Multivitaminer gavner mere end du tror

Pillsandcapsules

Forskerne kan nu bekræfte mange menneskers erfaringer og mavefornemmelse, at det gavner at tage et dagligt multivitamintilskud.

Mange tager en daglig multivitamin – nogle gør det blot for en sikkerheds skyld – og det viser sig at være en rigtig god ide. Selv om multivitaminer med eller uden mineraler fra tid til anden er blevet udråbt som overflødige, peger forskning på klare fordele i at supplere kosten. Senest har et forskningsprojekt fra USA vist, at kvinder kan nedsætte deres risiko for hjertesygdom med mere end 35% med en daglig multivitamin med mineraler i mere end tre år.

Undersøgelsen blev lavet af Dr. Regan Baily og kolleger fra en række sundhedsinstitutioner i USA. Forskerne analyserede data fra NHANES III-undersøgelsen, der foregik i perioden 1988-1994. Herfra indgik data fra 8678 personer i alderen 40 år som ikke tidligere havde haft hjerte-karsygdom.

Data viste, at over en gennemsnitlig opfølgningsperiode på 18 år, var der ingen overordnet sammenhæng mellem brugere og ikke-brugere af multivitamin og mineraltilskud. Men da forskerne fokuserede på, hvor længe brugerne havde taget deres tilskud fandt de, at risikoen  var reduceret med 35% hos personer som havde brugt multivitamin-mineraltilskud i mere end tre år sammenlignet med ikke-brugere, men denne sammenhæng gjaldt kun for kvinder, ikke mænd.

Også gavn for mænd
En tilsvarende, manglende effekt af multivitaminer mod hjerte-karsygdom er tidligere set for mænd i en undersøgelse kaldet PHS II, hvor der indgik 14.641 mandlige læger. Til gengæld viste denne undersøgelse at  multivitaminerne  med høj statistisk sikkerhed nedsatte deres risiko for at udvikle kræft med otte procent. Undersøgelsen viste samtidig, at hos de forsøgsdeltagere, der tidligere havde haft kræft, blev deres risiko for at dø af kræft nedsat med hele 27%. Dette resultat var næsten statistisk sikkert (marginalt).

En mindre, dobbelt-blindet undersøgelse fra 2005 af Dr. Klaus Witte og kolleger viste, at ældre patienter der tog multivitaminer med Q10 ud over deres lægeordinerede medicin i en periode på ni måneder forbedrede deres hjertefunktion og livskvalitet.

Synergiske effekter af næringsstoffer
Når man tager mange aktive stoffer samtidig, ved man ikke hvilke af stofferne der virker, om det kun er nogle få eller kombinationen af få eller mange stoffer, der er ansvarlig for virkningen. Derfor foretrækker forskere normalt kun at lave undersøgelser med ét eller kun få aktive stoffer. Alligevel kan det i nogle tilfælde være uhensigtsmæssigt eller blot mindre effektivt kun at benytte et enkelt stof til at korrigere for et enkelt symptom i tilfælde hvor der er flere forskellige symptomer. De aktive næringsstoffer i multivitaminer har synergiske effekter som kan forbedre stoffernes nyttevirkning i kroppen. Man får således ikke de samme resultater ved at undersøge de enkelte vitaminer og mineraler hver for sig, som hvis de undersøges i kombination.

Fra undersøgelser med enkelte næringsstoffer ved vi, at nogle af disse stoffer er bedre dokumenteret end andre mod eksempelvis hjerte-karsygdom. De mest imponerende resultater er opnået med coenzym Q10, hvilket er set i Q-symbio- og KiSel-10 undersøgelserne. Der er god synergi mellem Q10 og selen og aminosyren carnitin. Andre stoffer der på forskellig vis har vist at kunne gavne hjertefunktionen er for eksempel magnesium, vitamin C, vitamin D, vitamin E samt zink. Vi ved også, at svær mangel på vitamin B1 forårsager hjertesvigt.

