Konkurrencesvømmere mangler zink

Svømmer

Vi har ikke noget betydende lager af zink i kroppen, hvorfor mangler hurtigt kan opstå.

En undersøgelse af otte mandlige konkurrence-svømmere i alderen 18-25 år har vist, at de lider af zinkmangel. Svømmerne fik målt deres zinkindhold forskellige steder i kroppen over en periode på 14 uger. Alle målte værdier for zink var under grænseværdierne.

Undersøgelsen som blev foretaget ved universitetet i Sao Paulo i Brasilien peger på, at sportsfolk bør være opmærksomme på mulig zinkmangel. De svømmere der deltog i undersøgelsen havde alle svømmet på konkurrenceniveau i mindst fem år. Deltagerne blev bedt om at spise og drikke det samme som de plejede i undersøgelsesperioden. De fik målt deres zinkværdier i blodet (serum og de røde blodlegemer) samt i urin og spyt tre gange fordelt over den 14 uger lange undersøgelsesperiode.

Spytprøve duer ikke
Undersøgelsen viste, at indholdet i plasma var under normale værdier, indholdet i de røde blodlegemer var på grænsen til mangel. Urinens zinkindhold tyder på, at kroppen mindsker udskillelsen af zink, når kroppens indhold er lavt. Indholdet af zink i spyt synes uegnet til at sige noget om kroppens zinkindhold.

Ved zinkmangel hos sportsfolk er der set forbedringer i blodets zinkindhold og i kroppens antioxidant-aktivitet efter 8 ugers tilskud til kvinder og 12 efter ugers tilskud til mænd.

Mange anvendelser
Zink er et meget vigtigt mineral overalt i kroppen. Zink indgår i mere end 300 forskellige enzymer samt i den såkaldte genekspression som er den proces, hvor oplysninger fra et gen bruges til at danne forskellige proteiner. Zink er desuden en vigtig antioxidant som modvirker oxidativ stress og er med til at vedligeholde vores immunforsvar.

Vi har ikke noget depot af zink i kroppen, og selv om sportsfolk får en normal mængde zink med deres kost, så kommer de let i underskud, fordi de mister ekstraordinære mængder zink med sved og urin.

Ref.
De Carvalho FG, et al. Evidence of zinc deficiency in competitive swimmers. Nutrition 2012;28:1127-31.

Hvem har brug for zink?
Det har vi alle, men i særlig grad sportsfolk og alle andre som sveder meget. Sauna-dyrkere, alkoholikere, ældre, personer med nedsat optagelse fra tarmen, personer på slankekur, stressede, personer med anoreksi, gravide og ammende, personer der får vanddrivende medicin, med seglcelleanæmi, har et højt indtag af sukker, vegetarer, seksuelt aktive mænd, personer med sår og hudproblemer, personer belastet af kobber og tungmetaller og til at forhindre eller udsætte prostataforstørrelse hos mænd.

D-vitamin til gravide mindsker sclerose-risiko

Winther_girl

Tallene viser, at jo højere mod nord vi bor, desto flere tilfælde af sclerose.

På de nordlige breddegrader er risikoen for at få den frygtede sygdom multipel sclerose større for dem, der fødes om foråret end for dem, der fødes om efteråret. Denne forskningsnyhed bekræfter ældre data og støtter brugen af D-vitamin til gravide.

Ved at gennemgå en række tidligere undersøgelser omkring multipel sclerose (MS) har Dr. Ruth Dobson  og hendes team af forskere udvalgt de bedste undersøgelser af i alt 151.978 patienter med MS. Ved at analysere disse data er forskerne nået frem til, at risikoen for at få et barn, der vil udvikle MS, er størst ved fødsel i april med 5% forøget risiko og mindst i oktober og november med henholdsvis 5% og 8% nedsat risiko.

Statistisk sikker sammenhæng
En konservativ analysem, hvor forskerne kun medtog 78.488 MS-patienter, afslørede en 7% forøget risiko for MS for personer født i april på og en risikoforhøjelse på 11% for dem født i maj. Omvendt blev der fundet en 6% reduceret risiko hos personer født i oktober, og for dem født i november var risiko-reduktionen på hele 12%. Alle disse tal var signifikante (statistisk sikre).

