B12-tabletter – lægevidenskabens bedst bevarede hemmelighed

B12

Forskning har vist, at tabletter med B12-vitamin i mange tilfælde kan erstatte jævnlige injektioner – og at det tilmed er samfundsmæssigt billigere.

Det er nok de færreste der anser vitaminmangel for at være udbredt i et land som Danmark, men Patienthåndbogen nævner eksempelvis, at mindst 15 % af de ældre mangler dette vitamin. Derudover kan vi tilføje grupper som vegetarer og veganere, personer med tarmsygdomme samt personer som indtager medicin, der hæmmer optagelsen af B12 fra tarmen.

Årsagen til at de nævnte grupper mangler B12 skyldes enten for lav indtagelse eller for ringe optagelse. Hos ældre skyldes manglerne primært nedsat optagelse, hvorimod det skyldes manglende indtagelse hos gruppen, der kun i ringe grad eller slet ikke spiser animalske produkter, som en den eneste kostkilde til dette vitamin.

Personer der ikke spiser animalske produkter kan opretholde et normalt B12-niveau i kroppen med et dagligt vitamintilskud. Da selve B12 vitaminet fremstilles af bakterier, kan det som udgangspunkt godt spises af vegetarer og veganere.

Gruppen der lider af nedsat optagelse af B12, behøver også tilskud. I mange år har standard-behandlingen  til denne gruppe været regelmæssige indsprøjtninger med en høj dosis B12-vitamin.

Både forskning og klinisk erfaring har imidlertid vist, at en daglig B12-tablet i mange tilfælde er lige så effektivt som de jævnlige højdosis-insprøjtninger.

Mindst 1000 mikrogram dagligt
I 1991 kaldte Dr. Frank A. Lederle høj-dosis oral vitamin B12-behandling for perniciøs anæmi for “lægevidenskabens bedst bevarede hemmelighed”. Han bemærkede, at det kun kræver to mikrogram B12 dagligt at opretholde de stofskiftefunktioner, som B12 er involveret i. Ifølge Dr. Lederle optager vi to procent B12 vitamin fra tyndtarmens slimhinde uafhængigt af transportproteinet intrinsic factor eller tilstanden af tyndtarmens slimhinde, derfor vil en daglig indtagelse af B12-tabletter på mindst 1000 mikrogram forsyne patienter med perniciøs anæmi samt andre med B12-mangel med tilstrækkeligt B12.

I en anden artikel af Dr. Elisabeth Nyholm og kolleger fra 2003 bekræftes Dr. Lederles konklusion stort set. I deres undersøgelse klarede 40 patienter der hidtil havde fået B12 som indsprøjtninger, sig lige så godt på tabletbehandling. Dr. Nyholm skriver, at i fravær af en intakt slimhinde i tyndtarmen og af intrinsic factor vil der optages 1,2 procent B12 fra tarmen, altså lidt mindre end Dr. Lederle fandt, men alligevel tilstrækkeligt.

Forskerne skriver i deres konklusion, at deres undersøgelse bekræfter, at 1000 mikrogram B12 indtaget oralt – dvs. fra tabletter – udgør en effektiv vedligeholdelsesterapi for B12-mangel uanset årsag. Forskerne forsikrer også praktiserende læger om, at de kan være trygge ved, at denne form for behandling er både sikker og effektiv, også ved langtidsbehandling.

Tabletter billigere end injektioner
Et andet aspekt er prisen. Tabletbehandling er tilmed billigere for samfundet.
En canadisk undersøgelse fra 2001 viste, at den årlige udgift til B12-indsprøjtninger udgjorde 145,88 dollar pr. person, hvilket udgjorde en udgift på 25 mio. dollars over 5 år. En konvertering af alle patienter til stærke B12-tabletter i 5 år ville koste 7,4 mio. dollars. Jo flere konsultationer der kan undgås ved at skifte til tabletter, desto flere penge er der at spare konkluderer artiklen.

Andre erfaringer
Det er imidlertid  ikke alle, der mener at effekten af B12-tabletter er tilstrækkeligt godt dokumenteret og i alle tilfælde vil kunne erstatte B12-injektioner. Eksempelvis anbefaler B-12 Instituttet i Holland, at man ikke tager B12-tabletter uden at få målt indholdet i blodet. Men selv om tabletbehandling kan øge blodets indhold af B12, så handler det i sidste ende om patientens symptomer forsvinder eller ej af behandlingen. Der er eksempler på personer, der ikke har haft gavn af tabletbehandling. Andre har behov for en højere tabletdosering end de 1000 µg.  I andre tilfælde har en kombination af injektioner og tabletter givet det bedste resultat.

