K2-vitaminets rolle i forebyggelse af åreforkalkning

Der foreligger god forskning der peger på K2-vitaminet som en vigtig faktor mod åreforkalkning og knogleskørhed.

Forskning peger samstemmende på, at vores K2-vitaminstatus, det vil sige niveauet af vitamin K2 i kroppen, spiller en vigtig rolle, når det drejer sig om forebyggelse eller udvikling af åreforkalkning.

Det er tidligere vist, at selv om tilskud af calcium er vigtig for knoglerne, risikerer unødige calciumtilskud at aflejres forkerte steder i kroppen og øge risikoen for blodpropper. Det er K2-vitaminet imidlertid i stand til at forhindre.

Vi har en række K2-vitaminafhængige proteiner i kroppen. Disse proteiner og herunder Matrix Gla protein (MGP) har den egenskab, at de binder sig stærkt til calcium-ioner. MGP-proteinet er også involveret i transporten af calcium ind og ud af knoglecellerne. Har man et højt niveau af MGP-proteinet i blodet (plasma) afspejler en lav vitamin K-status. Forskning konkluderer også, at der er en stærk sammenhæng mellem et højere niveau af inaktiv MGP og en større risiko for hjerte-kar-sygdomme.

Et tilstrækkeligt indtag af K2-vitamin har vist sig at nedsætte risikoen for skader på blodkarvæggen, som er første stadie af åreforkalkning, fordi K2 aktiverer MGP, som hæmmer aflejring af calcium på karvæggene.

Det er vigtigt at påpege, at når det drejer sig om åreforkalkning, er det primært K2-vitaminet der er relevant og kun i mindre grad det mere udbredte K1-vitamin. K-vitamin, især som vitamin K2, findes næsten ikke i usund mad og kun i meget små mængder i en sund vestlig kost. De største mængder findes i fermenteret mad.

Forebyggende dosering af K2-vitamin svarende til myndighedernes referenceværdi er 75 mikrogram dagligt. En mere terapeutisk dosering mod åreforkalkning og knogleskørhed vil være mindst det dobbelte, og det skal tages i nogle år.

Refs.
Bolland MJ, et al. Vascular events in healthy older women receiving calcium supplementation: randomised controlled trial. BMJ 2008;336(7638):262-6.
Jespersen T, et al. Uncarboxylated matrix Gla-protein: A biomarker of vitamin K status and cardiovascular risk. Clin Chem 2020;83:49-56.
Maresz K. Proper Calcium Use: Vitamin K2 as a Promoter of Bone and Cardiovascular Health. Integr Med (Encinitas).2015;14(1):34–9.

Klik her for at få mere information om K2-vitamin

Amerikanske producenter af Q10 snyder på vægten

Det ser ud som om for mange amerikanske producenter af kosttilskud forsøger at tjene ekstra penge på deres tilskud ved at komme for lidt af det aktive stof i præparaterne og derved snyder forbrugerne.

Den amerikanske producent af kosttilskud, NOW Foods med base i Illinois har længe haft en mistanke om, at en række konkurrenters kapsler med Q10 og andre præparater ikke indeholdt den deklarerede mængde. De besluttede derfor at undersøge, om der var hold i deres mistanke. Det var der!

I februar 2020 købte NOW Foods ti Q10-præparater fra fra amazon.com, som de analyserede i deres laboratorium ved hjælp af High Performance væske-kromotografi (HPLC). Deres analyser viste, at ingen af præparaterne indeholdt den deklarerede mængde Q10. Kun tre af præparaterne indeholdt mere end 80% af det deklarerede indhold af Q10. I to af præparaterne kunne de ikke finde noget Q10!

I maj 2020 offentliggjorde Now Foods navnene på syv af de 10 præparater samt analyseresultaterne på deres hjemmeside. Informationen om testresultaterne er derudover videregivet til Amazon, til andre kosttilskudvirksomheder samt en række faglige organisationer.

Det er indlysende, at dem der køber Q10-præparater på nettet, i supermarkeder og på apoteker risikerer at betale gode penge for tvivlsomme og uvirksomme produkter. Både brugere af kosttilskud og seriøse kosttilskudsvirksomheder har derfor en interesse i, at der luges ud i de brådne kar i branchen.

Alle amerikanske Q10-præparater testes
I august 2020 annoncerede den amerikanske CoQ10-sammenslutning af Q10-producenter med base i Salt Lake City, Utah, at den planlægger at teste alle Q10-produkter, som findes på det amerikanske marked, både produkter, der er tilgængelige i butikker og produkter, der er tilgængelige på nettet.

Det vil blive undersøgt, om der er den deklarerede mængde Q10 i præparaterne samt deres renhed, altså at præparaterne ikke indeholder overflødige og muligvis skadelige ingredienser.

Selv om denne undersøgelse er værd at glæde sig over som bruger af Q10, er et bestået analyseresultet for styrke og renhed ikke tilstrækkeligt til at sikre, at forbrugeren står med et højkvalitetspræparat i hånden.