Der blev ligeledes fundet en signifikant sammenhæng mellem breddegrad og antallet af personer med MS født i december, samt tilfælde der var lige på grænsen til at være signifikante i maj og august.

Breddegrad, solstråling, D-vitaminmangel og sclerose
Man har længe anset multipel sclerose for at være resultatet af et komplekst samspil mellem arv og miljø. Miljøfaktoren er i dette tilfælde mangel på D-vitamin.

På breddegrader højere end omkring 52° N. (midten af Holland) står solen så lavt på himlen mellem oktober og marts måned, at dens UVB-stråler ikke når den nødvendige bølgelængde på mellem 290-315 nm, som er nødvendig for, at huden kan danne D-vitamin.

En graviditet, der udvikler sig på de nordlige breddegraders sol- og dermed D-vitaminfattige årstid, øger som vist risikoen for MS. Virkningsmekanismen er ikke fuldt klarlagt, men det antages, at D-vitaminmangel påvirker gener med tilknytning til funktionen af fosterets immunsystem.

Løsningen på problemet er til gengæld mere enkel. Det er sagt før og bestyrkes nu yderligere med denne undersøgelse: forebyg sclerose med D-vitamintilskud i tide, hvilket forskerne da også slutter med at konkludere.

Ref.
Dobson R, et al. The month of birth effect in multiple sclerosis: systematic rewiew, meta-analysis and effect of lattitude. BMJ 2012. E-pub ahead of print.

Om Multipel (dissemineret) sclerose
Ved multipel sclerose (MS) angriber kroppens egne immunceller fejlagtigt de isolerende skeder af myelin (fedt), der omgiver nervefibrene. I denne proces mistes der nervetråde forskellige steder i hjernen og rygmarven. Dette tab af isolerende fedtskeder medfører, at de elektriske nerve-impulser nedsættes og ledes langsommere.

Ofte starter MS med et anfald, som udvikles i løbet af dage til få uger. De hyppigste symptomer er: Føleforstyrrelser og nedsat kraft i en arm eller benene, betændelse i synsnerven, nedsat syn samt smerter bag øjet, svimmelhed og balanceforstyrrelser samt vandladningsproblemer.

Symptomerne klinger ofte af i løbet af uger eller måneder, men et anfald kan efterlade patienten med større eller mindre handicap.

Kilde: Netdoktor.dk

Forurening medfører autisme

Trafik

Omkring 1% af befolkningen har en gennemgribende udviklingsforstyrrelse kaldet autisme. Forekomsten er stigende,

Børn, som i fosterstadet og i de første leveår har været udsat for høj trafik-forurening, er langt mere tilbøjelige til at udvikle autisme end børn fra mindre forurenede områder, viser en ny undersøgelse. Det er ikke noget bevis, men dog et fingerpeg om, at forurening kan være involveret i denne udviklingsforstyrrelse.

Der deltog ialt 279 børn med autisme og 245 kontrolbørn med normal udvikling i undersøgelsen, som viste, at spædbørn udsat for de højeste niveauer af luftforurening havde tre gange større sandsynlighed for at udvikle autisme end dem, der var udsat for de laveste niveauer.

Autisme menes at have forskellige genetiske og miljømæssige årsager, som blandt andet medfører en unormal immun- og tarmfunktion. Et stof som eksempelvis kvælstofdioxid fra bilers udstødning kan muligvis være årsag til immunfejlfunktion, eller det kan være en konsekvens af autismen.

Ref.
Volk HE, et al. Traffic-Related Air Pollution, Particulate Matter, and Autism. Archives of General Psychiatry 2012. E-pub ahead of print.

Hvad er autisme?
Autisme er en samlebetegnelse for forskellige grader af udviklingsforstyrrelser, hvor personen ikke behersker social interaktion med andre mennesker, har problemer med at kommunikere og er begrænset i sin adfærd.

Sænk risikoen for Alzheimers med tre antioxidanter

aeldre_mand

Alzheimers syge er den mest frygtede af alle demensformer. Velkendte antioxidanter ser dog ud til at kunne hjælpe til at modvirker sygdommen.