 

Kort om B12-mangel
B12 mangel medfører sygdommen perniciøs anæmi, hvor man får svær blodmangel, skader på nervesystemet med føleforstyrrelser og eventuel psykisk sygdom.

 

Refs.
Patienthåndbogen, sundhed.dk
van Walraven C, et al. Vitamin B12 injections versus oral supplements. How much money could be saved by switching from injections to pills? Can Fam Physician. 2001; 47: 79–86.
Nyholm E, et al. Oral vitamin B12 can change our practice. Postgrad Med J. 2003;79(930):218–19.

Caution note about the use of oral B12 supplements


Schijns W, et al. Efficacy of oral compared with intramuscular vitamin B-12 supplementation after Roux-en-Y gastric bypass: a randomized controlled trial. Am J Clin Nutr. 2018;108(1):6-12.

Klik her for at søge mere information om B12

Håb for ufrivilligt barnløse

Stock_Pregnant_Woman

Opfyldelsen af barnløse pars mest brændende ønske kan i mange tilfælde gå i opfyldelse med hjælp fra et dagligt tilskud af vitale næringsstoffer. Først og fremmest selen og Q10.

Der kan være mange årsager til, at par ikke kan få børn, og det lave fødselstal i Danmark kan langt fra forklares med, at kvinderne har for travlt med karrieren og venter med at få børn, til de bliver så gamle, at deres frugtbarhed er faldet markant. Danske mænd har fortsat en rekordlav sædkvalitet. Desværre har et markant antal færre rygende mødre ikke vist en forbedret effekt på sønnernes sædkvalitet.

En tidligere anvendt tommelfingerregel siger, at problemet med barnløshed i 1/3 af tilfældene ligger hos kvinden, en anden tredjedel hos mændene og den sidste tredjedel ligger hos manden og kvinden i fællesskab eller skyldes ukendte årsager, hvilket alt i alt gør mandens ansvar meget aktuelt.

Den dårlige sædkvalitet
Dårlig sædkvalitet er en væsentlig del af problemet. Det drejer sig om en femtedel af danske, unge mænd, som har meget vanskeligt ved at kunne få børn af denne årsag. For 60 år siden producerede mænd omkring 50% flere sædceller, end de formår i dag. Siden da er det gået ned af bakke, også med antallet af normale sædceller samt deres motilitet, altså sædcellernes evne til at svømme eller bevæge sig fremad. De seneste år har sædkvaliteten stabiliseret sig på et lavt niveau efter at have været den dårligste sammenlignet med en række andre lande som for eksempel Finland, men også i Finland er sædkvaliteten faldet, og det forlyder, at den nu er nær samme lave niveau som i Danmark.

Ufrivillig barnløshed defineres som en manglende evne til at blive gravid ved regelmæssig ubeskyttet samleje igennem to år.


Hormonforstyrrende stoffer

Årsagen til danske mænds lave sædkvalitet gennem efterhånden mange år har været uvis, men hormonforstyrrende stoffer har længe været på listen over hovedmistænkte. Først i 2014 lykkedes det  forskere fra Rigshospitalets Afdeling for Vækst og Reproduktion i samarbejde med det tyske forskningsinstitut Caesar i Bonn at vise, at kemikalier i en række industriprodukter skader sædcellernes funktion.
Forskerne peger på stoffer, der findes i eksempelvis solcremer, visse blødgørere og det antibakterielle stof triclosan, som har hormonforstyrrende virkninger der skader sædkvaliteten, men der kan meget vel vise sig at være mange andre syndere.

Hvad kan man selv gøre?
Særligt to stoffer har hver for sig men især i kombination vist gode resultater i videnskabelige undersøgelser. Det drejer sig om selen fra selengær samt coenzym Q10. Denne kombination har ikke alene vist sin effekt mod kronisk hjertesvigt, den kan også ”trylle”, når det gælder sædkvalitet.

Selen modvirker mutationer
Som mange vil vide, er Danmark et lavselenområde, hvilket medfører at mange danskere ligger tæt ved grænsen for selenmangel eller har decideret selenmangel. Det er et problem ikke mindst for sædkvaliteten. Selenafhængige enzymer beskytter sædcellerne mod skader, der kan medføre mutationer i den meget sårbare fase under deres udvikling, og de indgår i cellestrukturen.  Sædceller er desuden følsomme over for selenmangel, da selen indgår i proteinstoffer i sædcellens hale. Selenmangel kan medføre deforme eller svækkede sædceller med nedsat bevægelighed. I en undersøgelse, hvor der blevet givet tilskud med 100 mikrogram selengær dagligt, var sædkvaliteten forbedret hos 56% af forsøgsdeltagerne.

