Artikel 7. november 2012 helsedebatten

Vitaminer mod overvægt

Overvægt er en tilstand med mange ernæringsmæssige facetter – nogle mere overraskende end andre.

Det vil nok overraske mange, at to velkendte vitaminer, C-vitamin og D-vitamin, også kan være nyttige redskaber, hvis man er overvægtig eller ligefrem fed og gerne vil tabe sig og forbedre talje-hofte-målet. Videnskabelige undersøgelser fra USA understreger vigtigheden af ikke at ligge lavt i C-vitamin og at kombinere træning med en høj daglig dosis D-vitamin.

Forskning har vist, at ca. 15% af alle voksne amerikanere led af mangel på C-vitamin i perioden 1988-1994. Det vil sige, at deres C-vitamin-indhold i blodet var mindre end 11 µmol/l. 25 år tidligere havde kun 3-5% af voksne amerikanere haft en sådan mangel. Sideløbende med denne udvikling har USA oplevet en epidemi af overvægt og fedme i befolkningen.

C-vitamin indgår i dannelse af aminosyren carnitin, som er nødvendig for at kunne forbrænde fedt i kroppen. Det vil sige, at C-vitamin-mangel også nedsætter kroppens evne til at forbrænde fedt, hvilket medfører overvægt.

Metode
Det var denne teoretiske sammenhæng, som ernæringsforskeren Carol S. Johnston og kolleger ønskede at undersøge i 2006. I en undersøgelse af 78 raske, ikke-motionerende, ikke-rygende mænd og kvinder mellem 18 og 38 år havde næsten 40% et marginalt C-vitamin-indhold i blodet svarende til mindre end 34 µmol/l. 15 af disse personer, som var i begyndelsen af 20erne, deltog i undersøgelsen. Desuden medvirkede syv personer med tilstrækkeligt C-vitaminniveau og fungerede som kontrolgruppe.

Den dobbelt-blindede, placebo-kontrollerede undersøgelse varede otte uger og viste, at personer med marginalt C-vitamin i blodet forbrændte 25% mindre fedt per kg kropsvægt under en 60 minutters løbebåndstest sammenlignet med deltagere med tilstrækkeligt C-vitamin i blodet. Deltagere med C-vitaminmangel, der fik C-vitamin (500 mg dagligt), øgede deres energiforbrug under træning fire gange sammenlignet med kontrolpersoner, der fik uvirksomme tabletter.

C-vitamin nødvendig for effektiv vægtkontrol
Med andre ord: Lavt C-vitaminindhold medfører nedsat fedtforbrænding under muskelarbejde. Det kunne også forklare, hvorfor nogle har besvær med at tabe sig.

D-vitamin
I en anden og nyere undersøgelse indgik i alt 23 overvægtige og fede mænd og kvinder i 20-30 års alderen. Gruppen blev delt i to, og lodtrækning afgjorde, om de modtog D-vitamin eller uvirksomme præparater. Det var et dobbelt-blindet forsøg, så hverken forskerne eller forsøgsdeltagerne vidste, hvem der fik hvad. I D-vitamin-gruppen fik 10 forsøgsdeltagere 100 µg D-vitamin dagligt. De 13 deltagere i placebogruppen fik uvirksomme præparater. Alle 23 deltagere fik desuden en calcium-tablet  dagligt og skulle tre gange om ugen udføre vægttræning sammen med indtagelse af præparaterne.

Tidligere forskning har vist, at forsøgsdeltagere har haft brug for mellem 45-100 µg D-vitamin dagligt for at nå op i det optimale vindue.

Ved forsøgets start og ved dets afslutning 12 uger senere blev deltagernes blod analyseret for mængden af D-vitamin og biskjoldbruskkirtelhormon, som regulerer blodets indhold af calcium. Derudover blev kroppens fedtprocent målt, og der blev foretaget en glucose-tolerancetest, hvor man måler kroppens evne til at håndtere sukker. Deltagernes muskelstyrke blev målt ialt fire gange i forløbet.

Forholdet mellem D-vitamin i blodet og hofte-talje-målet er særlig vigtigt, idet mængden af mavefedt er af betydning for, om man udvikler metabolisk syndrom og type 2 diabetes.

D-vitamin forbedrer muskelstyrke og taljemål
Undersøgelsen viste, at D-vitamin-tilskud forbedrede muskelstyrken hos raske overvægtige og fede i løbet af kun fire uger. Et højt D-vitaminindhold forbedrede også hofte-talje-målet (timeglas-figuren). Der blev ikke set andre forbedringer.

Refs.

  • Johnston CS, et al. Marginal vitamin C status is associated with reduced fat oxidation during submaximal exercise in young adults. Nutr. (Lond).2006;3:35.
  • Carrillo AE, et al. Impact of vitamin D supplementation during a resistance intervention on body composition, muscle function, and glucose tolerance in overweight and obese adults. Clin Nutr. 2012;Epub ahead of print.

Om Carnitin
C-vitamin-undersøgelsen siger også noget om nytten af carnitin. Carnitin er en aminosyre, vi selv kan fremstille i kroppen ud fra to andre aminosyrer under medvirken af C-vitamin. Det er kun L-carnitin, der er biologisk aktiv. Mangel på carnitin kan medføre udmattelse og nedsat arbejdsevne. I 1980 foreslog forskere, at den træthed og udmattelse der følger af ekstrem C-vitaminmangel (skørbug), måske kunne tilskrives carnitinmangel. Nytten af carnitin i denne sammenhæng bestyrkes med denne undersøgelse.

Udgivet: 7. november 2012 helsedebatten
Sidst opdateret: 27. oktober 2022

Kunne du lide denne artikel?

Om Helsedebatten

Sundhed er et emne, der optager os danskere. Vi vil gerne vide, hvordan vi forebygger sygdomme og højner livskvaliteten, og forskningen har dokumenteret, at kosttilskud spiller en central rolle i denne sammenhæng.

Meningerne om kosttilskud er delte. Nogle er ivrige fortalere for anvendelsen af vitamin- og mineralpræparater samt fiskeolie og lignende, mens andre mere tilbageholdende. Det er vigtigt at høre alle synspunkter for selv at kunne tage stilling, men i Danmark er debatten ikke særlig nuanceret. Det er ofte de samme personer, som i medierne udtaler sig i meget absolutte vendinger. Man kan egentlig godt påstå, at vi får trukket konklusioner ned over hovedet fremfor at blive oplyst.

Formålet med Helsedebatten er at skabe åbenhed. Vi vil gerne være "arnested" for en god og konstruktiv debat, hvor alle indlæg er velkomne, såfremt de er skrevet i en sober tone uden ukvemsord. Vi forbeholder os ligeledes ret til at fjerne eller udelade indlæg, som er personlige angreb eller indeholder elementer af chikane.

Vi håber, at Helsedebatten vil kunne udfylde nogle af de huller, som den offentlige sundhedsdebat efterlader.

Ansvarshavende redaktør på helsedebatten: Bjørn Falck Madsen, bjorn.madsen@gmail.com