Spis dig til et lavere blodtryk

blodtryk

Et forhøjet blodtryk giver ikke nødvendigvis mange symptomer. Mange går derfor rundt med forhøjet blodtryk uden at vide det.

Forskning viser klare blodtrykssænkende effekter af en række almindelige fødevarer samt en række kosttilskud. Disse ”lavthængende frugter” er værd at tage med i bestræbelserne for at holde blodtrykket ned i de normale område.

Ifølge Hjerteforeningen har cirka 950.000 danskere forhøjet blodtryk, og 260.000 danskere har forhøjet blodtryk uden at vide det. Det er temmelig mange ud af en befolkning på 5.6 millioner.

Blodtryksforhøjelse kan være enten primær, hvor årsagen er ukendt, eller sekundær hvor årsagen er kendt. Uanset hvilken type blodtryksforhøjelse man har, er det vigtigt at få den under kontrol, idet forhøjet blodtryk øger risikoen for hjerte-karsygdom.

Et forhøjet blodtryk giver ikke nødvendigvis symptomer men kan i nogle tilfælde medføre eksempelvis hovedpine, svimmelhed, træthed og hjertebanken

Et check-up hos lægen er altid det bedste sted at starte ved mistanke om forhøjet blodtryk. Det kan blive nødvendigt at tage medicin mod forhøjet blodtryk. Der er dog en række tiltag som man selv kan foretage for at sænke et forhøjet blodtryk, og det er umagen værd, idet selv en mindre reduktion af et forhøjet blodtryk er med til at sænke risikoen for følgesygdom.

En almindelig bagvedliggende årsag til forhøjet blodtryk er, at kroppen producerer for meget insulin. Blodtrykket stiger i takt med, at blodets indhold af insulin stiger. Således har personer med insulinresistens ofte forhøjet blodtryk. Ved insulinresistens er insulins evne til at påvirke musklernes glukoseoptagelse nedsat. Kroppens prøver at kompensere ved at producere mere insulin.

Først og fremmest bør man tabe sig, hvis man er overvægtig. En tommelfingerregel siger, at blodtrykket stiger med 1-2 enheder pr. kg overvægt (1 enhed = 1 mm kviksølv). Et dagligt tilskud af chrom kan gavne yderligere, idet det støtter insulinets funktion.

Undgå tobaksrøg som er en væsentlig årsag til forhøjet blodtryk.

Daglig motion er også blodtrykssænkende.

Salt
Nogle personer er saltfølsomme. Når de får for meget salt (natriumklorid) med maden, holder mængden af natrium væske tilbage i blodkarrene, hvorved blodtrykket kan stige med mere end 10%. Dette sker ikke i samme grad hos ikke-saltfølsomme.
Det tager nogle uger at vænne sig til mindre salt i maden.

Grøntsager, frugt, magnesium og kalium
Langt under halvdelen af dem, der tror de har sunde kostvaner, spiser nok frugt og grønt viser en ny rapport fra DTU Fødevareinstituttet. Det øger risikoen for at få for lidt at de vigtige sekundære plantestoffer (flavonoider m.v.) men også af fibre samt de blodtrykssænkende mineraler kalium og magnesium. I praksis vil mange have gavn af et dagligt magnesiumtilskud og i mange tilfælde også et kaliumtilskud.

Symptomer på for lidt magnesium og kalium i kosten kan ud over blodtryksforhøjelse være forstoppelse og oppustet mave, muskelsvækkelse, eventuelt med kramper, hjertebanken og uregelmæssig hjerterytme, træthed og føleforstyrrelser i form af nålestiksfornemmelser på kroppen.

Fødevarer der er særligt gode mod forhøjet blodtryk er hvidløg som også nedsætter mængden af fedt i blodet, friskrevet ingefær, aubergine, oliven, boghvede og ikke mindst vandmelon med dets indhold af aminosyrerne citrullin og arginin. Vandmelon indeholder desuden vitamin A, B6, C, fiber, kalium og lycopen, ligesom det hjælper med at sænke blodsukkeret.