Sædceller

Illustration der belyser hhv. normale og abnorme sædtal samt normal og abnorm morfologi og motilitet.

Coenzym Q10 fremmer bevægeligheden
En anden antioxidant, der ligeledes har vist gode resultater på sædkvaliteten, er coenzym Q10, som i øvrigt samvirker med selen i kroppen. Der dannes en relativt stor mængde Q10 i testiklerne, og sædcellernes midterste del indeholder mange mitokondrier med store mængder Q10, som er nødvendig for sædcellernes energikrævende piskebevægelser, når de bevæger sig fremad. Hos nogle ufrugtbare mænd er Q10-indholdet betydeligt lavere end hos normale mænd. En række åbne og kontrollerede undersøgelser har fundet en forbedring af skader på cellemembraner (lipid peroxidation), skader på DNA, inflammation samt på sædfunktionen efter Q10-tilskud. I en videnskabelig undersøgelse fik 212 infertile mænd et dagligt tilskud på 300 mg Q10. Det øgede antallet af sædceller, deres motilitet samt evne til at trænge ind i ægget, men en lavere dosering ville sandsynligvis også kunne gøre det.

Hvad er normal sædkvalitet?

Her er, hvad Verdenssundhedsorganisationen (WHO) i dag stiller af minimumskrav til normal sædkvalitet:

  • Mindst 2 ml sæd.
  • Mindst 20 mio. sædceller per ml sæd.
  • Mindst halvdelen af sædcellerne i prøven skal bevæge sig
  • Mindst 4% (efter de strikte kriterier) skal have normalt udseende (morfologi)

Kilde: Netdoktor


Andre nyttige tilskud

Carnitin
Undersøgelser har vist, at tilskud af denne aminosyre forbedrer sædcellernes motilitet. Man tager et par gram – i nogle tilfælde har man taget tre gram – om dagen forskudt for måltider.

Arginin
Sædvæsken indeholder op til 80% af denne aminosyre.Tilskud kan hjælpe på motilitetsproblemer i sæden. Pas dog på hvis manden har Herpes-virus i kroppen, som bruger arginin til at formere sig.

Zink
At have tilstrækkeligt zink er af afgørende betydning for fertiliteten. Zink indgår i dannelsen af sæd, i celledelingen, i dannelse af DNA og har derudover en vigtig funktion som antioxidant. Mangler man zink, går det ud over sædkvaliteten og dermed fertiliteten. Da sæd indeholder meget zink, mister mænd store mængder zink i takt med deres sexuelle aktivitet. Et fornuftigt tilskud af zink er i størrelsesorden 15 mg dagligt.

D-vitamin
Mange har for lavt D-vitamin i Danmark, især om vinteren og om foråret, hvor eventuelle depoter dannet af sommerens sol er brugt op. Forskning har vist, at også sædceller har brug for D-vitamin. D-vitaminmangel svækker sædcellernes motilitet og medfører færre normalt udseende sædceller. For at være sikker på niveauet af D-vitamin skal det målet i en blodprøve. Det optimale niveau af D-vitamin i blodet ligger mellem 80-150 nmol/l.

Pycnogenol
Dette patenterede bark-ekstrakt er meget velundersøgt, og dets indhold af mange forskellige plantestoffer har vist sig virkningsfuldt mod mange forskellige helbredsskavanker. I en undersøgelse fik mænd med nedsat sædkvalitet 200 mg pycnogenol dagligt i tre måneder. Deres sæd blev analyseret før og efter behandlingen for blandt andet sædtal, motilitet og morfologi før og efter den naturlige ændring der sker med sædcellens hoved, som muliggør at det kan trænge ind i ægget. Resultatet viste, at sædcellernes moforlogi forbedredes med 38% og en mannose-receptor-analyse, som forudsiger befrugtningschancen, blev forbedret med 19%

Sex og sædceller
Det kræver blot en enkelt sædcelle at gøre en kvinde gravid, men i praksis ser vi, at jo færre sædceller en mand producerer, desto sværere har kvinden ved at blive gravid. Generelt øges antallet af sædceller væsentligt, hvis der går nogle dage mellem sædtømningerne, men går der for lang tid mellem sædtømningene bliver sædcellerne mindre virile. Antallet af sædceller øges også jo mere seksuelt ophidset manden bliver. Altså: Kedelig sex = færre sædceller. Sædtallet er dog ikke alt. Motiliteten er også vigtig, idet relativt få sædceller med en høj liniær fremdrift godt kan kompensere for et lavt antal. Hos mænd med normal sædkvalitet er chancen for, at de gør deres partner gravid størst, hvis de har sex med 2-3 dages mellemrum. Hos mænd med nedsat sædkvalitet derimod, kan hyppigere sex anbefales.