Refs.
Bailey RL, et al. Multivitamin-Mineral Use Is Associated with Reduced Risk of Cardiovascular Disease Mortality among Women in the United States. The Journal of Nutrition 2015. Epub ahead of print.
Gaziano JM, et al. Multivitamins in the Prevention of Cancer in Men. The Physicians’ Health Study II Randomized Controlled Trial. JAMA 2012;308(18):1871-80.
Witte K.K.A, et al. The effect of micronutrient supplementation on quality-of-life and left ventricular function in elderly patients with chronic heart failure. Eur Heart J. 2005;26(21):2238-44.
Mortensen SA, et al. The effect of coenzyme Q10 on morbidity and mortality in chronic heart failure: results from Q-SYMBIO: a randomized double-blind trial. JACC Heart Fail. 2014;2(6):641-9.
Alehagen U, et al. Cardiovascular mortality and N-terminal-proBNP reduced after combined selenium and coenzyme Q10 supplementation: a 5-year prospective randomized double-blind placebo-controlled trial among elderly Swedish citizens. Int J Cardiol. 2013;167(5):1860-6.

Klik her for at søge mere info om emnet

Q10 sænker risikoen for demens

Pixabay_elders

Japanske forskere peger på en mulig sammenhæng mellem et lavt indhold af coenzym Q10 i kroppen og en øget risiko for at udvikle demens.

Japanske forskere har i en videnskabelig undersøgelse for første gang kunnet vise, at der er en stærk sammenhæng mellem et højt indhold af coenzym Q10 i blodet og en lav risiko for at udvikle demens og omvendt.

Forskningsresultatet kommer fra Doktor Yamagishi og kolleger fra Japans Universitet i Tsukuba, som anvendte data fra 6000 midaldrende japanere i alderen mellem 40 og 69 år.
Forskerne tog initiativ til dette studie ud fra den hypotese, at fordi coenzym Q10 har markante antioxidant-virkninger, burde et højt Q10-niveau kunne sænke risikoen for at udvikle demens og omvendt.

Studier på dyr har tidligere vist en potentiel, gavnlig virkning af Q10 på kognitive funktioner, men på mennesker er der ikke tidligere set klare virkninger af Q10 på hjernens kognitive funktion.

I det nye studie anvendte forskerne data fra en igangværende undersøgelse, hvor man dels havde screenet beboerne i en kommune for demens, men også målt deres indhold af Q10 i blodet. Ud af 6000 personer udvalgte forskerne 65 midaldrende demente som var blevet regelmæssigt undersøgt mindst fem år før de fik diagnosen demens. Det blev sammenlignet med 130 kontrolpersoner af tilsvarende alder, køn og data.

Alzheimers syge hæmmer mitokondrierne
Tidsskriftet Atherosclerosis der bringer artiklen, har desuden en kommentar skrevet af kardiologen Dr. Momiyama fra Tokyo Medical Center, som supplerer med den oplysning, at patienter med demenssygdommen alzheimers har et forøget niveau af oxidativ stress i hjernen, der forårsager ophobning af et protein kaldet amyloid-beta, som er karakteristisk i Alzheimer-patienters hjerner. Amyloid-beta hæmmer de energiproducerende mitokondriers funktion og forårsager oxidativ stress.

Andre mangler
Dr. Momiyama nævner desuden, at tidligere undersøgelser af demente har vist signifikant lavere niveauer af vitamin C, -E og betacaroten end hos kontrolgrupper.

Konklusion
Forskerne kan konkludere, at der er en stærk sammenhæng mellem et højt indhold af Q10 i blodet og en lav risiko for at udvikle demens og omvendt. Denne sammenhæng er stærkest hvis man ikke tidligere har haft et slagtilfælde. De slutter med at konkludere, at selv om deres resultat bør bekræftes af yderligere undersøgelser, tyder det på, at Q10 kunne være en betydningfuld faktor i forebyggelsen af demens.

Refs.
Yamagishi K, et al. Serum coenzyme Q10 and risk of disabling dementia: The Circulatory Risk in Communities Study (CIRCS). Atherosclerosis. 2014;237(2):400-3.
Momiyama Y. Serum coenzyme Q10 levels as a predictor of dementia in a Japanese general population. Atherosclerosis. 2014;237(2):433-4.

Om Coenzym Q10
Kroppens producerer selv coenzym Q10, som dels er nødvendigt for cellernes energiproduktion, men som også fungerer som en vigtig, fedtopløselig antioxidant. Da kroppens egenproduktion falder med alderen, vil gamle mennesker ofte kun have halvt så meget Q10 til rådighed, som da de var unge.

Om demens
Demens er en sygdom i hjernen, der er karakteriseret ved ekstraordinære, svækkede mentale færdigheder. Demens rammer oftest personer over 65 år, men demens kan ses helt ned i 40-50 års alderen.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik menes 90.000 danske at lide af demens. Herudaf er de 3.000 under 65 år. Antallet af personer med demens antages at ville stige i de kommende år.

