Højdosis vitamin- og mineraltilskud sænker risikoen for hjertetilfælde

Pixabay_supplements

Forskning tyder på en markant gavnlig effekt af vitaminer og mineraler i en tilpasset høj dosering mod hjertetilfælde.

En videnskabelig undersøgelse der havde til formål at vurdere virkningen af kelationsterapi, en terapiform som binder metaller i kroppen så de nemt kan udskilles, har afsløret noget som forskerne ikke havde forventet. Det undersøgelsen viste, var en sammenhæng mellem tilskud med høje doser vitaminer og mineraler og en lavere risiko for at opleve et hjertetilfælde.

Undersøgelsen der skulle vurdere kelationsterapien hed TACT. Den var dobbeltblindet, hvilket vil sige, at hverken forsøgsdeltagerne eller forskerne vidste, hvem der fik behandling og hvem der fik placebo. Der var 1708 deltagere, både mænd og kvinder på 50 år og derover fra forskellige centre i USA og Canada, som havde haft et hjerteanfald før undersøgelsens start.

Behandlingen bestod i en serie på 30 infusioner med en uges mellemrum efterfulgt af en serie på 10 vedligeholdelses-infusioner med 2-8 ugers mellemrum hvor en gruppe fik aktivt keleringsstof og den anden gruppe fik placebo-infusioner. Begge grupper fik også seks tabletter dagligt med et højdoseret vitamin- og mineraltilskud eller seks tilsvarende placebo-tabletter.

Nedenstående tabel viser forskellen blandt dem der fik vitamin- og mineraltilskud og dem som ikke gjorde i den undergruppe på 460 deltagere, der ikke blev behandlet med kolesterolsænkende lægemidler af statin-typen.

Vitamin- og mineral-tilskud
224 deltagere
Placebo-tilskud
236 deltagere
Primære endepunkter: 51 (23%) 86 (36%)
Dødsfald 18 (8%) 41 (17%)
Hjerteinfarkt 17 (8%) 22 (9%)
Slagtilfælde  3 (1%)  7 (3%)
Revaskularisering (ballon/bypass)  28 (13%)  42 (18%)
Indlæggelse pga. hjertekrampe  3 (1%)  5 (2%)
Sekundære endepunkter:  22 (10%)  51 (22%)
Hjerte-kardødsfald  10 (4%)  27 (11%)
Ikke-dødelig hjerteinfarkt  15 (7%)  21 (9%)
Ikke-dødeligt slagtilfælde  2 (1%)  6 (3%)

Endepunkter skal forstås som foruddefinerede hændelser, som det fremgår af tabellen. Disse resultater blev kun set hos gruppen, der ikke fik statiner.

Der har  tidligere indgået vitaminer og mineraler i undersøgelser af hjerte-karsygdom. Det har drejet sig om moderate doser af forholdsvist få vitaminer og mineraler, hvilket kan forklare tilfælde, hvor der ikke er set en overbevisende effekt.

De gode resultater af det høje vitamin- og mineraltilskud i den aktuelle undersøgelse var ikke forventet af forskerne, som derfor er forbeholdne med at anbefale tilsvarende tilskud før undersøgelsen er blevet gentaget, hvilket forventes i 2021. Det vitamin- og mineraltilskud der blev anvendt bestod af 28 vitaminer og mineraler, hvoraf en del var i en ekstraordinær høj dosering, men indeholdt ikke jern. Der blev ikke set nogen bivirkninger af behandlingen.

Ref.
Issa OM, et al. Effect of high-dose oral multivitamins and minerals in participants not treated with statins in the randomized Trial to Assess Chelation Therapy (TACT). Am Heart J. 2018;195:70-77.