Britisk undersøgelse: Kun 20% får nok frugt og grønt

Frugt-og-groent

Der skal mere grønt og frugt på bordet både i England og ikke mindst i Danmark.

Rundspørge blandt englændere viser, at kun hver femte spiser spiser sundt nok. Hos danskerne ser det endnu værre ud.

Det slår sløjt til med briternes forbrug af frugt og grønt, viser en ny undersøgelse, som afslører, at gennemsnitligt 17% af lav-indkomstfamilierne spiser den anbefalede mængde frugt og grønt. Til sammenligning er der omtrent 27% af de mere velstillede, som evner at spise nok frugt og grønt til at nå op på den mængde frugt og grønt, som ifølge sundhedsmyndighederne er nødvendig for at forebygge livsstilsrelateret sygdom. Godt 2.000 personer medvirkede i undersøgelsen, som er udført for World Cancer Research Fund (WCRF).

Værre for danskerne
Det ser meget værre ud for os danskere. En undersøgelse fra Gartneriernes Afsætnings Udvalg (GAU) viser, at mindre end hver tiende herhjemme får den anbefalede mængde frugt og grønt. I 2011 var der 8,7 procent af de voksne danskere, der nåede op på det ønskede niveau, mens det i 2010 lykkedes for 9,4 procent.

Åbenbart kender 98 procent af danskerne til kostrådet om at spise 600 gram frugt og grønt dagligt, men alt for mange synes tilsyneladende, at det er for dyrt at købe frugt og grønt i butikkerne, og desuden er der alt for mange, der ikke kender til de mange muligheder man har for at anvende grøntsager i madlavningen.

Holder os raske
Ikke desto mindre er det utroligt vigtigt at spise en kost med tilpas høje mængder frugt og grønt, da det forsyner os med vitaminer, mineraler og kostfibre, som ikke alene er med til at forebygge problemer som kræft, hjerte-kar-sygdomme og diabetes, men som også hjælper os med at holde vægten.

Kilde:
BBC News, 14 maj 2012 og www.foodculture.dk (14. april 2012)