Klik her for at søge mere info om Q10 og ældre!

Tips til at slanke dig

Hunger.pixabay

Desværre er viljestyrke ikke altid nok, når man kæmper mod trangen til slik og for meget fedende og usund mad. Et dagligt tilskud af gærchrom og kaliumrig kost kan udgøre hele forskellen mellem succes og fiasko.

De der kæmper med et ustabilt blodsukker vil opleve en pludselig trang til søde sager, der kan være næsten umuligt at modstå. Uanset hvor hårdt de prøver, tvinger trangen til noget sødt dem til at snacke chokolade, slik eller kage og det går naturligvis ud over både vægten og figuren, men også psyken i de perioder, hvor det svingende blodsukker er i bund. Men med enkle tiltag i form af kaliumrig kost og tilskud af mineralet chrom er det muligt at stabilisere sit blodsukker og dermed standse en uhæmmet sukkertrang.

To mineraler der tager trangen til sukker
Et af problemerne ved at indtage store mængder sukker, alkohol og andre såkaldt højglykæmiske fødevarer er, at de omsætter livsvigtige mineraler og vitaminer, primært B-vitaminer, og fra mineralgruppen er der især to mineralmangler, der knytter sig til lavt blodsukker og en overdreven trang til søde sager, også kaldet cravings, og det er chrom og kalium.

Ikke et slankeprodukt
Nu kunne man forledes til at tro, at chromtilskud er et slankemiddel, men det er det ikke. Selv om det er rigtigt, at chrom hjælper med at holde blodsukkeret inden for normalområdet og dermed gør det muligt at stoppe med at fylde sig med slik, så virker krom i sig selv ikke slankende. Den slankende virkning skyldes den ovennævnte, indirekte virkning på trangen til sukker og søde sager.

Hvad er chrom?
Chrom er et såkaldt sporstof, hvilket betyder det findes i spormængder i vores kost. Det daglige behov for krom er noget eksperter kan ikke rigtig kan blive enige om, men det hævdes at ligge mellem 50-200 mikrogram dagligt. Fra kosten får vi krom fra krydderier, kød, visse grøntsager og ost.


Sådan virker chrom

Mineralet chrom – staves også krom – samarbejder med hormonet insulin om at lukke blodsukkeret ind i kroppens celler. Insulin, som dannes i bugspytkirtlen, påvirker cellereceptorer på cellernes ydersiden, og chrom indgår i et kompleks der samtidig påvirker cellereceptorer på cellernes inderside. Uden chrom bliver insulinets funktion derfor utilstrækkelig i bestræbelsen på at åbne adgangen for det sukker som cellerne skal bruge til deres stofskifte.

Chrom optages ikke let fra kosten.
Chrom der skal bruges til at regulere blodsukkeret skal tages som tilskud. Mere præcist bør det tages som gærchrom, idet optagelse af chrom både fra kosten og fra gængse tilskud er lav. Gærchrom har derimod en optagelighed i kroppen der er op til 10 gange bedre end almindelige, uorganiske former for chrom. Selv optageligheden af chrom fra vores kost er ganske ringe i forhold til gærchrom.

Kalium også vigtigt
Uden mineralet kalium kan vi ikke deponere sukker i muskler og lever til senere brug. For hvert sukkermolekyle vi deponerer, skal vi bruge et kaliummolekyle.. Hvis vi får for lidt kalium i vores kost, øges vores sukkertrang, fordi kroppens evne til at deponere sukker er nedsat og vi danner mere kropsfedt. Med andre ord, vi bliver overvægtige.

Mangler vi kalium opstår der ligesom med chrommangel sukker-cravings. Den daglige mængde kalium der kræves svarer typisk til indholdet i syv stykker grøntsager. I leveren sørger hormonet IGF for at hæve blodsukkeret, når vi ikke får mad ved at frigive sukkerdepoter til blodet.

Gode kilder til kalium er grøntsager, og især kål er i denne sammenhæng godt. Frugt indeholder også kalium, men kan være problematisk i denne sammenhæng ved at indeholde for meget sukker, og det er da også derfor, at frugt i den nye kostpyramide er flyttet højere op end grøntsager. Kaliumtilskud kan i mange tilfælde også være en hjælp.

Hos raske og type-2-diabetikere er leveren via hormonet IGF faktisk mere ansvarlig for kroppens blodsukkerregulering end insulin fra bugspytkirtlen.