Mørk chokolade
Det vil sige chokolade med et kakaoindhold på mindst 70%. Forskere mener, at det er kakaobønnens indhold af polyfenoler, der forbedrer arterierne s evne til at slappe af og udvides, hvorved blodtrykket falder. Effekten af cirka 6 g mørk chokolade dagligt er ikke voldsomt stor men dog betydningsfuld. Derudover synes chokolade også at gavne tarmens mikroflora.

Fedt og sukker
Reducér fedtindtagelsen hvis den er for høj og skær drastisk ned på en høj sukkerindtagelse.

Væske
Drik 1 ½ liter vand hver dag. Undgå stærk spiritus og drik højst højest 1 kop kaffe daglig.

Hibiscus-te. Flere videnskabelige undersøgelser lavet med planten Hibiscus (med det latinske navn Hibiscus sabdariffa) har vist, at den kan sænke blodtrykket i tilfælde af sekundær blodtryksforhøjelse. Personer med moderat blodtryksforhøjelse fik sænket deres blodtryk med 240 ml hibscuste tre gange dagligt.
Lav te af 10 g (ca. 5 teskefulde) knust, tørret hibiscus, som trækker i 10 minutter.

Coenzym Q10: En sammenfattende analyse fra 2007 konkluderer, at tilskud af Q10 har potentialet til at sænke arbejdstrykket (systolisk tryk) med op til 17 enheder og hviletrykket (diastolisk) med 10 enheder, hvilket er ganske imponerende.

Fiskeolie. Ved at indtage tilskud af omega-3 fedtsyrer eller omega-3 rige fødevarer, hvilket vil sige fede fisk, kan man opnå en blodtrykssænkende effekt der svarer til at nedsætte sin indtagelse af natrium (salt), eller alkohol, eller at man begynder at motionere mere. Det er konklusionen på en sammenfattende analyse af 70 videnskabelige forsøg. Dosis bør være mindst 2 gram omega-3 dagligt.

D-Vitamin. Tegn på at mangel på D-vitamin øger blodtrykket fik vi med opdagelsen af, at frekvensen af blodtryksforhøjelser stiger med breddegraden. Blodtrykket varierer også med årstiden og er ofte højere om vinteren, hvor der ikke er sol nok til at danne D-vitamin på de nordlige breddegrader. Man mener, at D-vitamin virker ved at hæmme enzymet renin, der dannes i nyrerne og som øger blodtrykket ved at øge kroppens insulinfølsomhed samt ved at nedsætte kalkaflejringer i blodkarrene. Sandsynligvis sænker D-vitamintilskud kun blodtrykket ved en mangeltilstand.

Ginkgo biloba: Forskningsresultaterne har været blandede, muligvis på grund af mindre effektive præparater i nogle undersøgelser. Meget tyder dog på, at længere tids tilskud sænker blodtrykket ved at påvirke kroppens produktion af signalstoffet kvælstofoxid, som udvider blodkarrene.
Tager man ginkgo sammen med blodtrykssænkende medicin, risikerer man derfor, at blodtrykket bliver for lavt. Man bør også være opmærksom på mulige interaktioner mellem ginkgo-præparater og lægeordineret medicin.

Pycnogenol: Dette standardiserede barkekstrakt fra Fransk Strandfyr har vist sig at kunne sænke arbejdstrykket signifikant, men ikke hviletrykket. Dosis var 200 mg dagligt.

Gammalinolensyre (GLA) Denne omega-6 fedtsyre findes ikke i store mængder i normal kost men derimod i planterne Kæmpenatlys, Hjulkrone og solbærfrøolie. GLA sænker blodtrykket på rotter og sandsynligvis også på mennesker. Tag gerne GLA sammen med omega 3.

Quercetin: Et plantestof, der findes i for eksempel æbler, bær og løg. Findes også som kosttilskud. Et daglig tilskud på 730 mg har i en undersøgelse sænket deltagernes blodtryk med gennemsnitlig 5 enheder.

Andet
Sauna i 30 minutter nedsætter blodtrykket og øger kar-elasticiteten. Derudover øger det hjertefrekvensen svarende til moderat motion’.

