Opdagelsen af Q10

Q10_Flowers

Coenzym Q10 er blomstret op fra at være et ukendt stof i et reagensglas til et veldokumenteret kosttilskud og lægemiddel.

Opdagelsen af coenzym Q10 skete ikke ved en tilfældighed, men var derimod resultatet af en lang række målrettede undersøgelser, hvor forskere forsøgte at forstå den cellulære mekanisme, der producerer den livsnødvendige energi i vores celler.

I 1954 var professor R.A. Morton og medarbejdere fra Storbritannien på sporet af et mystisk fedtopløseligt stof, som han og hans kolleger havde fundet overalt i animalsk væv som for eksempel i hestetarm og rottelever samt i svin. De var i stand til at bestemme stoffets bølgelængde, og at det var et fedtopløseligt, betacaroten-lignende stof, men det lykkes dem ikke at identificere stoffet fuldt ud.

Det gådefulde gule stof i køleskabet
Tre år senere i 1957 var en gruppe forskere fra Wisconsin University i gang med at undersøge cellers energiproduktion. De arbejdede blandt andet med mitokondrier udvundet af oksehjerter, som både var store og billige. En af forskerne var biokemiker og assisterende professor Frederick Crane, som bemærkede nogle gule krystaller i et reagensglas med et stof, der var udvundet af disse oksehjerte-mitokondrier, som var blevet opbevaret i et køleskab. Han besluttede sig for at undersøge disse krystaller nærmere. Ved at bruge en teknik kaldet absorptionsspektroskopi konkluderede han, at det ukendte stof måtte være et quinon, hvilket ikke gav meget mening på det tidspunkt, idet man antog, at det kun var planter, der indeholdt quinoner.
I dag ved vi, at quinoner er en gruppe almindeligt forekommende biologiske stoffer med egenskaber knyttet til kroppens energiproduktion. For eksempel er K-vitamin også et quinon.

Test_tube

Hvad var de ukendte, gule krystaller i reagensglasset?

 Et missing link i energiproduktionen
For at få en bekræftelse på at hans analyse var korrekt, sendte Crane en prøve af stoffet til biokemikeren Karl Folkers og hans kolleger hos Merck, Sharpe og Dohmes labotorium i New Jersey. Deres analyse bekræftede, at stoffet faktisk var en quinon, og det lykkedes dem også at identificere stoffets kemiske struktur til 2,3, dimethoxy-5-methyl-6-decaprinyl-1,4-benzoquinon, et forholdsvis stort og aflangt molekyle – en slags ”missing link” i cellernes energiproduktion. Denne opdagelse blev rapporteret af Dr. Donald E. Wolf og Karl Folkers i 1958, men det er professor Crane der har æren af at have opdaget det stof, der senere blev kendt som Q10.

På det tidspunkt må det være blevet klart for professor Morton og hans kolleger, at det mystiske stof han havde forsøgt at identificere for år tilbage, nu var blevet identificeret af andre. Han foreslog navnet ubiquinon, som en sammentrækning af det engelske “ubiquitous quinone”, der kan oversættes med det allestedsnærværende quinon, idet hans forskning havde vist, at de fandtes i mange forskellige vævstyper.

1960erne – Q10 benyttes terapeutisk for første gang
Det tog ikke Karl Folkers og hans personale langt tid at finde ud af, hvordan man fremstiller en syntetisk udgave af det stof, han havde fået fra Dr. Crane. De kaldte stoffet coenzym Q10 og for nemheds skyld blot Q10. Karl Folkers kaldte det blot Q. Bogstavet Q kommer fra den qinonring, der sidder for enden af molekylet, og tallet 10 henviser til de 10 isoprenenheder, som er påhæftet qinonringen.

I starten af 1960erne begyndte man at interessere sig for mulige terapeutiske virkninger af Q10.

I øvrigt var professor Yamamura fra Japan den første til at benytte coenzymer mod kronisk hjertesvigt. Det skete allerede i 1965, men han brugte først det beslægtede Q7 og to år senere Q10 mod hjertesvigt.

1970erne – masseproduktion og en Nobelpris
In 1972 var den italienske Q10-forsker Dr Gian Paolo Littarru i samarbejde med Karl Folkers i stand til at vise, at personer med hjertesygdom har et lavt indhold af coenzym Q10.

I 1974 lykkedes det en japansk virksomhed at udvikle en fermenteringsproces, således at de kunne fremstille rent Q10 i store mængder, der er identisk med det Q10, som kroppen selv danner. Det dannede grundlag for, at Q10-produkter ville kunne fremstilles billigere end før, og det fremmede forskningen i og afprøvningen af Q10 på mennesker.

I 1978 modtog Peter Mitchell Nobelprisen i kemi for sin beskrivelse fra 1961 af den Q10-afhængige energitrans- port i levende organismer.

Nogle år senere, i 1978 fik den engelske biokemiker Peter Mitchell Nobelprisen for at beskrive den meget komplicerede proces hvormed celler producerer energi, en proces hvori coenzym Q10 har en helt afgørende, vigtig funktion som elektrontransportør i mitokondriernes indre membraner. En proces der ender op med stoffet adenosintrofosfat (ATP), som er kemisk bundet energi.