Det vil kræve dokumentation for præparates optagelighed og biotilgængelighed i kroppen samt dokumentation for effekt i videnskabelige studier.

Q10 er et vanskeligt stof at optage. Råvaren kræver derfor specialbehandling. Kun hos de Q10-præparater, der kan præsentere en sådan dokumentation, har forbrugeren tilstrækkelig garanti for, at præparaterne indeholder den deklarerede mængde i en høj kvalitet, hvilket er forudsætningen for en god optagelighed og effekt.

Refs.
Schultz H. NOW Testing Reveals CoQ10, SAMe Products Sold on Amazon to be of Almost Uniformly Low Potency. 2020a, May 14. Fra https://www.nutraingredients-usa.com/Article/2020/05/14/CoQ10-SAMe-products-sold-on-Amazon-fail-potency-tests.

Schultz H. CoQ10 Association Plans to Test Every Product on the Market. 2020b, August 13. Fra https://www.nutraingredients-usa.com/Article/2020/08/06/CoQ10-Association-plans-to-test-every-product-on-market.

Forskning tyder på gavn af D-vitamin mod Corona-virus

D-vitamin er et steroidhormon, der er meget vigtigt for vores immunsystem. Forskning peger på en sandsynlig gavnlig effekt af tilskud med D-vitamin mod virusinfektioner og herunder Coronavirus.

Tilskud af D-vitamin kan hjælpe til at modstå luftvejsinfektioner og herunder Coronavirus eller mindske sygdommens sværhedsgrad ifølge en gruppe irske forskere.

Sammenhængen mellem mangel på D-vitamin og en øget risiko for at få en infektionssygdom har været anet i mere end 100 år. Det begyndte med den iagttagelse, at børn med rakitis, også kendt som engelsk syge, som forårsager bløde knogler og væksthæmning på grund af D-vitaminmangel, var tilbøjelige til at få infektioner i luftvejene.

Som årene er gået er implikationerne af D-vitaminmangel på immunsystemet er blevet stadig mere klare. D-vitamin er i dag anerkendt for dets betydning for et velfungerende immunsystem, og vi ser, at patienter med luftvejssygdom ofte mangler D-vitamin. Virusinfektioner i luftvejene er almindelige hos denne gruppe og er den vigtigste udløsende faktor for akut forværring og hospitalsindlæggelse hos børn og voksne med astma og andre luftvejssygdomme.

En meta-analyse fra 2019 af sammenlagt otte videnskabelige undersøgelse med deltagelse af 21.000 personer viste, at dem med et D-vitaminniveau i blodet under 50 nmol/l havde en 64% forøget risiko for at pådrage sig en såkaldt samfundserhvervet lungebetændelse.

Forskernes anbefalinger
På baggrund af dette og den aktuelle Corona-epidemi, hvor vi endnu ikke har en vaccine eller anden effektiv medicin mod virusinfektioner samt det faktum, at D-vitaminmangel er udbredt i Irland, især blandt ældre, hospitalspatienter og plejehjemsbeboere, har en gruppe irske forskere fra forskellige institutioner i Dublin skrevet en artikel udgivet i tidsskriftet Irish Medical Journal. Her anbefaler forskerne, at alle ældre, hospitalsindlagte, plejehjemsbeboere og andre særligt udsatte grupper så som diabetikere, immunsvækkede, personer med mørk hud, vegetarer, veganere, overvægtige, rygere og sundhedsarbejdere får et tilskud af D-vitamin i størrelsesorden 20 – 50 mikrogram dagligt for at øge deres modstandskraft mod Covid-19 virusset. Forskerne anbefaler derudover, at dette råd udvides til at gælde for befolkningen generelt.

Nu er korrelation ikke det samme som kausalitet. Med andre ord, selv om vi ser en sammenhæng mellem lavt D-vitaminniveau og øget sygdomsrisiko fra virus, så kunne det i princippet skyldes andre årsager. Forskerne opremser imidlertid en række molekylære mekanismer, ved hvilke vitamin D-mangel hæmmer resistens over for virusinfektion i luftvejene og som kan være involveret i hvor godt en virus-inficeret person klarer sig. De nært beslægtede Covid-MERS vira er inkluderet i denne sammenhæng.

Kilder:
Aranow C. Vitamin D and the Immune System. J Investig Med. 2011;59(6): 881–86.

Khajavi A, et al. The rachitic lung: pulmonary findings in 30 infants and children with malnutritional rickets. Clin Pediatr (Phila) 1977;16:36–38.

Zdrenghea MT, et al. Vitamin D modulation of innate immune responses to respiratory viral infections. Rev Med Virol. 2017;27(1).

McCartney DM, et al. Optimisation of Vitamin D Status for Enhanced Immuno-protection Against Covid-19. Ir Med J. 2020;113(4):58.

Se også dette interview med Dr. JoAnn E. Manson fra Harvard Medical School:
Does Vitamin D Protect Against COVID-19?

