Bliv ”Q10-ekspert” med videoforedrag

Marianne-Torunn-Arne

Websiten sund-forskning er begyndt at formidle information om forskellige sundhedsrelaterede emner via korte og lange videoer

Helsewebsiten sund-forskning har for nylig fået lavet en stor afdeling med korte videoer om forskellige sundhedsrelaterede emner. Blandt andet har de en sektion med foreløbig 18 små videoer om coenzym Q10. Videoerne, der er mellem et og tre minutter lange, en enkelt er på seks minutter, handler om Q10 i relation til forskellige sygdomme og helbredsproblemer.

Der er også generel information om selve stoffet, både let tilgængeligt og mere uddybende. De helbredsproblemer der gennemgås kan alle bedres med tilskud af Q10. Det drejer sig om for eksempel forhøjet blodtryk, uregelmæssig hjerterytme, mangel på energi, nedsat fertilitet, åreforkalkning, forhøjet kolesterol og blodfedt, paradentose, tinnitus, ældning af huden, Parkinsons og Huntingtons syge m.fl.

Det er naturopath Marianne Palm og biokemiker og naturopath Torunn Laksafoss der underviser på disse videoer.

Det er mange områder, der har gavn af Q10, men det er måske ikke så mærkeligt, når vi tager i betragtning, at Q10 er stof, der er medansvarlig for 95% af kroppens samlede energiproduktion. Det er også årsagen til, at det tiltrækker sig stadig større opmærksomhed hos forskere og folk interesseret i sundhed.

Masser af Q10-information
Nu er det ikke fordi nettet mangler information om Q10 for dem, der søger viden om det. Alligevel skal man somme tider bruge uforholdsmæssig lang tid på at finde de ønskede informationer. Læser man kun dansk begrænser det udbuddet af dybere information om stoffet markant.

Forskning har i øvrigt vist, at tekster læst fra en skærm giver en mere overfladisk læsning der hurtigere glemmes end tekster der læses fra papir. Konsekvensen må blive, at man må printe, hvis man bedre skal tilegne sig ny viden.

Nogen husker faktisk bedst ved at lytte, og her kommer videoerne til deres fulde ret.

Råt og uforsødet interview med Arne Astrup
Der er dog også mange andre gode videoer om sundhed på menuen. En særlig positiv overraskelse er videoen: ”Råt og uforsødet” med professor Arne Astrup, som i et 54 minutter langt interview blandt andet fortæller om sit nuværende arbejde som leder af  Institut for Idræt og Ernæring. Han fortæller også om sine forskningsprojekter og visioner, om sit syn på fødevareproblematikken og kostrådene, hans kamp for at få industrielt fremstillede transfedtsyrer forbudt, om sukker, mættet fedt og kolesterol, overvægt, fedme og vitaminer og mineralers positive indvirkning på stress samt om hans personlige udvikling som menneske.

 

Links

Se videoerne om Coenzym Q10 her  
Se interviewet med Arne Astrup her  

Kosttilskud forbedrer skoleelevers opførsel

Pixabay_bored

Mangel på essentielle næringsstoffer i form af omega-3 fedtsyrer, vitaminer og mineraler øger risikoen for såkaldt anti-social opførsel hos skolebørn, viser et nyt forsøg.

Forskere fra Oxford University har vist, at det er muligt at forbedre teenageres opførsel i skolen ved hjælp af kosttilskud. I dette tilfælde med hjælp af et kombineret tilskud af vitaminer, mineraler og fiskeolie. Ikke at det er første gang forskere har kunnet demonstrere en adfærdsforbedrende effekt af disse typer tilskud. Det er tidligere vist på skolebørn og på indsatte i fængsler, men flere forsøg styrker kun den videnskabelige indsigt i emnet og pålideligheden af denne type forsøg.

I forsøget deltog 196 gennemsnitlige skoleelever i alderen 13 til 16 år uden nogen diagnoser så som ADHD og sprogforstyrrelser. Deltagerne blev delt i to hold á 98 elever. Det ene hold fik hver dag en stærk multivitamin med mineraler samt et tilskud af omega-3 fedtsyrer i form af  165 mg EPA og 116 mg DHA og det andet hold fik placebo i form af kalktabletter og solsikkeolie. Forsøget var dobbelt-blindet, så ingen med sikkerhed kunne vide, hvem der fik hvad. Forsøgets længde var 12 uger.

En overraskelse
Det der gjorde det vanskeligt at opnå sikre forbedringer i dette forsøg var, at mængden af disciplinære sager på skolen i forvejen var lav. Forsøget viste dog noget, der overraskede forskerne.

I løbet af skolesemesteret steg mængden af disciplinære overtrædelser markant (med 25%) i både tilskuds- og placebogruppen. Men da eleverne i vitamingruppen blev opdelt i to grupper hvor den ene gruppe som udgangspunkt havde et lavt antal overtrædelser og den anden et højere antal, viste gruppen med det lave antal overtrædelser sig at øge antallet af overtrædelser, hvorimod gruppen med udgangspunkt i en høj mængde overtrædelser forbedrede deres opførsel.

Forskernes hovedkonklusion er, at :

  • Teenagere fra dårligt stillede hjem har en tendens til at have et meget lavt indhold af omega-3 fedtsyrerne DHA, EPA og andre mikronæringsstoffer
  • Disse lave niveauer kan effektivt forøges ved at tage passende kosttilskud
  • Et øget indtag af disse næringsstoffer kan nedsætte de studerendes forstyrrende adfærd
  • Denne forbedring vil kun medføre en reduktion i disciplinære overtrædelser hos dem der fra starten har mange overtrædelser

Forskerne fremfører den teori, at antallet af elever i deres forsøg kan have været for lille, men også at tilskud i denne gruppe kunne have øget deres generelle årvågenhed og energi, som kan have gjort dem ukarakteristisk urolige, og det kan være blevet opfattet som dårlig opførsel af lærerne. Derfor kan kosttilskud være en effektiv terapeutisk tilgang hos dem, der har en meget dårlig opførsel, men ikke i samme grad hos dem, hvis adfærd er mere typisk.

Alle essentielle næringsstoffer er per definition vigtige, men omega-3 fedtsyrerne EPA og DHA er i særlig grad vigtige i den periode, hvor hjernen vokser, hvilket gør den ekstra sårbar overfor mangel på disse fedtsyrer. Forsøget viste, at eleverne havde lave niveauer af både omega 3 og 6, men også, at det indbyrdes forhold mellem dem, var uhensigtsmæssigt.

Kosttilskud hverken kan eller skal erstatte en fornuftig kost og en ordentlig opdragelse, men forsøg som dette viser tydeligt nytten af kosttilskud som et redskab til adfærdsforbedring. Der er i øvrigt dokumentation for, at der kan opnås kognitive forbedringer fra kosttilskud, selv hos personer der ikke lider af mangel på næringsstoffer.

Ref.
Tammam JD, et al. A randomised double-blind placebo-controlled trial investigating the behavioural effects of vitamin, mineral and n-3 fatty acid supplementation in typically developing adolescent schoolchildren. Br J Nutr. 2015;17:1-13.

Klik her for at søge mere information om tilskud til børn