En ny meta-analyse viser en sammenhæng imellem øget indtag af vitamin C, vitamin E og beta-caroten og mindsket risiko for Alzheimers syge.

E-vitamin, C-vitamin og betacaroten. I denne rangorden synes tre velkendte vitaminer med antioxidant-effekt ifølge en ny meta-analyse samlet at kunne modvirke udvikling af den frygtede demens-sygdom.

En ny metaanalyse udført af en gruppe kinesiske forskere viser, at man med tre antioxidanter kan sænke risikoen for den frygtede Alzheimers syge. Den mest markante risiko-reduktion opnås med E-vitamin, som mindsker risikoen signifikant med 24%. Dernæst kommer C-vitamin med 17% (signifikant) og tilsidst beta-caroten med 12% (ikke-signifikant). Der indgår ialt syv af de bedste videnskabelige undersøgelser af personer med Alzheimers syge. Alle undersøgelser inddrog indtagelsen af forskellige antioxidanter fra kosten.

Konfliktende resultater
I denne undersøgelse fokuserede forskerne på antioxidant-indtagelse fra kosten. Forskerne indrømmer, at der tidligere har været skuffende videnskabelige resultater med antioxidanter fra tilskud som forebyggelse af denne sygdom, især med E-vitamin. Mulige forklaringer kan være at doseringen og timingen har været forkert, samt at der har været benyttet ubalanceret monoterapi (udelukkende E-vitamin). Den anvendte type af E-vitamin kan ligeledes have spillet en rolle.

En bombe under sundhedsbudgettet
Forekomsten af Alzheimers syge er øget over det seneste årti. Der er i dag 35,6 millioner på verdensplan og 45.000 danskere med sygdommen ifølge WHO. Antallet af personer med  Alzheimers forventes at stige i løbet af de kommende 20 år til et niveau, som vil får udgifterne til vores sundhedsvæsen til alt slå bunden ud af vores økonomi.

Der er blevet forsket meget i mulige årsager til denne sygdom, og forskellige typer af medicin er blevet testet, foreløbig uden succes.

Mulige årsager
Blandt mulige årsager til sygdommen er oxidativ stress samt genetiske og miljømæssige faktorer. En teori går ud på, at der sker en fejl i hjernens forbrændig af sukker, altså en slags sukkersyge, der begrænser sig til hjernen. At oxidativ stress spiller en væsentlig rolle i sygdommens udvikling, bestyrkes med den nye metaanalyse.

Den nyeste forskning peger på, at sygdommen skyldes hjernens nedsatte evne til at udskille affaldsstoffer, når vi sover. Det medfører den velkendte ophobning af proteinstoffer som beta-amyloid og tau samt fedtsyrer.

Hård træning også effektiv
Forskning viser iøvrigt, at hvis vi blot bliver gamle nok, vil vi alle i nogen grad udvikle Alzheimers syge, nogle før, andre siden. Det ser dog ud til, at vi med simple midler han en god chance for at udsætte denne sygdom med velkendte antioxidanter. Hård fysisk træning modvirker også Alzheimers, i det mindste hos mus. I hvor høj grad hård fysisk træning modvirker sygdommens fremadskriden, testes i øjeblikket på personer med Alzheimers i let grad. Hård træning mindsker dog ikke kroppens behov for antioxidanter, tværtimod.

Hvad er Alzheimers?
Alzheimers syge er en neurodegenerativ tilstand karakteriseret ved nedbrydelse af hjernevæv og tab af kognitive funktioner og hukommelse. I hjernen hos Alzheimerpatienter breder ophobninger af proteinet amyloid sig langsomt, hvorved hjernens celler forgiftes og dør. Et andet protein, det såkaldte tau-protein, filtrer sig sammen i hjernecellerne, hvor det blokerer for nogle strukturer kaldet mikrotubuli, som indgår i mange cellulære processer. Nogle forskere knytter ligefrem mikrotubuli til hjernens bevidsthed.

