Q10 beskytter dine muskler

Pixabay_Runners

Tilskud af Q10 beskytter idrætsfolk mod skader og er ikke på dopinglisten.

Stoffet coenzym Q10, som mange tager for at få mere energi, er åbenbart også i stand til at beskytte imod de skader, muskelvævet udsættes for i forbindelse med hård idræt.

Det kræver energi at dyrke sport, og mange idrætsudøvere har fundet ud af, at den vitaminbeslægtede substans coenzym Q10 kan give dem energi til bedre præstationer. Stoffet kan imidlertid også beskytte mod nogle af de skader, som typisk ses hos ekstremsports-udøvere. I en undersøgelse, som spanske forskere fra Universitet i Granada udførte på 20 ultra-løbere, så man, hvordan løbere, der tog Q10-kapsler, havde betydeligt lavere forekomst af skader på muskelvævet, sammenlignet med løbere, der fik identiske snydekapsler. Undersøgelsen er offentliggjort i European Journal of Nutrition og hævdes at være den første, der viser, at coenzym Q10 beskytter mod skader i muskelvævet i forbindelse med ekstremsport.

Mindre DNA-skade og inflammation
De 20 løbere blev inddelt i to lige store grupper. Løberne i den ene gruppe fik hver især en kapsel med 30 mg Q10 to dage før løbet, tre 30 mg-kapsler dagen før løbet og en 30 mg-kapsel en time inden start. Løberne i den anden gruppe fik et tilsvarende antal identiske snyde-kapsler (placebo) uden virkning. Herefter skulle alle løbe 50 kilometer langs med Europa’s højestbeliggende vejstrækning i Sierra Nevada-bjergene.
Der var tydelig forskel på de to grupper. Hos de Q10-behandlede blev der målt langt under halvt så meget DNA-skade som hos de løbere, der fik placebo. Ligeledes var der langt mindre forekomst af inflammation i Q10-gruppen.

Beskytter nyrerne
En anden ting forskerne observerede var, at der var langt mindre creatinin i urinen hos dem, der fik Q10. Creatinin er et stof, der opstår, når muskelvæv nedbrydes, og det signalerer samtidig en skade-virkning på nyrerne.
En finsk undersøgelse fra 1996, som viste, at Q10-tilskud afkortede restitutionstiden hos finske eliteskiløbere (langrend), har nu pludselig fået en mulig forklaring: jo mindre skader musklerne er udsat for, desto hurtigere er man klar igen.

Kilde: European Journal of Nutrition (online), 12. oktober 2011