I 2009 undersøgte den australske læge, Dr David Greening118 mænd med ekstraordinært mange DNA-skader i deres sæd. Mændene blev bedt om at have sædudløsning hver dag i en uge. På undersøgelsens 7. dag blev mændenes sæd evalueret. Selv om antallet af sædceller faldt fra 180 mio. til 70 mio. i løbet af ugen ugen, var mændene stadig inden for normalområdet. Greening opdagede, at 81% af mændene opnåede et fald af DNA-skader i deres sæd på12%, mens 19% af mændene fik en stigning i DNA-skader på gennemsnitlig 10%. De hyppige sædafgange nedsætter tilsyneladende mængden af beskadiget DNA i sædcellerne, men det kræver større forsøg at bekræfte disse tal, og sex hver dag er heller ikke optimalt for alle og slet ikke i mere end en uge af gangen.

Sædcelle

Normal sædcelle med hovede, en midtsektion med energiproducerende mitokondrier efterfulgt af den lange hale, hvis piskebevægelser bringer sædcellen fremad. Hvis vi lever usundt og mangler vigtige næringsstoffer, rammes sædkvaliteten.
Det er kun hovedet med mandens DNA der gennem-trænger ægget. Mitokondrierne i midtsektionen med deres eget DNA kommer ikke med ind. Derfor arver vi kun mitokondrie-DNA fra vores mor.

Kaffe
Man kan godt frede sin morgenkaffe og derudover nøjes med kaffe i mindre mængde uden at skade sin sædkvalitet mærkbart, men der er dokumentation for, at store mængder, dvs. 800 g koffein eller syv kopper og derover nedsætter sædkvaliteten.

Tobak
Tobaksrøg fra både aktiv og passiv rygning er som bekendt sundhedsskadeligt, men mænds rygning samt passiv rygning ser ikke ud til at være så stort et problem for sædkvaliteten som tidligere troet. Det er derimod kendt, at mænds sædkvalitet falder, hvis deres mor har røget under graviditeten.
Selv mindre end fem daglige cigaretter, er nok til at svække sædcellernes evne til at fæstne sig på kvindes æg. Derudover er det generelt dårligt for blodkredsløbet, og så indeholder tobaksrøg store mængder at tungmetallet cadmium som har en meget lang halveringstid i kroppen og som optager pladsen for mineralet zink, som har betydning for sædkvaliteten.
Derfor har det overrasket forskere, at det ikke hjulpet på sønnernes dårlige sædkvalitet, at andelen af rygende gravide i Danmark er faldet fra 40% i 1996 til 18% i de senere år.

Også ”fjolletobak”, altså hash, svækker sædkvaliteten, idet det aktive stof tetrahydrocannabinol nedsætter sædcellernes iltomsætning.

Alkohol
En dansk undersøgelse har vist, at selv en lav indtagelse på fem genstande om ugen forringer sædcellernes morfologi, dvs. deres størrelse og form og nedsætter sædtallet (mængden af sædceller). Det påvirker også kroppens produktion af kønshormoner.

Overvægt, fedme og østrogener
Man kan drage en parallel mellem overvægtige mænd og dårlig sædkvalitet. De tidligere nævnte østrogenlignende stoffer, de såkaldte xenoøstrogener i miljøet spiller sandsynligvis en rolle ved både at bidrage til mænds overvægt og deres dårlige sæd.
Forskere har fundet, at blandt normalvægtige mænd havde 24% en lav sædkvalitet og 2,6% havde ingen levedygtig sæd. Blandt de overvægtige mænd havde 25,6% en lav sædkvalitet og 4,7% havde ingen levedygtig sæd. Af de mænd der var fede havde 32,4% en lav sædkvalitet og 6,9% havde ingen levedygtig sæd.

Så kom bare i gang, mænd!