Om blodtrykket
Blodtrykket angives med to tal, for eksempel 120/80 (120 over 80), som er et normalt blodtryk. Det første tal repræsenterer arbejdstrykket  (det systoliske tryk). Det er det tryk, der opstår, når hjertet udfører en sammentrækning.

Det efterfølgende tal repræsenterer hviletrykket (det diastoliske tryk). Det er trykket, når hjertet slapper af mellem to sammentrækninger.

Man siger, at blodtrykket er forhøjet, hvis det er 140/90 eller højere. Der må heller ikke være for stor afstand mellem de to tal, altså arbejds- og hviletrykket. Jo større afstand, desto stivere og mere uelastiske er blodårerne, hvilket øger risikoen for slagtilfælde.

Stress over hvide kitler
Forskning har i øvrigt vist, at det ikke altid er ligegyldigt, om du får målt dit blodtryk hos lægen eller derhjemme. Det skyldes en almindeligt forekommende stressreaktion over for læger i hvide kitler. En læge kan således få blodtrykket til at stige med helt op til 21 enheder, mens det kan stige op til 17 enheder, hvis det er en sygeplejerske, som foretager målingen.

Brug kun godkendte blodtryksmålere
Man opnår det mest retvisende billede af sit blodtryk ved selv at måle det regelmæssigt. Her har man brug for en godkendt blodtryksmåler. Se efter godkendelsen ”BHS” (British Hypertension Society) eller ”ESH” (European Hypertension Society) ved valg af blodtryksmåler. Mange vil nok mene, at modeller med en overarmsmanchet måler mere nøjagtigt end en model med en håndledsmanchet.

Man skal naturligvis lære at måle blodtrykket rigtigt. Det bør for eksempel først måles efter 10 minutters hvile. Man bør heller ikke have drukket koffeinholdige drikke eller have røget 30 minutter før måling. Derudover bør man nøje følge den vejledning, der følger med apparatet.

 

Refs.

  • Danskernes faktiske kost og oplevelsen af sunde kostvaner. DTU Fødevareinstituttet 2013
  • Bonora E, et al. Prevalence of insulin resistance in metabolic disorders: the Bruneck Study. Diabetes. 1998;47(10):1643-9
  • Figueroa A1, et al. Effects of watermelon supplementation on aortic blood pressure and wave reflection in individuals with prehypertension: a pilot study. Am J Hypertens. 2011;24(1):40-4
  • Taubert D, et al. Effects of Low Habitual Cocoa Intake on Blood Pressure and Bioactive Nitric Oxide: A Randomized Controlled Trial. JAMA 2007; 298(1):298:49-60
  • Weinberger MH. Salt Sensitivity of Blood Pressure in Humans. Hypertension. 1996;27:481-90
  • McKay DL, et al. Hibiscus sabdariffa L. tea (tisane) lowers blood pressure in prehypertensive and mildly hypertensive adults. J Nutr. 2010;140(2):298-303
  • Miller PE, et al. Long-Chain Omega-3 Fatty Acids Eicosapentaenoic Acid and Docosahexaenoic Acid and Blood Pressure: A Meta-Analysis of Randomized Controlled Trials. Am J Hypertens. 2014. E-pub ahead of print
  • Forman JP, et al. Plasma 25-hydroxyvitamin D levels and risk of incident hypertension. Hypertension. 2007;49(5):1063-9
  • Rosenfeldt FL, et al. Coenzyme Q10 in the treatment of hypertension: a meta-analysis of the clinical trials. J Hum Hypertens. 2007;21(4):297-306
  • Winther K, et al. Effects of Ginkgo biloba extract on cognitive function and blood pressure in elderly subjects. Current Therapeutic Research 1998;59(12):881-8
  • Hosseini S, et al. A randomized, double-blind, placebo-controlled, prospective, 16 week crossover study to determine the role of pycnogenol in modifying blood pressure in mildly hypertensive patients. Nutr Res 2001;21:1251-60
  • Edwards RL, et al. Quercetin reduces blood pressure in hypertensive subjects. J Nutr. 2007;137(11):2405-11
  • Laukkanen T, et al. Acute effects of sauna bathing on cardiovascular function. J Hum Hypertens. 2017. E-pub ahead of print.