 

Forskning viser nye virkemekanismer af selen og Q10

Pixabay_Blood_samples

Data og blodprøver fra KiSel-10-undersøgelse med tilskud af selengær og Q10 til ældre svenske pensionister, som blev udgivet i 2013, er en stadig kilde til nye erkendelser om fordelene ved at tage disse tilskud.

Nedfrosne blodprøver fra den videnskabelige undersøgelse kaldet KiSel-10 ledet af professor Alehagen og udgivet i 2013, hvor en gruppe ældre svenske pensionister fik et dagligt tilskud af selen og coenzym Q10 i fire år, kaster stadig flere resultater af sig. Den oprindelige undersøgelse viste, at kombinationen af disse to tilskud gav en klar nedsat risiko for at dø af hjerte-karsygdom.

I den nye undersøgelse ønskede forskerne at se, om der var en mulig sammenhæng mellem de tilskud af selen og Q10, som halvdelen af deltagerne i undersøgelsen havde fået, og blodets indhold af to proteiner. Det første var et glycoprotein kaldet von Willebrand-faktor, der produceres og opbevares i endothelceller og blodplader. Det andet protein var plasminogenaktivatorinhibitor-1. Dette stof udskilles fra endothelceller og leverceller. Det findes også i blodplader. Anden forskning tyder på, at jo højere indhold i blodet af disse to proteiner, desto højere risiko for at udvikle forskellige former for hjerte-karsygdom, type II diabetes og insulinresistens.

Undersøgelsens resultat
Denne opfølgende undersøgelse viste, at koncentrationen af både von Willebrand-faktor og plasminogenaktivatorinhibitor-1 var signifikant lavere efter 36 måneder med et dagligt tilskud af selen og coenzym Q10 end den gruppe der havde fået placebo, dvs. uvirksomme præparater.

Denne effekt af selen og Q10 menes at skyldes en gunstig indflydelse på endothelet, det vil sige det lag af celler som beklæder indersiden af hjertet, blodkar og lymfekar, hvilket afspejles i en nedsat produktion af de to proteiner,  von Willebrand-faktor og  plasminogenaktivatorinhibitor-1, der fungerer som markører for, hvor godt blodkarrene fungerer.

Ref.
Alehagen U, et al. Significant decrease of von Willebrand factor and plasminogen activator inhibitor-1 by providing supplementation with selenium and coenzyme Q10 to an elderly population witn a low selenium status. Eur J Nutr. 2020. [Epub ahead of print]

Klik her for at søge mere information om KiSel-10-undersøgelsen

 

Selen forlænger livet

Pixabay_Eat_Celldivision

Forskning har vist, at sporstoffet selen har evnen til at modvirke nedbrydning af kromosomernes beskyttende endestykker, kaldet telomerer.

Forskere fra to universiteter i Kina har analyseret data fra en tidligere stor undersøgelse kaldet NHANES af ernærings- og sundhedstilstanden blandt voksne og børn i USA. Forskerne ønskede at finde ud af, hvilken rolle spormineralet selen spiller for længden af kromosomernes telomerer som igen har indflydelse på cellernes livslængde. Den nye undersøgelse der omfattede 3194 individer over 45 år viste, at hver 20 mikrograms forøgelse af kostens selenindhold var forbundet med en gennemsnitlig forlængelse af telomererne på 0,42% i middelaldrende og ældre voksnes celler.

Denne sammenæng mellem selenindtagelse og telomerlængde var mere markant hos kvinder og normalvægtige. Hos mænd og stærkt overvægtige fandt man ingen statistisk sikker telomerforlængelse.

Årsagen kunne være, at kvinder har en bedre antioxidantbeskyttelse end mænd. Tidligere undersøgelser har vist en positiv sammenhæng mellem det kvindelige kønshormon østradiol og aktiviteten af det selenafhængige antioxidantenzym glutathionperoxidase (Gpx). Faktisk har vi set noget der peger i samme retning hos rotter, hvor hunrotter havde en mere effektiv optagelse af selen fra maden og derudover havde et lavere selenbehov end hanrotter. Det er dog stadig uklart, hvordan kønnet spiller en rolle i forholdet mellem selenintagelse og telomerlængde hos mennesker.

Med hensyn til stærkt overvægtige, så har tidligere undersøgelser vist, at de har betydeligt kortere telomerer end normalvægtige. Stærkt overvægtige har også mere inflammation i kroppen end normalvægtige.  Forskerne spekulerer derfor på, om stærk overvægt nedsætter selenets beskyttende effekt på telomerlængden på grund af deres forøgende mængde oxidative stress.

Ref.
Shu Y et al.  Association of dietary selenium intake with telomere length in middle-aged and older adults. Clin Nutr. 2020. E-pub. ahead of press.

Kort om selen
Selen er et essentielt mikronæringsstof og en vigtig antioxidant. Selen indgår i 25 selenoproteiner i kroppen med forskellige roller, herunder immunfunktionen, skjoldbruskkirtelfunktionen og i sunde sædceller.

