Folinsyre kan måske forebygge åreforkalkning

Aareforkalkning

Et tværsnit gennem en blodåre med åreforkalkning. Opbygningen af plak sker inde i selve karvæggen.

Ny stor undersøgelse peger på vigtigheden af et tilstrækkeligt højt indtag af vigtigt B-vitamin.

Folk, der tager dagligt tilskud af det vandopløselige B-vitamin folinsyre, har tilsyneladende mindre risiko for at udvikle åreforkalkning, skriver forskere i det videnskabelige tidsskrift Atherosclerosis.

Folinsyre hæmmer tilsyneladende den plakdannelse indvendigt i blodårerene, som med tiden fører til åreforkalkning og hjerte-kar-sygdom. Den nye rapport stemmer godt overens med en tidligere offentliggjort rapport (Clinical Nutrition, 29. maj 2012), som viser, at tilskud af folinsyre og vitamin B6 kan mindske risikoen for slagtilfælde med cirka 12 procent.

Mindre karvægs-fortykkelse
I den nye undersøgelse (en såkaldt meta-analyse) analyserer forskere fra Anhui Medical University og Peking University First Hospital data fra ialt 10 kliniske undersøgelser med sammenlagt 2.052 mennesker. Her kunne de se en konsekvent sammenhæng imellem lavt blodindhold af homocystein og mindre grad af tykkelse af karvæggene, også kaldet CIMT (Carotid Intima-Media Thickness). Folinsyre virker netop ved at sænke homocystein-indholdet i blodet.

Netop tykkelsen af halspulsåren (på engelsk ”the carotid artery”) anses som en god indikator for såvel begyndende åreforkalkning samt for hvor fremskreden sygdommen er hos individet.

Kilde:
Qin W, et al. Effect of folic acid supplementation on the progression of carotid intima-media thickness: A meta-analysis of randomized controlled trials. Atherosclerosis, 2012;222(2):307-13.