 

Omfattende personlighedsændringer
Alzheimers syge forårsager omfattende personlighedsændringer, men den udvikles langsomt. Fra amyloiden begynder at ophobes i hjernen og til de første symptomer i form af glemsomhed dukker op, kan der gå 25 år. Senere kommer der arbejdsvanskeligheder og depression. På et tidspunkt ved personen ikke, hvad helt almindelige ting skal bruges til, og man skal have hjælp til alt.

 

Kilder

  • Hessel NS. Famlen i mørket. Weekendavisen 16. Nov. 2012
  • Li F-J, et al. Dietary Intaks of Vitamin E, Vitamin C, and Betacarotene and Risk of Alzheimer’s Disease: A Meta-Analysis. J Alz Dis. 2012;31:253-58.
  • Lester-Coll N et al. Intracerebral streptozotocin model of type 3 diabetes: Relevance to sporadic Alzheimer disease. J Alzheimers Dis. 2006;9(1):13-33.
  • Peng W, et al. Suppression of glymphatic fluid transport in a mouse model of Alzheimer’s disease. Neurobiol Dis. 2016;93:215-25.

Årelang gunstig effekt af antioxidant-tabletter

Longlasting_antioxidants

En videnskablig undersøgelse har vist en fortsat, markant, sundhedsgavnlig effekt af et antioxidanttilskud mange år efter undersøgelsens ophør.

Et videnskabeligt tidsskrift har bragt et forbløffende forskningsresultat fra en undersøgelse, der blev påbegyndt i 1988 og viste en 50% reduktion af polypper i tyktarmen hos patienter, der tog antioxidant-tabletter. Endnu mere forbløffende er det dog, at risiko-nedsættelsen i antioxidant-gruppen efter 13 år er næsten uforandret på 40%.

Baggrunden for den undersøgelse, der blev påbegyndt for 24 år siden af doktor Bonelli og hendes team fra Det Nationale institut for Cancer Forskning i Genoa var, at polypper (adenomer) fjernet fra tyktarmen har en øget tilbøjelighed til at vende tilbage. Da polypper i tyktarmen i nogle tilfælde udvikler sig til tyktarmskræft, vil tilskud af antioxidanter være en interessant mulighed, såfremt de er i stand til at forebygge udvikling af denne kræftform. Netop dette var, hvad Bonelli og medarbejdere demonstrerede allerede fem år efter undersøgelsens start.

To antioxidant-tabletter
Tilbage i 1988 blev 411 frivillige forsøgspersoner udvalgt til enten at modtage 2 stk antioxidant-tabletter dagligt eller tilsvarende placebotabletter i fem år. Undersøgelsen var et dobbelt-blindet, placebokontrolleret lodtrækningsforsøg. Deltagerne var mellem 25 og 75 år med det til fælles, at de alle havde fået en eller flere polypper fjernet fra deres tyktarm. De var alle raske ved undersøgelsens start, og ingen tog vitamin- og mineraltilskud.

De to antioxidant-tabletter, som udgjorde den aktive behandling, indeholdt 200 µg selen, 30 mg zink, 2 mg A-vitamin, 180 mg C-vitamin og 30 mg E-vitamin.

Imponerende resultat – ringe formidling
Efter fem år viste undersøgelsen en 50% reduktion af polypper i tyktarmen hos antioxidant-gruppen i forhold til placebogruppen. Desværre blev forskningen aldrig udgivet i et videnskabeligt tidsskrift, men blot præsenteret på en konference i 1998 og udgivet som et konference-papir.

Virkningen holder
For nogle år siden besluttede Dr. Bonelli at undersøge den gamle forsøgsgruppe igen, og efter 13 år kunne hun stadig se en bemærkelsesværdig og signifikant forskel på placebo- og aktiv-grupperne, som nu efter 15 år er på hele 39% til fordel for antioxidanterne. Det er dermed det længst varende antioxidant-studie på forebyggelse af tyk- og endetarms-cancer, hvilket sammen med den valgte metode giver undersøgelsesresultatet en meget høj troværdighed.

Ref
Bonelli L, et al. Antioxidant supplement and long-term reduction of recurrent adenomas of the large bowel. A double-blind randomized trial. J Gastroenterol 2012. E-pub ahead of print.

