For lidt D-vitamin skader hjertet

Hjertepuls

D-vitaminmangel er muligvis ikke det første, vi tænker på i forbindelse med hjertesygdom, men erfaringer viser, at det bør tages med i overvejelserne.

Den højeste forekomst af potentielt dødelige hjertesygdomme ses hos folk med det laveste indhold af D-vitamin i blodet, siger danske forskere, som har analyseret omfattende data fra en stor gruppe mænd og kvinder

En storstilet analyse af over 10.000 danske mænd og kvinder, som udgjorde en del af det omfattende Copenhagen City Heart Study-projekt og er blevet fulgt igennem 29 år, viser den højeste forekomst af potentielt dødelige hjertesygdomme hos dem med lavest indhold af D-vitamin i blodet. Det er forskere fra blandt andet Bispebjerg Hospital og Herlev Hospital, som har sammenlignet D-vitamin-status med forekomsten af forskellige hjertesygdomme, og de observerede blandt andet, at folk med mindst D-vitaminindhold havde 40% øget risiko for iskæmisk hjertesygdom, 64% øget risiko for blodprop i hjertet (myokardieinfarkt), 57% øget risiko for tidlig død, og ikke mindre end 81% øget risiko for iskæmisk hjertesygdom med eller uden dødelig udgang. Deres observationer er baseret på spørgeskemaer, blodprøver og lægeundersøgelser samt 29 års opfølgning.

Bekræftet af to meta-analyser
For at understøtte deres observationer udførte forskerne endvidere to separate meta-analyser af tidligere og aktuelle befolkningsstudier, hvor man sammenligner D-vitamin-niveauer med forekomsten af iskæmisk hjertesygdom samt tidlig død. En meta-analyse omfattede 18 befolkningsundersøgelser med ialt 82.982 deltagere og viste en 39% øget risiko for iskæmisk hjertesygdom hos dem med lavest blodindhold af D-vitamin.

Den anden meta-analyse er udført på baggrund af 17 undersøgelser med ialt 17.155 deltagere og sammenligner D-vitamin-status med risiko for tidlig død. Her fandt forskerne en 46% øget risiko hos dem med mindst D-vitamin i blodet.

Beviser hypotesen
Man har længe haft en formodning om, at D-vitamin spiller en rolle for hjertet. For godt 30 år siden fremsatte professor i epidemiologi og biostatistik, Robert Scragg, fra University of Auckland, en hypotese om, at D-vitamin beskytter mod hjerte-karsygdom. Efterfølgende har adskillige befolkningsstudier vist en sammenhæng imellem dalende D-vitamin-indhold og øget risiko for sygdomme i hjerte og kredsløb.

Forskerne bag den nye danske undersøgelse nævner intet om, at folk bør indtage tilskud af D-vitamin, men i betragtning af at størsteparten af europæere har svært ved at dække behovet for dette vitamin ved solens hjælp alene, kan vitamintilskud være noget, der bør indgå i fremtidige overvejelser.

Ref.
Brøndum-Jacobseb P, et al. 25-Hydroxyvitamin D Levels and Risk of Ischemic heart Disease, Myocardial Infarction, and Early death. Arterioscler Thromb Vasc Biol 2012. E-pub ahead of print.