Kort om telomerer
Telomerer består af flere tusinde ens gentagelser af DNA-sekvenser. Der sidder en telomer i hver ende af kromosomerne. Dee hindrer nedbrydning af kromosomerne og modvirker at to kromosomer hæfter til hinanden. Telomerernes længde har en vis indflydelse på cellens livslængde. Hver gang cellen deler sig, mistes en bid af telomeren. Når telomererne på denne vis er gået tabt, dør cellen.

Klik her for at læse mere om sporstoffet selen!

Coenzym Q10 – en faktor for livslængden

Pixabay_Elderly_Landscape

To forskere har dokumenteret, at tilskud af coenzym Q10 kan være med til at forlænge livet i kraft af dets evne til at modvirke udvikling af en række sygdomme.

Coenzym Q10 er et livsvigtigt stof som er nødvendigt for cellernes energiproduktion. Uden Q10 ville vi dø i løbet af få sekunder. Stoffet er også involveret i vores livslængde på anden vis. En oversigtsartikel udgivet den 16. februar 2019 af forskerne D. Mantle og I. Hargreaves, giver et overblik over, hvordan tilskud med Q10 kan forlænge en persons levetid og livskvalitet ved at bekæmpe degenerative sygdomme.

Forskellige sygdomme medvirker til at nedbryde helbredet, herunder hjerte-kar-sygdomme og diabetes. Ved at tackle disse sygdomme er det muligt at forlænge livslængden og livskvaliteten. Tilskud med Q10 kan øge levetiden ved at modvirke disse sygdomme på forskellig vis:

  • Som antioxidant: Ved at modvirke oxidativ stress, en mulig årsag til en række sygdomme
  • Som antiinflammatorisk middel: Ved at reducere inflammation i kroppen
  • Som led i energiproduktionen: Ved at indgå som et nødvendigt led i cellernes produktion af energistoffet ATP

Q10 og nedsat hjerte-kardødelighed
Q10 er som nævnt nødvendigt for at understøtte energiproduktionen og er det særlig gavnligt i det meget energikrævende hjertemuskulatur. To store kliniske forsøg har vist de potentielle fordele ved Q10-tilskud for hjerte-kar-sundheden: Q-Symbio- og Kisel-10.

I Q-Symbio-forsøget var 100 mg Q10 tre gange dagligt i stand til at reducere risikoen for alvorlige hjertetilfælde hos hjertesvigtpatienter med 42%. I KiSel-10-forsøget var 200 mg Q10 og 200 mikrogram selen fra selengær dagligt i stand til at reducere hjerte-kardødsfald med 53% hos deltagerne på 70 år og derover samt at forbedre hjertefunktionen og nedsætte hjerte-stress. Forsøget demonstrerede også længerevarende fordele, idet behandlingsgruppen stadig havde en nedsat dødelighed, en bedre hjertefunktion og livskvalitet over et årti senere.

Q10 og håndtering af diabetes
Ved at fremme kroppens omsætning af sukker og beskytte vigtigt væv mod oxidativ stress, kan Q10 gavne mennesker med type 2-diabetes.

Undersøgelser har vist, at kroppens Q10-niveau er drænet hos patienter med type 2-diabetes, men tilskud med Q10 kan hjælpe med at øge kontrollen af blodsukkeret og reducere glykeret hæmoglobin (HbA1c)* – hvilket giver en bedret kontrol over sygdommen såvel som forhøjede antioxidantniveauer.

* En blodprøve, der viser, hvad det gennemsnitlige glukoseniveau i blodet har været over de seneste cirka to måneder.

Hos patienter med diabetisk nerveskade (neuropati) var 200 mg Q10 dagligt i stand til at reducere inflammation og øge insulinfølsomheden i forhold til dem, der tog en placebo-pille.

Gennemgangen fremhæver, at medicinering med statin-præparater er blevet knyttet til en øget risiko for at udvikle type 2-diabetes, hvilket man mener skyldes, at statiner nedsætter kroppens normale Q10-produktion. Q10-tilskud fungerer ved at rette op på denne mangeltilstand ved at erstatte den manglende Q10.

Q10 og kronisk nyresygdom
Ved kronisk nyresygdom er hæmodialyse en vigtig procedure, der hjælper med at fjerne ophobning af affaldsstoffer i blodet. Proceduren udsætter faktisk patienten for oxidativ stress, som imidlertid er en drivkraft for sygdommen. Q10-tilskud kan hjælpe med at imødegå dette via dets antioxidantpotentiale såvel som at reducere den inflammation der er knyttet til denne nyresygdom.

Q10-niveauet har vist sig at være signifikant lavere hos patienter med kronisk nyresygdom, men tilskud af Q10 kan forbedre nyrefunktionen og reducere behovet for dialysebehandling.