Vitaminer mod overvægt

Mavefedt

Overvægt er en tilstand med mange ernæringsmæssige facetter – nogle mere overraskende end andre.

Det vil nok overraske mange, at to velkendte vitaminer, C-vitamin og D-vitamin, også kan være nyttige redskaber, hvis man er overvægtig eller ligefrem fed og gerne vil tabe sig og forbedre talje-hofte-målet. Videnskabelige undersøgelser fra USA understreger vigtigheden af ikke at ligge lavt i C-vitamin og at kombinere træning med en høj daglig dosis D-vitamin.

Forskning har vist, at ca. 15% af alle voksne amerikanere led af mangel på C-vitamin i perioden 1988-1994. Det vil sige, at deres C-vitamin-indhold i blodet var mindre end 11 µmol/l. 25 år tidligere havde kun 3-5% af voksne amerikanere haft en sådan mangel. Sideløbende med denne udvikling har USA oplevet en epidemi af overvægt og fedme i befolkningen.

C-vitamin indgår i dannelse af aminosyren carnitin, som er nødvendig for at kunne forbrænde fedt i kroppen. Det vil sige, at C-vitamin-mangel også nedsætter kroppens evne til at forbrænde fedt, hvilket medfører overvægt.

Metode
Det var denne teoretiske sammenhæng, som ernæringsforskeren Carol S. Johnston og kolleger ønskede at undersøge i 2006. I en undersøgelse af 78 raske, ikke-motionerende, ikke-rygende mænd og kvinder mellem 18 og 38 år havde næsten 40% et marginalt C-vitamin-indhold i blodet svarende til mindre end 34 µmol/l. 15 af disse personer, som var i begyndelsen af 20erne, deltog i undersøgelsen. Desuden medvirkede syv personer med tilstrækkeligt C-vitaminniveau og fungerede som kontrolgruppe.

Den dobbelt-blindede, placebo-kontrollerede undersøgelse varede otte uger og viste, at personer med marginalt C-vitamin i blodet forbrændte 25% mindre fedt per kg kropsvægt under en 60 minutters løbebåndstest sammenlignet med deltagere med tilstrækkeligt C-vitamin i blodet. Deltagere med C-vitaminmangel, der fik C-vitamin (500 mg dagligt), øgede deres energiforbrug under træning fire gange sammenlignet med kontrolpersoner, der fik uvirksomme tabletter.

C-vitamin nødvendig for effektiv vægtkontrol
Med andre ord: Lavt C-vitaminindhold medfører nedsat fedtforbrænding under muskelarbejde. Det kunne også forklare, hvorfor nogle har besvær med at tabe sig.

D-vitamin
I en anden og nyere undersøgelse indgik i alt 23 overvægtige og fede mænd og kvinder i 20-30 års alderen. Gruppen blev delt i to, og lodtrækning afgjorde, om de modtog D-vitamin eller uvirksomme præparater. Det var et dobbelt-blindet forsøg, så hverken forskerne eller forsøgsdeltagerne vidste, hvem der fik hvad. I D-vitamin-gruppen fik 10 forsøgsdeltagere 100 µg D-vitamin dagligt. De 13 deltagere i placebogruppen fik uvirksomme præparater. Alle 23 deltagere fik desuden en calcium-tablet  dagligt og skulle tre gange om ugen udføre vægttræning sammen med indtagelse af præparaterne.

Tidligere forskning har vist, at forsøgsdeltagere har haft brug for mellem 45-100 µg D-vitamin dagligt for at nå op i det optimale vindue.

Ved forsøgets start og ved dets afslutning 12 uger senere blev deltagernes blod analyseret for mængden af D-vitamin og biskjoldbruskkirtelhormon, som regulerer blodets indhold af calcium. Derudover blev kroppens fedtprocent målt, og der blev foretaget en glucose-tolerancetest, hvor man måler kroppens evne til at håndtere sukker. Deltagernes muskelstyrke blev målt ialt fire gange i forløbet.

Forholdet mellem D-vitamin i blodet og hofte-talje-målet er særlig vigtigt, idet mængden af mavefedt er af betydning for, om man udvikler metabolisk syndrom og type 2 diabetes.

