fordi man gav selentilskud til en befolkningsgruppe i USA, som i forvejen havde tilstrækkeligt selen.

Om selen
Selen er et essentielt mikronæringsstof for menneskers sundhed, hvis biologiske aktiviteter og potentielle kræfthæmmende egenskaber sandsynligvis skyldes, at det indgår i en række selenholdige proteiner der kodes af 25 forskellige gener og har at gøre med cellebeskyttelse, nedsættelse af oxidativ stress og inflammation.

Refs.
Hughes DJ, et al. Selenium status is associated with colorectal cancer risk in the European prospective investigation of cancer and nutrition cohort. Int J Cancer 2014. E-pub ahead of print.

Klik her for at søge mere info om selen og kræft

D-vitamintilskud: Begynd tidligt!

Stock:Boy3

Overraskende mange har for lavt D-vitaminindhold, også i lande med mere sol end i Danmark.

Vi har længe vidst, at børn der ammes, har behov for et tilskud af D-vitamin, men vi ved for lidt om, hvilken dosis der er nødvendig. Det er baggrunden for et nyt, videnskabeligt studie med forskellige doser D-vitamin til nyfødte. I studiets konklusion anbefaler forskerne, at man fortsætter med at give de 10 µg D-vitamin, som også den danske Sundhedsstyrelse anbefaler til børn fra to uger til to år, men ligeledes, at man begynder med tilskud straks efter fødslen.

Den amerikanske undersøgelse blev udført i vinterhalvåret på 41 grader nordlig bredde, hvilket er omtrent samme breddegrad som Barcelona. I undersøgelsen deltog 213 spædbørn (1 måned gamle), der blev ammet og ikke fik modermælkserstatning. De blev tilfældigt udvalgt til at få enten 5, 10, 15 eller 20 µg D-vitamin dagligt i ni måneder. Oprindeligt var det ikke planlagt at medtage en dosering på 20 µg, men det blev anset for nødvendigt, da nogle af spædbørnene havde et lavt D-vitamininhold i blodet (<50 nmol/l) på trods af vitamintilskud.

Studiet, der var dobbelt-blindet viste, at D-vitamintilskud øgede mængden af D-vitamin i blodet i forhold til den mængde D-vitamin, som børnene fik. Der var ret mange af børnene, der havde lave D-vitaminværdier ved studiets start, og ligeledes mange, der havde lave værdier på trods af D-vitamintilskud. Det ser ud som om der i nogle tilfælde kræves relativt store doser, før D-vitaminniveauet kommer op efter en mangeltilstand.

Der blev ikke observeret forskelle i sygdomsudbrud i de respektive D-vitamingrupper, ligesom tilskud ikke påvirkede børnenes vækst. Studiets konklusion støtter den nuværende anbefaling på 10 µg D-vitamin til børn der ammes, men anbefaler at supplementering sker allerede fra dag et.

Ref:

Ziegler EE, et al. Vitamin D supplementation of breastfed infants: a randomized dose-response trial. Pediatric Research 2014;76(2):177-83.

D-vitamin findes i flere udgaver, f..eks. cholecalciferol (D3) som produceres i huden som følge af ultraviolet bestråling. Hvor meget D-vitamin vi får ad denne vej, er igen afhængig af hvor vi bor i verden, det vil sige mængden af sollys, men også genetiske faktorer og herunder graden af pigmentering i huden.

D-vitamin fra kosten findes både som D3 og D2 og kan erstatte egenproduktionen fra sollys. D3 er
dog mere effektivt end vitamin D2 til at hæve blodets vitamin D-indhold.

 

Klik her for at søge mere info om D-vitamin til børn

Mere energi og mindre forkølelse med C-vitamin

Headache

Den er god nok. Tilskud af C-vitamin nedsætter risikoen for forkølelse og reducerer dens varighed, hvis man alligevel bliver forkølet.

Lige siden Nobelprismodtageren Linus Pauling skrev den første udgave af bogen ”Vitamin C and the Common Cold”, der udkom på dansk i 1972, har C-vitamins rolle i forebyggelse og behandling af forkølelse været kontroversiel. Det skyldes ikke mindst, at de videnskabelige undersøgelser, der er udført med C-vitamin mod forkølelse, har givet modstridende resultater. Men en helt ny undersøgelse falder ud til fordel for C-vitamin og viser, at tilskud af vitaminet øger fysisk aktivitet og reducerer såvel antallet som varigheden af forkølelser.

I 2013 viste en Cochrane-oversigt, at fysisk stressede mennesker nedsætter deres risiko for forkølelse med 52% ved at tage dagligt tilskud af C-vitamin (200 mg eller mere). Undersøgelsen viste samtidig, at en dosis på 1-2 gram C-vitamin dagligt nedsatte forkølelsens varighed med 18% hos børn.

Gavner ikke blot dem, der mangler C-vitamin
Nu viser en endnu nyere dobbelt-blindet lodtrækningsundersøgelse, at der er målbare, sundhedsmæssige fordele forbundet med at give et C-vitamintilskud til folk, hvad enten de får for lidt eller tilstrækkeligt med C-vitamin!

Den nye undersøgelse indbefattede en lille gruppe sunde, røgfrie mænd mellem 18 og 35 år og et BMI under 34. Formålet med undersøgelsen var at måle C-vitamins indvirkning på fysisk aktivitet og luftvejsinfektioner på den koldeste tid af året. 15 deltagere fik 1000 mg C-vitamin dagligt i otte uger. 13 deltagere fik uvirksomme placebo-præparater (snydepiller). Undervejs udfyldte deltagerne et særligt spørgeskema udformet til at vurdere de negative virkninger af akut infektion i de øvre luftveje (eksempelvis en almindelig forkølelse) samt et spørgeskema, der inddelte deltagernes fritid i henholdsvis anstrengende, moderate eller lettere aktiviteter.

Øget fysisk aktivitet og færre forkølelser
Resultater fra de to sidste uger af undersøgelsen viste en 40% øget fysisk aktivitet for C-vitamin-gruppen sammenlignet med placebogruppen. Desuden reducerede C-vitamin antallet af forkølelser. I løbet af forsøgsperioden fik syv deltagere i C-vitamingruppen en forkølelse sammenlignet med 11 deltagere i placebogruppen. Derudover blev varigheden af forkølelse nedsat med 59% i C-vitamingruppen i forhold til placebogruppen.

Forklaringen på at C-vitamin fremmer fysisk aktivitet kan have at gøre med dets antioxidant-egenskaber, idet oxidativ stress er relateret til træthed. Derudover har C-vitamin nervebeskyttende egenskaber og påvirker hjernens forsyning af ilt, som har betydning for vores følelse af velvære.

Refs.
Hemila H, et al. Vitamin C for preventing and treating the common cold. Cochrane Database Syst Review 2013.
Johnston CS, et al. Vitamin C Supplementation Slightly Improves Physical Activity Levels and Reduces Cold Incidence in Men with Marginal Vitamin C Status: A Randomized Controlled Trial. Nutrients 2014;6(7):2572-83.