Patienter med kronisk nyresygdom har en forhøjet risiko for at udvikle hjerte-karsygdom på10-20%, hvilket også er årsagen til halvdelen af dødsfald hos kronisk nyresyge patienter. Det er kendt, at de to lidelser forværrer hinanden. Vi har at gøre med en ‘ond cirkel’. Q10-tilskud påvirker begge tilstande ved at forbedre risikofaktorer så som kolesterol, oxidativ stress og nyrefunktion.

Q10 og leversygdom
Leveren er den største bidrager til kroppens Q10-produktion, som er kompromitteret hos patienter med leversygdom, hvilket påvirker et Q10-afhængigt organ som hjertet. Leversygdom kan betragtes som en risikofaktor for hjerte-karsygdom og er forbundet med hjertesvigt, uregelmæssig hjerterytme og udvikling af fedtaflejring i blodkarrene.

Q10-tilskud kan støtte leveren ved at reducere oxidativ stress og inflammation, og forskellige undersøgelser har vist, at det kan hjælpe med at forhindre udviklingen af ardannelse i leveren (skrumpelever).

Q10 – Betydningen af kvalitet og biotilgængelighed
Mens mange forsøg har demonstreret Q10-tilskuds evne til at bekæmpe sygdom, har ikke alle forsøg vist signifikante resultater. En hovedårsag hertil er, at mange forsøg ikke har anvendt effektive Q10-tilskud i høj kvalitet.

Da kosttilskud ikke reguleres på samme måde som medicin, er der ikke et juridisk kvalitetskrav med hensyn til stabilitet eller biotilgængelighed (hvor godt tilskuddet optages i blod og væv). Dette kan man dog sikre sig ved at vælge en lægemiddeludgave af Q10 eller i en kvalitet til svarer til dette.

En god biotilgængelighed er helt afgørende for effektiviteten af Q10-tilskud, idet stoffet fra naturens hånd er vanskeligt at optage fra kosten. Det er fedtopløseligt, hvorfor Q10 i oliekapsler er bedst. De krystaller der udfældes i olien skal desuden være tilstrækkeligt små til at de vil blive helt opløst efter indtagelse. Kun fuldstændig opløst Q10 vil kunne optages fra tarmen.

Ref.
Mantle D, Hargreaves I. Coenzyme Q10 and Degenerative Disorders Affecting Longevity: An Overview. Antioxidants. 2019;8(2):44.

Klik her for at søge mere information om Q10

Omega 3 fedtsyrer velegnede til forbedring af mental sundhed

Fish2

Kosten har betydning for vores mentale velbefindende. Nu viser forskning, at en række næringsstoffer fra kosttilskud og især omega 3 fedtsyren EPA, som findes i fiskeolie, har sikre gavnlige virkninger på nogle mentale lidelser, især sammen med medicin.

Den hidtil største videnskabelige undersøgelse af kosttilskuds rolle i mental sundhed har vist, at flerumættede fedtsyrer er af betydning, og i særdeleshed var evidensen stærk for omega-3 fedtsyren EPA som supplerende behandling. Undersøgelsen så på effektiviteten og sikkerheden af en række næringsstoffer i forbindelse med almindeligt forekommende og svære mentale lidelser.

Et internationalt team af forskere fra seks forskellige lande under ledelse af sundhedsforskningsinstituttet i Western Sydney University har samlet data fra 33 metaanalyser, hvor der indgik en række randomiserede, kontrollerede videnskabelige undersøgelser om kosttilskuds effekt på forskellige mentale lidelser. Studiet, der er udgivet i tidsskriftet World Psychiatry, inkluderer data fra ialt 10.951 personer med psykiske lidelser, herunder depression, stress og angst, bipolar lidelse, personlighedsforstyrrelser, skizofreni og hyperaktivitet (ADHD).

De næringsstoffer, der indgik i de placebokontrollerede undersøgelser, var med en enkelt undtagelse blevet brugt som supplerende behandling. Der var ikke tale om en sammenligning mellem medicin og kosttilskud. De tilskud, der indgik i undersøgelserne, var omega-3 fedtsyrer (fiskeolie) vitamin B6, vitamin B9 i form af folinsyre og folat, inositol, vitamin D, vitamin E, magnesium, zink, chrom, probiotika, N-acetylcystein, glycin og sarcosin.

Sikre kosttilskud
Alle kosttilskud viste sig at være sikre, når de anbefalede doser og medfølgende forholdsregler for indtagelse blev overholdt, og der var ingen tegn på alvorlige bivirkninger eller utilsigtede interaktioner med den anvendte psykofamaka.

De næringsstof-oversigter der indgår i undersøgelsen, viser en generel tendens til at have gavnlige virkninger på en række mentale lidelser, men der er i øjeblikket ikke tilstrækkelig evidens for brugen af vitaminer såsom E-, C- og D-vitamin og mineraler som zink og magnesium til enhver mental lidelse.

Forskerne fandt god evidens for, at visse kosttilskud udgør en effektiv supplerende behandling af nogle psykiske lidelser.