D-vitamin forbedrer muskelstyrke og taljemål
Undersøgelsen viste, at D-vitamin-tilskud forbedrede muskelstyrken hos raske overvægtige og fede i løbet af kun fire uger. Et højt D-vitaminindhold forbedrede også hofte-talje-målet (timeglas-figuren). Der blev ikke set andre forbedringer.

Refs.

  • Johnston CS, et al. Marginal vitamin C status is associated with reduced fat oxidation during submaximal exercise in young adults. Nutr. (Lond).2006;3:35.
  • Carrillo AE, et al. Impact of vitamin D supplementation during a resistance intervention on body composition, muscle function, and glucose tolerance in overweight and obese adults. Clin Nutr. 2012;Epub ahead of print.

Om Carnitin
C-vitamin-undersøgelsen siger også noget om nytten af carnitin. Carnitin er en aminosyre, vi selv kan fremstille i kroppen ud fra to andre aminosyrer under medvirken af C-vitamin. Det er kun L-carnitin, der er biologisk aktiv. Mangel på carnitin kan medføre udmattelse og nedsat arbejdsevne. I 1980 foreslog forskere, at den træthed og udmattelse der følger af ekstrem C-vitaminmangel (skørbug), måske kunne tilskrives carnitinmangel. Nytten af carnitin i denne sammenhæng bestyrkes med denne undersøgelse.

Ny forskning: Sluk smøgen før de 30

Smoking

Allerede samme dag man holder op med at ryge, vil konditionen forbedres og risikoen for at få blodprop i hjertet vil mindskes.

– og fjern risikoen for at dø af lungekræft

Ingen kan længere være i tvivl om, at rygning er sundhedsskadeligt, men kvinder tager endnu mere skade af rygning end mænd. De hyppigste rygerelaterede sygdomme er rygerlunger, hjerte-kar-sygdom og lungekræft. På trods heraf ryger lidt over 22% af voksne, danske kvinder, og knap halvdelen er storrygere, hvilket vil sige, at de ryger mere end 15 cigaretter dagligt ifølge Danmarks Lungeforening.

Nu viser en stor, opfølgende undersøgelse fra Oxford University af 1,3 millioner britiske kvinder udgivet i det anerkendte tidsskrift The Lancet, at de kvinder, der formår at slukke smøgen før de fylder 30, stort set lever lige så længe som ikke-rygende kvinder. Kvinder, der udsætter rygestoppet til de fylder 40 år, nedsætter deres risiko for rygerelateret sygdom med 90%, og kvinder, der fortsætter med at ryge, kan regne med at leve 10 år kortere, end hvis de ikke var begyndt at ryge.

Tallene er naturligvis alle statistiske gennemsnit, som ikke er nogen garanti for hvor galt det går, eller hvor billigt man slipper ved at ryge. Der er dog i alle tilfælde flere her-og-nu-fordele ved at stoppe med at ryge: Det giver hurtigt en bedre smags- og lugtesans, det bedrer konditionen, og så sparer man en masse penge.

Den fulde undersøgelse kan læses i The Lancet.

Pirie K, et al. The 21st century hazards of smoking and benefits of stopping: a prospective study of one million women in the . Lancet 2012. E-pub ahead of print

Elektronik i soveværelset gør dine børn overvægtige

Computer-girl

Nutidens børn og unges tilværelse er fyldt med elektronik. Det har konsekvenser for deres søvn, vægt og helbred.

Blot en times ekstra nattesøvn sænker den statistiske risiko for at blive overvægtig eller fed med henholdsvis 28 og 30%. Det viser en canadisk undersøgelse af skolebørn. Og hvad er det så, der stjæler nattesøvnen? Det er TV, computere og videospil og mobiltelefoner!

