Mere D giver mindre C

Hyppigheden af en række kræftformer falder dramatisk ved et højt indhold af vitamin D i blodet, ifølge en amerikansk undersøgelse

Hyppigheden af en række kræftformer falder dramatisk ved et højt indhold af vitamin D i blodet, ifølge en amerikansk undersøgelse

Hvor D står for D-vitamin og C står for cancer eller kræft. Det er forskere fra University of California der i en artikel udgivet i tidsskriftet PLOS ONE konkluderer, at D-vitamin-koncentrationer i blodet på 40 ng/ml og derover er knyttet til en betydelig nedsat risiko for udvikling af såkaldt invasiv kræft generelt.

Dette forskningsresultat er et væsentligt indspark i debatten, om vi via en sund og varieret kost kan spise os til tilstrækkelige mængder af alle næringsstoffer. Det er under alle omstændigheder ikke realistisk at nå op på 40 ng/ml D-vitamin i blodet via kosten alene.

Med invasiv kræft forstås kræft der vokser ind i det omgivende væv. Det vil sige ondartede kræftformer. Den grænseværdi på 40 nanogram pr milliliter som forskerne angiver svarer til 100 nanomol pr liter (nmol/l). Denne værdi af D-vitamin i blodet kan vi igen sætte i relation til Sundhedsstyrelsens grænseværdier for D-vitamin som er:

  • <12 nmol/l: Svær mangel
  • 12-25 nmol/l: Mangel
  • 25-50 nmol/l: Utilstrækkeligt
  • >50 nmol/l: Tilstrækkeligt
  • 75-150 nmol/l: Optimalt niveau hos personer med skøre knogler samt nyrepatienter

Ud fra Sundhedsstyrelsens grænseværdier kan vi se, at et indhold på 50 nmol/l i blodet anses for tilstrækkeligt, men på baggrund af denne nye undersøgelse er dette niveau ikke højt nok til at nedsætte den kræftrisiko, der her er tale om.

Gammel mistanke
Sammenhængen mellem D-vitaminmangel og visse kræftformer har været studeret i mere end 35 år. I 1980 udgav en af forskerne i den aktuelle undersøgelse, Dr. Cedric Garland, der i dag er adjungeret professor ved San Diego School of Medicine og hans bror Frank Garland som de første en artikel i International Journal of Epidemiology, hvor de bemærkede, at  befolkninger der lever på højere breddegrader (med mindre tilgængelig sollys) var mere tilbøjelige til at mangle vitamin D og samtidig havde flere tilfælde af kræft i tyktarmen. I efterfølgende undersøgelser fandt andre forskere flere sammenhænge mellem D-vitaminmangel og eksempelvis brystkræft, lungekræft og blærekræft.

Med denne nye undersøgelse har forskerne forsøgt at bestemme, hvor stor mængden af D-vitamin i blodet skal være for at nedsætte risikoen for kræft. Forskerne kombinerede data fra to tidligere undersøgelser.  En randomiseret klinisk undersøgelse med 1.169 kvinder og en prospektiv kohorte undersøgelse med 1.135 kvinder. Ud fra disse undersøgelser kunne forskerne – efter at have justeret for alder, BMI, rygning og tilskud af calcium – kombinere indholdet D-vitamin i blodet med tilfælde af kræft.

Meget relevant for danskere
Kvinder med et indhold af D-vitamin i blodet på 40 ng/ml (100 nmol/l) havde en 67% lavere risiko for at udvikle kræft end kvinder med halvt så meget og derunder.

Ifølge videnskab.dk har flere undersøgelser vist, at omkring halvdelen af den danske befolkning ikke har tilstrækkeligt D-vitamin i blodet eller ligefrem lider af mangel på D-vitamin.

Forskerne slutter deres artikel med at skrive, at ”primær forebyggelse af kræft frem for udelukkende at udvide tidlig diagnosticering eller forbedre behandlingen, vil være afgørende for at vende den nuværende opadgående forekomst af kræft globalt; denne analyse peger på, at en forbedret D-vitamin-status er et vigtigt forebyggende værktøj”.

Ref.
McDonnell SL, et al. Serum 25-Hydroxyvitamin D Concentrations ≥40 ng/ml Are Associated with >65% Lower Cancer Risk: Pooled Analysis of Randomized Trial and Prospective Cohort Study. PLoS One. 2016;11(4):e0152441.

Klik her for at søge mere information om tilskud af D-vitamin