D-vitamin forebygger for tidlig død

waldsterben_death

D-vitamin er i realiteten et hormon, og celler overalt i kroppen har D-vitamin-receptorer. På den baggrund er det ikke så mærkeligt, at D-vitaminmangel forårsager mange former for helbredsproblemer og risiko for tidlig død.  Red.
* * *
Blodets indhold af D-vitamin kan måles i en blodprøve, hvor måleenheden er nanomol per liter (nmol/l). Et ønskværdigt D-vitaminindhold ligger mellem 80-150 nmol/l.
Ifølge patientvejledningen.dk er der tale om en mangel, hvis niveauet ligger under 50 nmol/l og svær mangel, hvis niveauet ligger under 25 nmol/l.

Det nye, danske studie under ledelse af overlæge og professor ved Københavns Universitet  Børge Nordestgaard viser mere konkret, at personer med et D-vitaminindhold i blodet på 30 nmol/l har 40% procent forøget risiko for at dø af kræft og 30% forøget risiko for at dø tidligere end de ville have gjort, hvis de havde haft 20 nmol/l mere D-vitamin i blodet.

Gener påvirker D-vitaminniveauet
Forskningsresultatet er solidt, fordi studiet er så stort. Det er indgået ca. 96.000 deltagere, idet forskerne har anvendt data fra to store, tidligere undersøgelser, men også fordi deltagerne er blevet fulgt i op til 19 år. Forskerne har naturligvis korrigeret for indflydelsen fra rygning, alkoholforbrug, kolesterol, vægt, blodtryk og motionsvaner. Som noget sjældent i D-vitaminforskningen har forskerne undersøgt to gener forbundet med kroppens D-vitaminniveau: DHCR7, som styrer hvor meget D-vitaminforstadie der dannes i huden, når vi får sol og CYP2R1, som styrer hvordan D-vitaminforstadiet aktiveres i leveren. Disse gener findes i flere varianter og har man en uheldig udgave af disse gener, medfører det et livslangt, lavt D-vitamin-indhold i blodet. Det er denne gen-undersøgelse som har gjort, at forskerne er sikre på, at det er det lave niveau af D-vitamin, der er årsag til den øgede dødelighed, fordi denne faktor ikke påvirkes af de almindelige kilder til D-vitamin, som er sollys, kosten og tilskud.

Ref.
Afzal S, et al. Genetically low vitamin D concentrations and increased mortality: mendelian randomisation analysis in three large cohorts. BMJ 2014. E-pub ahead of print.

Kommentar
Mængden af dokumentation for vitamin D’s forebyggende virkning mod for tidlig død er vokset støt over de sidste 10 år. Men med dette nye studie er det blevet solidt dokumenteret. Undersøgelsen er lavet på københavnere ud af en befolkning på 5,5 million danskere. Ud af disse har op imod 500.000 betydelig D-vitaminmangel i vinterhalvåret. Alligevel siger nogle eksperter, at vi bør afvente yderligere studier, før vi eventuelt begynder at anbefale ekstra D-vitamin, men hvorfor vente, når D-vitamin-tilskud har vist at det kan hæve blodets D-vitaminindhold og beviseligt er uskadeligt?

Baseret på de hundredvis af undersøgelser, der er fortaget til dato, inklusive ovennævnte store, danske undersøgelse, må det nok være hensynet til egen sundhed, der vægter mest. Spiser man meget fisk og får man meget sol om sommeren, kan man måske klare sig, ellers kan man supplere med tilskud. Det er heldigvis stadig vores eget valg.