Ovenstående informationer stammer fra en undersøgelse foretaget af forskere fra Alberta University i Canada. De anvendte et omfattende spørgeskema til at få de ønskede oplysninger fra i alt 3.398 børn, der gik i 5. klasse. Der blev blandt andet spurgt om børnenes højde og vægt, deres søvn- og motionsvaner samt om deres adgang til diverse elektronisk adspredelse. Af svarene fremgik det, at cirka halvdelen af børnene havde et tv, en DVD-afspiller eller en video på deres værelse. 21 procent havde en computer, og 17 procent havde en mobiltelefon. Fem procent havde alle alle slags

Hele 57 procent af børnene indrømmede, at de havde gang i elektronikken efter officiel sengetid. Det var især tv og film, der holdt dem vågne. 27 procent havde gang i tre eller flere aktiviteter efter sengetid.

Hvad sker der i kroppen
Vi ved fra tidligere forskning, at vi alle risikerer at blive overvægtige, hvis vi får for lidt søvn, idet kroppen ved søvnmangel producerer mindre af mæthedshormonet leptin og mere af sulthormonet ghrelin. Derudover stiger mængden af stresshormonet cortisol ved søvnmangel, som ligeledes øger vores appetit. Får vi for lidt drømmesøvn (REM-søvn), går det ud vores vores hukommelse, hvilket naturligvis er en ekstra belastning for skolebørn.

Forskerne fandt, at de børn der havde adgang til en enkelt elektronisk underholdningskilde, havde 1,47 gange så stor sandsynlighed for at blive overvægtige end børn uden adgang til elektronisk underholdning på værelset. Hos børn, der havde hele tre af disse apparater, blev deres risiko for overvægt forøget 2,57 gange.

Max en time
Forskning fra et Australsk søvnlaboratorium har vist, at det heller ikke altid er tilstrækkeligt at overholde en fornuftig sengetid. En undersøgelse af en gruppe teenage-drenge, som fik til opgave at spille computerspil i 2 ½ time før sengetid, var dobbelt så længe om at falde i søvn og fik mindre søvn (også af den vigtige REM-søvn) i forhold til dem, der kun havde spillet computerspil i 50 minutter. Forskerne konkluderer på den baggrund, at under 1 times computerspil før sengetid er ok.

Sov på det
Forskerne er ikke ude på at forpeste de unges tilværelse men ønsker blot at blive klogere på hvilke faktorer, der påvirker vores søvn, og hvilke konsekvenser det har. Denne forskning burde i det mindste give stof til eftertanke.

Refs.
Chahal H, et al. Availability and night-time use of electronic entertainment and communication devices are associated with short duration and obesity among Canadian children. Pediatr Obes. 2012. E-pub ahead of print
King D, et al. The impact of violent videogaming on adolescent sleep-wake activity. Journal of Sleep Research 2012. E-pub ahead of print

Multivitaminer forebygger kræft

Doctor_1012

Der findes videnskabelig dokumentation for, at tilskud af vitaminer og mineraler gavner.

Med offentliggørelsen af en meget stor, meget langvarig og meget grundig videnskabelig undersøgelse af næsten 15.000 læger udgivet i det amerikanske lægetidsskrift JAMA er det nu dokumenteret, at en daglig multivitaminpille forebygger kræft.

Siden 1999 har en gruppe forskere fra Harvard Medical School fulgt 14.641 mandlige læger som var over 50 år ved undersøgelsens start. Undersøgelsen, som har varet ca. 12 år, er en dobbelt-blindet, placebokontrolleret lodtrækningsundersøgelse og kaldes Physicians Health Study II. Den er en opfølger til en tidligere undersøgelse, hvor man testede den hypotese, at C- og E-vitamin kan forebygge hjerte-karsygdom og kræft.

Resultater
I den nye undersøgelse blev lægerne tilfældigt udvalgt til enten få en daglig multivitamin eller en placebo-tablet (uden virkning). Undersøgelsen viste, at de deltagere, der fik en daglig multivitamin, havde 8% lavere risiko for at få kræft. Resultatet var statistisk sikkert. Et andet resultat, som kan udledes af undersøgelsen er, at hos de deltagere, der tidligere havde haft en kræftsygdom, blev risikoen for at dø af kræft nedsat med hele 27%. Dette resultat var næsten statistisk sikkert (marginalt).