1980erne – massiv forskning i Q10
1980erne var et årti med stor interesse for Q10. Man havde nu i flere år haft adgang til Q10 i en farmaceutisk kvalitet, og der blev udført rigtig mange forskningsprojekter med stoffet. Man var blevet i stand til at måle mængden af Q10 i både blod og kropsvæv. Indsigten i Q10s rolle i kroppen var også blevet meget større, og det var blevet klart, at udover dets funktion i kroppens energidannelse fungerede Q10 også som en meget effektiv antioxidant.
I 1985 udførte Dr. Per Langsjoen fra USA den første dobbelt-blindede undersøgelse, som viste, at Q10-tilskud havde en markant virkning på hjertesygdom, samme år som hans søn Peter Langsjoen begyndte sin karriere som kardiolog og Q10-forsker.

1990erne – alment tilgængelig som tilskud
I 1990erne bliver Q10 alment tilgængeligt som kosttilskud. Flere videnskabelige undersøgelser viser en gunstig effekt af Q10 mod en række sygdomme, og man har observeret lavt Q10-indhold i mange forskellige typer af kræftvæv. Dette billede var dog ikke entydigt, idet der også blev fundet tumorer med et højt indhold af Q10. En mindre undersøgelse med høje doser Q10 rapporterer om vellykket, supplerende behandling af brystkræft.

Q10 bliver skrevet ind i lærebøger om kroppens funktioner.

Karl_Folkers

Karl Folkers store interesse i Q10 forblev usvækket fra hans første møde med stoffet og livet ud.

Livslang interesse for Q10
Karl Folkers havde meget tidligt indset, hvor vigtige disse coenzymer er for al liv, da det er så grundlæggende for cellernes energiproduktion. Han så også Q10s potentiale indenfor sygdomsforebyggelse, og hans interesse for dette stof holdt resten af hans liv. Han var også meget kritisk overfor mange Q10-produkter, som han anså for at have en meget ringe optagelighed, især Q10 i pulverform. Selv anbefalede han Q10 opløst i olie.
Han modtog en række forskellige priser i løbet af sin karriere for sin forskningsindsats i blandt andet Q10. Han døde i 1997 i en alder af 91 år.

År 2000+ – Gennembrud for Q10 i hjertebehandling
Men hvorfor er Q10 ikke indført for lang tid siden som behandling af hjertesygdom, kunne man spørge? Det skyldes dels mangel på store, velkontrollerede, videnskabelige undersøgelser af Q10 mod denne type sygdom, og så har det nok også spillet ind, at der ikke kan tages patent på et naturligt stof som Q10, hvilket er både godt og skidt. Det er godt, at der ikke kan tages patent på naturligt forekommende stoffer, men skidt, når det ikke tilskynder til nødvendig forskning i disse stoffer.

KiSel-10 – Q10 gavner raske, ældre
Alligevel er 2012 og 2014 blevet vigtige milepæle i historien om Q10. Det skyldes offentliggørelsen af to store, velkontrollerede, videnskabelige undersøgelser med Q10. Den første fra 2013 hedder KiSel-10. Den viser, at længere tids tilskud med Q10 og selen nedsætter raske ældres risiko for at dø af hjerte-karsygdom med over 50% i forhold til dem, der ikke indtager disse tilskud.

Q-SymbioQ10 gavner hjertesyge
Den anden undersøgelse fra 2014 hedder Q-Symbio. Den viser, at når man giver svært hjertesyge patienter en høj dosis Q10 (Myoqinon, 300 mg/dag) oven i deres normale behandling, reduceres deres risiko for at dø af hjertesygdom med 43%. Samtidig mindskes deres risiko for at dø af andre årsager med 42% i forhold til dem, der ikke får Q10. Det er forskningsresultater, der er så markante, at de har givet genlyd verden over og sandsynligvis vil bane vejen for en meget mere fremtrædende rolle for Q10 i sygdomsforebyggelse og behandling i fremtiden.
Ref.

  1. Festenstein GN, et al. A constituent of the unsaponifiable portion of animal tissue lipids (λmax. mμ.) Biochem J. Apr 1955; 59(4): 558–66.
  2. Crane FL. Discovery of ubiquinone (coenzyme Q) and an overview of function. Mitochondrion. 2007;7 Suppl:S2-7.
  3. Littarru GP , Ho L , Folkers K. Deficiency of CoQ10 in human heart disease. Int J Vitam Nutr Res 1972; 42: 291-5.
  4. Folkers K, et al. Activities of vitamin Q10 in animal models and a serious deficiency in patients with cancer. Biochem Biophys Res Commun. 1997;234(2):296-9.
  5. Lockwood K, et al. Progress on therapy of breast cancer with vitamin Q10 and the regression of metastases. Biochem Biophys Res Commun. 1995;212(1):172-7.
  6. Alehagen U, et al. Cardiovascular mortality and N-terminal-proBNP reduced after combined selenium and coenzyme Q10 supplementation. Int J Cardiol. 2013;167(5):1860-6.
  7. Mortensen SA, et al. The Effect of Coenzyme Q10 on Morbidity and Mortality in Chronic Heart Failure. Results From Q-SYMBIO: A Randomized Double-Blind Trial. JCHF. 2014. E-pub ahead of print.
Klik her for at søge mere info om Q10