Ny forskning: Sluk smøgen før de 30

Smoking

Allerede samme dag man holder op med at ryge, vil konditionen forbedres og risikoen for at få blodprop i hjertet vil mindskes.

– og fjern risikoen for at dø af lungekræft

Ingen kan længere være i tvivl om, at rygning er sundhedsskadeligt, men kvinder tager endnu mere skade af rygning end mænd. De hyppigste rygerelaterede sygdomme er rygerlunger, hjerte-kar-sygdom og lungekræft. På trods heraf ryger lidt over 22% af voksne, danske kvinder, og knap halvdelen er storrygere, hvilket vil sige, at de ryger mere end 15 cigaretter dagligt ifølge Danmarks Lungeforening.

Nu viser en stor, opfølgende undersøgelse fra Oxford University af 1,3 millioner britiske kvinder udgivet i det anerkendte tidsskrift The Lancet, at de kvinder, der formår at slukke smøgen før de fylder 30, stort set lever lige så længe som ikke-rygende kvinder. Kvinder, der udsætter rygestoppet til de fylder 40 år, nedsætter deres risiko for rygerelateret sygdom med 90%, og kvinder, der fortsætter med at ryge, kan regne med at leve 10 år kortere, end hvis de ikke var begyndt at ryge.

Tallene er naturligvis alle statistiske gennemsnit, som ikke er nogen garanti for hvor galt det går, eller hvor billigt man slipper ved at ryge. Der er dog i alle tilfælde flere her-og-nu-fordele ved at stoppe med at ryge: Det giver hurtigt en bedre smags- og lugtesans, det bedrer konditionen, og så sparer man en masse penge.

Den fulde undersøgelse kan læses i The Lancet.

Pirie K, et al. The 21st century hazards of smoking and benefits of stopping: a prospective study of one million women in the . Lancet 2012. E-pub ahead of print