Lavdoseret multivitamin
For nogle lyder en 8% reduktion af kræftdødeligheden ikke af så meget, men omsat til menneskeliv og reducerede sundhedsudgifter er dette tal dog af stor betydning. Vi bør også tage i betragtning, at deltagerne var amerikanske læger, som må formodes at spise nogenlunde sundt og varieret. Derudover var den multivitamin, de indtog, også meget gennemsnitlig. Mineralerne var lavdoseret, uorganiske og derfor svært optagelige, vitaminerne var syntetiske, kun indholdet af vitamin B12 var ekstraordinært højt. Det kan derfor ikke udelukkes, at en multivitamin i en anden kvalitet og/eller til en dårligere ernæret målgruppe ville have givet et meget bedre resultat. Svaret på dette spørgsmål må vi indtil videre have til gode.

Ref.
Gaziano JM, et al. Multivitamins in the Prevention of Cancer in Men. The Physicians’ Health Study II Randomized Controlled Trial. JAMA 2012. E-pub ahead of print.

For lidt D-vitamin skader hjertet

Hjertepuls

D-vitaminmangel er muligvis ikke det første, vi tænker på i forbindelse med hjertesygdom, men erfaringer viser, at det bør tages med i overvejelserne.

Den højeste forekomst af potentielt dødelige hjertesygdomme ses hos folk med det laveste indhold af D-vitamin i blodet, siger danske forskere, som har analyseret omfattende data fra en stor gruppe mænd og kvinder

En storstilet analyse af over 10.000 danske mænd og kvinder, som udgjorde en del af det omfattende Copenhagen City Heart Study-projekt og er blevet fulgt igennem 29 år, viser den højeste forekomst af potentielt dødelige hjertesygdomme hos dem med lavest indhold af D-vitamin i blodet. Det er forskere fra blandt andet Bispebjerg Hospital og Herlev Hospital, som har sammenlignet D-vitamin-status med forekomsten af forskellige hjertesygdomme, og de observerede blandt andet, at folk med mindst D-vitaminindhold havde 40% øget risiko for iskæmisk hjertesygdom, 64% øget risiko for blodprop i hjertet (myokardieinfarkt), 57% øget risiko for tidlig død, og ikke mindre end 81% øget risiko for iskæmisk hjertesygdom med eller uden dødelig udgang. Deres observationer er baseret på spørgeskemaer, blodprøver og lægeundersøgelser samt 29 års opfølgning.

Bekræftet af to meta-analyser
For at understøtte deres observationer udførte forskerne endvidere to separate meta-analyser af tidligere og aktuelle befolkningsstudier, hvor man sammenligner D-vitamin-niveauer med forekomsten af iskæmisk hjertesygdom samt tidlig død. En meta-analyse omfattede 18 befolkningsundersøgelser med ialt 82.982 deltagere og viste en 39% øget risiko for iskæmisk hjertesygdom hos dem med lavest blodindhold af D-vitamin.

Den anden meta-analyse er udført på baggrund af 17 undersøgelser med ialt 17.155 deltagere og sammenligner D-vitamin-status med risiko for tidlig død. Her fandt forskerne en 46% øget risiko hos dem med mindst D-vitamin i blodet.

Beviser hypotesen
Man har længe haft en formodning om, at D-vitamin spiller en rolle for hjertet. For godt 30 år siden fremsatte professor i epidemiologi og biostatistik, Robert Scragg, fra University of Auckland, en hypotese om, at D-vitamin beskytter mod hjerte-karsygdom. Efterfølgende har adskillige befolkningsstudier vist en sammenhæng imellem dalende D-vitamin-indhold og øget risiko for sygdomme i hjerte og kredsløb.

Forskerne bag den nye danske undersøgelse nævner intet om, at folk bør indtage tilskud af D-vitamin, men i betragtning af at størsteparten af europæere har svært ved at dække behovet for dette vitamin ved solens hjælp alene, kan vitamintilskud være noget, der bør indgå i fremtidige overvejelser.

Ref.
Brøndum-Jacobseb P, et al. 25-Hydroxyvitamin D Levels and Risk of Ischemic heart Disease, Myocardial Infarction, and Early death. Arterioscler Thromb Vasc Biol 2012. E-pub ahead of print.