Mere energi og mindre forkølelse med C-vitamin

Headache

Den er god nok. Tilskud af C-vitamin nedsætter risikoen for forkølelse og reducerer dens varighed, hvis man alligevel bliver forkølet.

Lige siden Nobelprismodtageren Linus Pauling skrev den første udgave af bogen ”Vitamin C and the Common Cold”, der udkom på dansk i 1972, har C-vitamins rolle i forebyggelse og behandling af forkølelse været kontroversiel. Det skyldes ikke mindst, at de videnskabelige undersøgelser, der er udført med C-vitamin mod forkølelse, har givet modstridende resultater. Men en helt ny undersøgelse falder ud til fordel for C-vitamin og viser, at tilskud af vitaminet øger fysisk aktivitet og reducerer såvel antallet som varigheden af forkølelser.

I 2013 viste en Cochrane-oversigt, at fysisk stressede mennesker nedsætter deres risiko for forkølelse med 52% ved at tage dagligt tilskud af C-vitamin (200 mg eller mere). Undersøgelsen viste samtidig, at en dosis på 1-2 gram C-vitamin dagligt nedsatte forkølelsens varighed med 18% hos børn.

Gavner ikke blot dem, der mangler C-vitamin
Nu viser en endnu nyere dobbelt-blindet lodtrækningsundersøgelse, at der er målbare, sundhedsmæssige fordele forbundet med at give et C-vitamintilskud til folk, hvad enten de får for lidt eller tilstrækkeligt med C-vitamin!

Den nye undersøgelse indbefattede en lille gruppe sunde, røgfrie mænd mellem 18 og 35 år og et BMI under 34. Formålet med undersøgelsen var at måle C-vitamins indvirkning på fysisk aktivitet og luftvejsinfektioner på den koldeste tid af året. 15 deltagere fik 1000 mg C-vitamin dagligt i otte uger. 13 deltagere fik uvirksomme placebo-præparater (snydepiller). Undervejs udfyldte deltagerne et særligt spørgeskema udformet til at vurdere de negative virkninger af akut infektion i de øvre luftveje (eksempelvis en almindelig forkølelse) samt et spørgeskema, der inddelte deltagernes fritid i henholdsvis anstrengende, moderate eller lettere aktiviteter.

Øget fysisk aktivitet og færre forkølelser
Resultater fra de to sidste uger af undersøgelsen viste en 40% øget fysisk aktivitet for C-vitamin-gruppen sammenlignet med placebogruppen. Desuden reducerede C-vitamin antallet af forkølelser. I løbet af forsøgsperioden fik syv deltagere i C-vitamingruppen en forkølelse sammenlignet med 11 deltagere i placebogruppen. Derudover blev varigheden af forkølelse nedsat med 59% i C-vitamingruppen i forhold til placebogruppen.

Forklaringen på at C-vitamin fremmer fysisk aktivitet kan have at gøre med dets antioxidant-egenskaber, idet oxidativ stress er relateret til træthed. Derudover har C-vitamin nervebeskyttende egenskaber og påvirker hjernens forsyning af ilt, som har betydning for vores følelse af velvære.

Refs.
Hemila H, et al. Vitamin C for preventing and treating the common cold. Cochrane Database Syst Review 2013.
Johnston CS, et al. Vitamin C Supplementation Slightly Improves Physical Activity Levels and Reduces Cold Incidence in Men with Marginal Vitamin C Status: A Randomized Controlled Trial. Nutrients 2014;6(7):2572-83.