Hvad er blodsukker?
Den føde, vi indtager nedbrydes til blandt andet sukkerstoffer, som optages i blodet og danner det, der kaldes blodsukker. Kroppens celler (især hjerne- og muskelceller) bruger store mængder af disse sukkerstoffer til at dække behovet for energi. Blodsukkeret varierer i løbet af dagen og stiger og falder i forbindelse med den føde, vi spiser, men også i forbindelse med fysisk aktivitet. Blodsukkeret kan imidlertid komme ud af balance og blive for højt (hyperglykæmi). Det kan medføre træted, kvalme, tør mund samt øget tørst og tissetrang. Det kan også blive for lavt (hypoglykæmi), hvilket blandt andet kan medføre at man:

  • ryster og sveder
  • får hjertebanken
  • bliver svimmel
  • får kvalme og hovedpine
  • får koncentrationsbesvær
  • føler sig mat og uden energi

Det er vigtigt for både helbred og velbefindende, at blodsukkeret er nogenlunde stabilt hele dagen og ikke når ud i yderpunkterne. For at kroppen vedvarende kan få sukkerstofferne fra blodet ud til cellerne efter behov, skal den reagere normalt på sin egen insulin, der netop udskilles, når blodsukkeret stiger. Desuden kræver det, at man har tilstrækkeligt med kalium til at kunne deponere sukkerstofferne uden at det omdannes til fedt samt chrom til at hjælpe insulinet med at få sukkerstofferne ind til forbrænding i cellerne.


Dr. Harris beskriver lavt blodsukker

Det var den amerikanske læge Dr. Seale Harris, der i 1924 i en artikel i det videnskabelige tidsskrift JAMA først beskrev tilstanden hypoglykæmi, dvs. lavt blodsukker. Man havde opdaget insulin to år tidligere og var begyndt at behandle diabetikere med dette hormon, men på grund af manglende erfaring med insulindoseringer til diabetikere, skete det ofte, at patienterne fik for meget insulin, hvorefter deres blodsukker faldt så meget, at de gik i chock. Symptomerne knyttet til for meget og for lidt insulin mindede Dr. Harris om de forskellige symptomer, der opstår i forbindelse med henholdsvis under- og overfunktion af skjoldbruskkirtlen. Harris havde studeret diabetestilfælde i Canada hos de forskere, der havde opdaget hormonet. Det slog ham i særlig grad, at han havde iagttaget lignende reaktioner efter overdosering af insulin hos patienter, der ikke havde diabetes. Der drejede sig om sult, svaghed og angstanfald, et fænomen der i den sammenhæng så vidt vides var ubeskrevet i den medicinske litteratur. Dr. Harris antog på denne baggrund, at ikke-diabetikere fik tilsvarende symptomer som ved overdosering af insulin, fordi de til tider selv producerede for meget insulin. Han gik derefter i gang med at dokumentere, at hans hypotese var korrekt og blev på baggrund af sine iagttagelser og erfaringer i stand til at hjælpe tusindvis af patienter.

Dr. Harris bemærkede også, at denne type patienter havde en tendens til at tage på i vægt, og han antog korrekt, at mange af hans patienter fik for meget insulin, ikke fra insulinsprøjter, men fordi deres bugspytkirtel producerede for meget insulin som en reaktion, på den kost de indtog. Nogle patienter syntes at overreagere på indtagelse af rent sukker og fødevarer med for et for højt sukkerindhold. Denne overreaktion fik bugspytkirtlens insulinproducerende celler til at producere for meget insulin som medførte et drastisk blodsukkerfald, som afstedkom dramatiske svingninger i blodsukkeret, fordi den kost som patienterne indtog, indeholdt for meget sukker.

Dr. Harris’ løsning på problemet var kostregulering.  Hans blodsukkerstabiliserende kostplan bestod af mange, små, daglige måltider med et højt indhold af proteiner og grøntsager, det som mange år senere blev kendt som lav-glykæmiske fødevarer. Naturlige fedtstoffer var i øvrigt ikke noget problem. Eksempelvis er nødder og mandler med deres høje indhold af fedtsyrer både sunde og blodsukkerstabiliserende. Højglykæmiske fødevarer får blodsukkeret til at stige meget og hurtigt, mens de lavglykæmiske får det til at stige mindre og langsomt.

Refs.
Harris S. Hyperinsulism and dysinsulism. JAMA 1924;83(10):729-33.
Kirchheiner E. Ny effektiv naturhelbredelse bd. II. Sund og Rask 2001: 90-1.

Søg mere info om chrom og blodsukker her!