Opsummering af resultaterne fra metaanalysen:

Omega-3 fedtsyrer som supplement til Major Depression kan nedsætte symptomer på depression ud over virkningen af antidepressiva alene. Omega-3 fedtsyrer synes at kunne hjælpe ved ADHD. Derimod var Omega-3 fedtsyrer ikke effektive ved skizofreni eller andre mentale lidelser.

Aminosyren N-acetylcystein synes at kunne hjælpe ved sygelige humørsvingninger og skizofreni.

Vitamin B9: Tilskud af folat kan gavne som supplement til depressionsbehandling. Folsyre-formen var dog ikke effektiv til dette.

Vitamin D: Om dette vitamin skriver forskerne, at det var i stand til at mindske depressive symptomer signifikant hos patienter med klinisk depression.

Dosering af disse tilskud er også af betydning, skriver forskerne. Her har det vist sig, at for mentale lidelser gælder det, at høj-dosering ikke nødvendigvis er bedre end lavere dosering.

Det er ikke utænkeligt, at ubalancer i tarmens mikrobiom i fremtiden vil blive knyttet stærkere til mentale lidelser i takt med, at vi får mere viden på dette område. I så tilfælde vil pro- og prebiotika kunne spille en større rolle og frem for alt sammensætningen af vores  kost.

Brug for mere forskning
Der er brug for mere forskning på dette område, idet vi mangler viden om de specifikke mekanismer der er involveret, om der er forskel på effekten af tilskud til yngre og ældre, og om vi vil kunne gøre brug af biologiske markører, som vil kunne guide os til en mere målrettet anvendelse af nøgle-næringsstoffer i behandlingen.

Ref.
Firth J, et al. The efficacy and safety of nutrient supplements in the treatment of mental disorders: a meta-review of meta-analyses of randomized controlled trials. World Psychiatry 2019; 8 (3) 308-24.

Klik her at at få mere information om omega 3 fedtsyrer fra fiskeolie

Højdosis vitamin- og mineraltilskud sænker risikoen for hjertetilfælde

Pixabay_supplements

Forskning tyder på en markant gavnlig effekt af vitaminer og mineraler i en tilpasset høj dosering mod hjertetilfælde.

En videnskabelig undersøgelse der havde til formål at vurdere virkningen af kelationsterapi, en terapiform som binder metaller i kroppen så de nemt kan udskilles, har afsløret noget som forskerne ikke havde forventet. Det undersøgelsen viste, var en sammenhæng mellem tilskud med høje doser vitaminer og mineraler og en lavere risiko for at opleve et hjertetilfælde.

Undersøgelsen der skulle vurdere kelationsterapien hed TACT. Den var dobbeltblindet, hvilket vil sige, at hverken forsøgsdeltagerne eller forskerne vidste, hvem der fik behandling og hvem der fik placebo. Der var 1708 deltagere, både mænd og kvinder på 50 år og derover fra forskellige centre i USA og Canada, som havde haft et hjerteanfald før undersøgelsens start.

Behandlingen bestod i en serie på 30 infusioner med en uges mellemrum efterfulgt af en serie på 10 vedligeholdelses-infusioner med 2-8 ugers mellemrum hvor en gruppe fik aktivt keleringsstof og den anden gruppe fik placebo-infusioner. Begge grupper fik også seks tabletter dagligt med et højdoseret vitamin- og mineraltilskud eller seks tilsvarende placebo-tabletter.

Nedenstående tabel viser forskellen blandt dem der fik vitamin- og mineraltilskud og dem som ikke gjorde i den undergruppe på 460 deltagere, der ikke blev behandlet med kolesterolsænkende lægemidler af statin-typen.

Vitamin- og mineral-tilskud
224 deltagere
Placebo-tilskud
236 deltagere
Primære endepunkter: 51 (23%) 86 (36%)
Dødsfald 18 (8%) 41 (17%)
Hjerteinfarkt 17 (8%) 22 (9%)
Slagtilfælde  3 (1%)  7 (3%)
Revaskularisering (ballon/bypass)  28 (13%)  42 (18%)
Indlæggelse pga. hjertekrampe  3 (1%)  5 (2%)
Sekundære endepunkter:  22 (10%)  51 (22%)
Hjerte-kardødsfald  10 (4%)  27 (11%)
Ikke-dødelig hjerteinfarkt  15 (7%)  21 (9%)
Ikke-dødeligt slagtilfælde  2 (1%)  6 (3%)

Endepunkter skal forstås som foruddefinerede hændelser, som det fremgår af tabellen. Disse resultater blev kun set hos gruppen, der ikke fik statiner.

Der har  tidligere indgået vitaminer og mineraler i undersøgelser af hjerte-karsygdom. Det har drejet sig om moderate doser af forholdsvist få vitaminer og mineraler, hvilket kan forklare tilfælde, hvor der ikke er set en overbevisende effekt.

De gode resultater af det høje vitamin- og mineraltilskud i den aktuelle undersøgelse var ikke forventet af forskerne, som derfor er forbeholdne med at anbefale tilsvarende tilskud før undersøgelsen er blevet gentaget, hvilket forventes i 2021. Det vitamin- og mineraltilskud der blev anvendt bestod af 28 vitaminer og mineraler, hvoraf en del var i en ekstraordinær høj dosering, men indeholdt ikke jern. Der blev ikke set nogen bivirkninger af behandlingen.

