D-vitamin forhindrer udvikling af sclerose

DonGringoMidnightsun_SXC

Uden D-vitamintilskud er vi helt afhængige af D-vitamin fra Solen. Risikoen for at udvikle sclerose er højest for personer født i forårsmånederne, hvis man bor mere end 52 grader nord for ækvator.

D-vitamin kan forhindre et fejlkodet immunsystem i at angribe centralnervesystemet og forårsage eller forværre multipel sclerose viser en ny undersøgelse med mus. Denne opdagelse er samtidig en mulig forklaring på, hvorfor D-vitamin kan forebygge eller lindre sclerose-symptomer.

En gruppe forskere fra Johns Hopkins University School of Medicine har undersøgt virkningen af aktivt D3-vitamin på hvide blodlegemer på deres rejse fra lymfeknuder til centralnervesystemet. Forskerne opdagede, at D-vitaminet forhindrer fejlkodede immunceller i at nå frem til hjernen og centralnervesystemet og ødelægge nerveskederne.

Denne viden vil måske kunne hjælpe forskere til at lave mere effektive og sikre lægemidler mod multipel sclerose i fremtiden.

Multipel sklerose er en autoimmun sygdom, hvor immunsystemet i form af hvide blodlegemer i kroppens lymfeknuder fejlagtigt programmeres til at angribe kroppens egne celler. Ved sclerose er det nervernes beskyttende lag af fosforholdigt fedt kaldet myelin, der angribes. Konsekvenser er, at nervernes evne til at sende de elektriske signaler, der styrer bevægelser, tale og andre funktioner, ødelægges.

D-vitamin synes ikke at hæmme kroppens immunfunktion, men det afholder fejlkodede hvide blodlegemer i form af T-lymforcytter fra at nå frem til de steder i kroppen, hvor de kan gøre mest skade. Virkningen er dog ikke varig. Det vil sige, at hvis D-vitaminindtagelsen afbrydes, vil der hurtigt opstå sclerose-lignende udbrud hos mus.

Nu mangler vi bare at få undersøgt, om D-vitamin har en tilsvarende forebyggende virkning på mennesker.

Ref.
Grishkan IV, et al. 1,25-Dihydroxyvitamin D3 selectively and reversibly impairs T helper-cell CNS localization. PNAS 2013. E-pub ahead of print.

 

D-vitamin og sclerose
At der er en sammenhæng mellem D-vitamin og sclerose, er ikke en ny opdagelse. Allerede i 1973 fremsatte Peter Goldberg den teori, at D-vitamin og calcium kunne stoppe sclerose. Baggrunden var den iagttagelse, at sclerose ikke opstår i egne af verden med meget sol.
Der er yderligere en sammenhæng mellem D-vitamin og sclerose, idet kroppen bruger D-vitamin til dannelse af de fosfolipider, som indgår i nervernes myelinskeder.

 

Ref.
Favrbo K. Sklerose kan stoppes. Ugeskr Laeger 2001 Feb 19;163(8):1135-6.