Refs.
Schiffer C, et al. Direct action of endocrine disrupting chemicals on human sperm. EMBO reports 2014;15(7):758–65.
Colagar AH, et al. Zinc levels in seminal plasma are associated with sperm quality in fertile and infertile men. Nutr Res. 2009;29(2):82-8.
Scott R, et al. The effect of oral selenium supplementation on human sperm motility. Br J Urol. 1998;82(1):76-80.
Balercia G, et al. Coenzyme Q10 treatment in infertile men with idiopathic asthenozoospermia: a placebo-controlled, double-blind randomized trial. Fertil Steril. 2009;91(5):1785-92.
Mancini A, et al. An update of Coenzyme Q10 implications in male infertility: biochemical and therapeutic aspects. Biofactors. 2005;25(1-4):165-74.
Safarinejad MR. Efficacy of coenzyme Q10 on semen parameters, sperm function and reproductive hormones in infertile men. J Urol. 2009;182(1):237-48.
Wong WY, et al. Effects of folic acid and zinc sulfate on male factor subfertility: a double-blind, randomized, placebo-controlled trial. Fertil Steril. 2002;77(3):491-8.
Jensen TK, et al. Habitual alcohol consumption associated with reduced semen quality and changes in reproductive hormones; a cross-sectional study among 1221 young Danish men. BMJ Open 2014;4:e005462.
Sermondade N, et al. Obesity and increased risk for oligozoospermia and azoospermia. Arch Intern Med. 2012;172(5):440-2.
Costa M, et al. L-carnitine in idiopathic asthenozoospermia: a multicenter study. Italian Study Group on Carnitine and Male Infertility. Andrologia. 1994;26(3):155-9.
Roseff SJ. Improvement in sperm quality and function with French maritime pine tree bark extract. J Reprod Med. 2002;47(10):821-4.
Blomberg Jensen M, et al Vitamin D is positively associated with sperm motility and increases intracellular calcium in human spermatozoa. Hum Reprod. 2011;26(6):1307-17.
Priskorn L, et al. Average sperm count remains unchanged despite reduction in maternal smoking: results from a large cross-sectional study with annual investigations over 21 years. Human Reproduction 2018. E-pub ahead of print.

Klik her for at søge mere info om hjælp mod dårlig sædkvalitet

Fede fisk, bælgplanter, B6-vitamin og zink kan muligvis udsætte overgangsalderen

Pixabay_Woman1

Forskning tyder på, at vores kost også har betydning for hvornår overgangsalderen sætter ind.

Omvendt synes en kost rig på højtraffinerede kulhydrater at kunne fremskynde overgangsalderen. Det er den foreløbige konklusion på et engelsk studie, hvor forskere fra Leeds Universitet undersøgte data et tidligere, stort studie (UKWCS) med engelske kvinder i alderen 40 – 65 år, der gennemgik en naturlig overgangsalder.

Forskerne havde data om kvindernes kost og om tidligere fødsler fra et spørgeskema og fulgte dem derefter over en periode på fire år for at se om kvinderne havde oplevet en naturlig overgangsalder. Ialt 914 kvinder opfyldte undersøgelseskriterierne.

Undersøgelsen fandt, at et kost rig på pasta, ris og salte snacks var forbundet med overgangsalderens indtræden ca. 1,5 år tidligere end gennemsnittet. Herimod var en kost med meget fisk forbundet med overgangsalderens indtræden ca. 3 år senere end gennemsnittet.

En kost med mange ærter og bønner var forbundet med knap et års senere overgangsalder. Næringsstofferne vitamin B6 og zink udsatte også overgangsalderen. Kødspisere synes at have en senere overgangsalder end vegetarer. Forskerne kunne i hvert fald konstatere, at kvinder der spiste vegetarisk kom tidligere i overgangsalderen end ikke-vegetarer.

Som mulige virkningsmekanismer forestiller forskerne sig, at antioxidanter beskytter kvindens æg mod skade fra reaktive iltforbindelser, og ærter, bønner og fiskeolier er gode kilder til antioxidanter. En anden faktor kunne være, at en høj indtagelse af raffinerede kulhydrater (højglykæmiske fødevarer) medfører en kaskade af biologiske følgevirkninger der ender op med at forkorte perioden mellem hver ægløsning som igen medfører, at kvinden tidligere ‘løber tør for æg’, hvilket fører til en tidligere overgangsalder.

Insulinresistens
En tilstand hvor kroppens eller ikke reagerer naturligt på hormonet insulin. Et forstadie til sukkersyge.
Højglykæmiske fødevarer
Fødevarer der får blodsukkeret til at stige hurtigt og højt. Eksempler er sukker, honning, hvidt brød, ris og pasta, kager, slik og sodavand, tørrede frugter og bær.

 

Da det drejer sig om et såkaldt observationsstudie, tager forskerne forbehold for resultatet, som derfor har brug for at blive bekræftet af yderligere studier.

Kilde
Dunneram Y, et al. Dietary intake and age at natural menopause: results from the UK Women’s Cohort Study. Journal of Epidemiology & Community Health 2018. E-pub ahead of print.

Klik her for at søge mere information om vitamin B6 og zink