Ref.
Issa OM, et al. Effect of high-dose oral multivitamins and minerals in participants not treated with statins in the randomized Trial to Assess Chelation Therapy (TACT). Am Heart J. 2018;195:70-77.

Gurkemeje – højteknologi giver bedre effekt

Curcumin_gears

For at få en god udnyttelse af helseeffekten af de aktive stoffer i gurkemejerod, kræver det højteknologiske bearbejdning. Derfor at tilskud at foretrække.

Gurkemeje er blevet anvendt som plantemedicin i Sydøstasien i 4000 år. Ubehandlet skal gurkemeje dog tages i store doser over et meget langt tidsrum for at have en helseeffekt.
Højteknologi og patenterede metoder gør, at vi i dag kan opnå lagt bedre resultater med denne helserod og dens aktive indholdsstoffer, heriblandt curcumin, end tidligere generationer kunne.

Gurkemeje med det latinske navn Curcuma longa er i familie med blandt andet ingefær og kardemomme. Gurkemejeplanten med sine aflange blade kan blive cirka en meter høj. Den har behov for temperaturer mellem 20° og 30° C og en betydelig mængde nedbør for at trives.
Gurkemejerodens markante, orange-gule farve gør, at den er også meget anvendt som madkulør. Det anvendes også som krydderi og indgår som en væsentlig ingrediens i karrypulver og kan bruges som alternativ til det langt dyrere krydderi safran.

Roden indeholder en lang række plantestoffer som for eksempel essentielle olier, turmeron, eucalyptol, og curcuminoider med curcumin som det bedst kendte. Derudover indeholder roden en del kalium forskellige sukkerstoffer, proteiner, bitterstoffer og harpiks.

Curcumin og leveren
En række af disse aktivstoffer støtter leverens funktion, blandt andet ved at stimulere udskillelsen af galde, og Gurkemeje er også et traditionelt lægemiddel mod gulsot i Indien og Kina. Stoffet curcumin er også knyttet til leverfunktionen på den måde, at  det ikke er aktivt i kroppen, før leveren har omdannet det til tetrahydrocurcumin.

Gurkemeje er også blevet anvendt mod forhøjet kolesterol, mod bakterieinfektioner, ved mæslinger samt frem for alt mod betændelse og inflammation.  Det er især dets virkning som antioxidant og mod inflammatoriske tilstande, som ligger bag mange forskellige lidelser og sygdomme, der gør dets virkeområde så bred. Forskning baseret på cellekulturer og dyreforsøg indikerer, at curcumin kan have potentiale som terapeutisk middel ved sygdomme som inflammatorisk tarmsygdom, betændelse i bugspytkirtlen, gigt og kronisk betændelse i øjets regnbuehinde samt visse typer kræft.

Specialbehandlede gurkemejepræparater øger helseeffekten
Modsat af hvad man vil antage, er helsevirkningerne ved at spise gurkemejerod ringe. Det skyldes primært en ringe optagelighed og hurtig nedbrydning og udskillelse af de aktive stoffer i kroppen. Ubehandlet gurkemeje anvendt til medicinske formål har derfor krævet lang tids behandling for at opnå tilstrækkkelig effekt.
I dag går vejen til en terapeutisk helsevirkning af gurkemeje derfor gennem præparater, der er specialbehandlet på en måde der øger deres optagelighed og modvirker hurtig nedbrydning og udskillelse af gurkemejens indholdsstoffer. Det har taget industrien mange år at udvikle effektive metoder til at give de gavnlige stoffer i gurkemejeroden en god optagelighed og tilstrækkelig terapeutisk effekt. Eksempelvis ser vi nu eksempler på, at stoffet curcumin i nogle præparater er i stand til at passere blod-hjernebarrieren og behandle skader knyttet til Alzheimers sygdom.

Sikkert at indtage
Der er kun rapporteret om få og mindre alvorlige bivirkninger ved indtagelse af curcuminpræparater. Det drejer sig om diarré, hovedpine, udslæt og gul afføring. I USA har curcumin opnået prædikatet ”GRAS”, hvilket vil sige, at kliniske forsøg har vist, at det tåles godt og er sikkert at indtage. Det er således vist, at tre curcuminoider: Curcumin, bisdemethoxy-curcumin og demethoxy-curcumin er sikkert at indtage i doser på henholdsvis 4.000, 8.000 og 12.000 mg / dag.

Refs.

The Encyclopedia of Medicinal Plants. Dorling Kindersley Ltd. 1996. ISBN: 0751303143

Jurenka JS. Anti-inflammatory properties of curcumin, a major constituent of Curcuma longa: a review of preclinical and clinical research. Altern Med Rev. 2009;14(2):141-53.

