En gruppe forskere fra Lunds Universitet i Sverige undersøgt om tatoveringer er forbundet med en øget risiko for at udvikle malignt lymfom, som er en gruppe kræftformer, der påvirker lymfesystemet. Forskerne har været motiveret af to centrale udviklinger: Stigningen i antallet af personer der får tatoveringer og en øget bekymring om den kemiske sammensætning af det anvendte blæk, som kan indeholde potentielt kræftfremkaldende stoffer såsom polycykliske aromatiske kulbrinter, primære aromatiske aminer og metaller.
Bekymringen er, at blækket introducerer fremmede pigmenter i huden, hvilket udløser kronisk immunaktivering. Nogle af disse pigmenter kan migrere til lymfeknuder, som er centrale for immunfunktionen og for de steder hvor lymfekræft udvikler sig.
Den smule forskning der har været på området har været begrænset og ufyldestgørende.
Den aktuelle svenske undersøgelse var en case-kontrol-undersøgelse som er en epidemiologisk undersøgelsesmetode, hvor forskere sammenligner personer med en bestemt sygdom med en rask kontrolgruppe fra samme veldefinerede befolkning. Den inddrog personer i alderen 20-60 år diagnosticeret med lymfekræft samt raske kontrolpersoner med tilsvarende køn og alder i perioden 2007 – 2017.
Information om tatoveringer blev bestemt via et spørgeskema udført i 2021, som også spurgte om tidspunktet for den første tatovering samt omfanget af den tatoverede kropsoverflade. I kræftgruppen var 21% tatoveret. I kontrolgruppen var det 18%.
Tendensen til at få tatoveringer har været stigende gennem de sidste 30 år. Ifølge en artikel i Berlingske 17. marts 2025 har 14% af danskerne nu en eller flere tatoveringer. Det er således blevet mere almindeligt at udtrykke sin personlighed, mindes noget betydningsfuldt i ens liv, styrke et gruppefællesskab eller blot fremvise kropskunst via tatoveringer.
Hvad viste undersøgelsen?
Artiklens konklusion var, at tatoverede havde en moderat øget risiko for lymfekræft (malignt lymfom) sammenlignet med personer uden tatoveringer. Det vil sige omtrent en 20% højere relativ risiko med en vis forbundet usikkerhed.
Et bemærkelsesværdigt fund var, at risikoen varierede afhængigt af den tid, der var gået siden den første tatovering. Undersøgelsen viste:
- Den højeste risiko inden for de første 2 år efter tatovering
- En reduceret risiko i mellemliggende perioder (3-10 år)
- En lille stigning igen efter ≥11 år
Et andet bemærkelsesværdigt fund var, at der var:
- Ingen klar sammenhæng mellem tatoveringsstørrelse (kropsoverfladeareal) og risiko
- Ingen stærke beviser for, at blækfarve eller -sammensætning ændrede risikoen signifikant
Det tyder på, at selv små tatoveringer kan være tilstrækkelige til at udløse en biologisk effekt.
Hvad kan vi lære af undersøgelsen?
Korrelation er ikke det samme som kausalitet. Med andre ord, da det var en case-kontrol-undersøgelse kan den kun påvise en sammenhæng, ikke en årsagssammenhæng.
Konklusionen må være, at tatoveringer tyder på en mulig livsstilsrelateret risikofaktor for lymfekræft, men det er vigtigt at bemærke, at undersøgelsen ikke antyder øjeblikkelig alarm, men snarere fremhæver behovet for, at folk er bevidste om denne mulige risiko og at der er kontrol med det blæk der anvendes. Derudover er der behov for yderligere forskning i dette emne.
Ref.
https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/38827888/