Hewlings SJ, et al. Curcumin: A Review of Its’ Effects on Human Health. Foods. 2017;6(10):92.

Frautschy SA et al. Efficacy of curcumin formulations in relation to systemic availability in the brain and different blood compartments in neuroinflammatory and AD models. 39th Annual Meeting of the Society of Neuroscience. Chicago, IL. Oct. 2009.

Begum et al. Curcumin structure-function, bioavailability, and efficacy in models of neuroinflammation and Alzheimer’s disease. Pharmacol Exp Ther. 2008 Jul. 326(1): 196-208.

Klik her for at søge mere information om curcumin

Ny analyse viser endnu bedre effekt af Q10-tilskud

Pixabay_EU_People

Patienterne fra de europæiske hjertecentre havde en lidt bedre effekt af tilskud af Q10 end deltagerne fra Asien, men alle patientgrupper havde gavn af Q10 sammen med deres hjertemedicin.

I 2014 beskrev en gruppe hjertelæger under ledelse af Dr. Svend Aage Mortensen fra Rigshospitalets hjertecenter resultaterne fra den såkaldte Q-Symbio-undersøgelse, hvor man ønskede at undersøge effekten af at give hjertepatienter et tilskud af coenzym Q10. I undersøgelsen deltog 420 svært syge hjertepatienter fra 17 hjertecentre i Europa, Asien og Australien.

Resultaterne fra Q-Symbio-undersøgelsen gav genlyd verden over, idet den viste, at et tilskud med 100 mg coenzym Q10 tre gange dagligt som supplement til den medicinske standardbehandling af kronisk hjertesvigt gav følgende procentvise forbedringer:

Gennemsnitlige procentvise symptom-nedsættelser for alle

  • Alvorlige hjertetilfælde (MACE): 43%
  • Hjerte-kardødelighed:                43%
  • Dødfald af alle årsager:             42%

Nu fem år senere har forskerne under ledelse af Dr. Mortensens datter Anne Louise Mortensen analyseret data udelukkende fra de europæiske deltagere i Q-Symbio-undersøgelsen, hvilket udgør 231 deltagere.

Resultaterne fra den europæiske undergruppe viser, at Q10-behandlingen medførte endnu bedre resultater for denne gruppe end det oprindelige gennemsnit fra den samlede gruppe. Her ser den samme procentvise forbedring således ud:

Gennemsnitlige procentvise symptom-nedsættelser for den europæiske undergruppe

  • Alvorlige hjertetilfælde (MACE):  67%
  • Hjerte-kardødelighed:                  53%
  • Dødfald af alle årsager:               55%

Vi kender ikke til andre tilskud der kan give så imponerende forbedringer sammen med hjertemedicin. Der var heller ingen forskel i antallet af bivirkninger mellem gruppen, der fik Q10 og kontrolgruppen, der ikke fik Q10.

Det efterlader forskerne med spørgsmålet, hvorfor den europæiske undergruppe opnåede bedre effekt af Q10-tilskuddet end gennemsnittet for den samlede gruppe?

Forskerne gør opmærksom på, at på trods af at forsøgsdeltagerne udvælges omhyggeligt og at patientgruppen derfor tilsyneladende er meget homogen i sådanne undersøgelse er der iboende skjulte faktorer i undeersøgelser af kronisk hjertesvigt, der kan påvirke udfaldet. Disse faktorer omfatter etnicitet, lægernes undersøgelser af patienterne, finansiering af lægebehandlingen og tilgængeligheden af lægemidler.

Et kritikpunkt der blev fremført af Q-Symbio-undersøgelsen i 2014 var, at deltagerne fra hjertecentrene i Asien ikke modtog den samme standardbehandling med farmaceutisk hjertemedicin som de europæiske deltagere. Det vil sige at de fik mindre vanddrivende medicin, færre betablokkere og ACE-hæmmere, der udvider blodkarrene, nedsætter blodtrykket og letter hjertets arbejde. Med andre ord gik kritikken på, at hvis Asien-gruppen havde fået præcis den samme medicinske standard-behandling, ville effekten af Q10-tilskuddet have været ringere.

Q10 effektivt sammen med hjertemedicin
Dette kritikpunkt blev gjort til skamme med den nye undersøgese fra 2019, idet undersøgelsen som nævnt viste en endnu bedre effekt af Q10 til de lidt bedre medicinerede europæiske deltagere.

Denne undersøgelse styrker Dr. Mortensens mening, at Q10 burde indgå som en del af standardbehandlingen af patienter med kronisk hjertesvigt.

Refs,
Mortensen, SA, et al. The effect of coenzyme Q10 on morbidity and mortality in chronic heart failure: results from Q-SYMBIO: a randomized double-blind trial. JACC. Heart Failure 2014;2(6)641-649.

Mortensen, AL, et al.  Effect of Coenzyme Q10 in Europeans with chronic heart failure: A sub-group analysis of the Q-Symbio randomized double-blind study. Cardiology Journal 2019;26(2):147-156.

Klik her for at få mere information om Q10