Vitaminpille-kritik på et tyndt grundlag

Tilskud

Det hedder at “man kan ikke narre alle hele tiden”. Modsat et fåtal lægers mening. Et flertal oplever derimod, at penge til kosttilskud er godt givet ud.

Er det ikke mærkeligt, at fem læger kan drage en så voldsom konklusion, som at vitaminpiller er virkningsløse, når de ikke engang ved, hvilke præparater, folk har taget?

Fem amerikanske læger har fået folk til at rende rundt som hovedløse høns i ren panik over en nådesløs kritik af vitaminpiller. Pressen har slugt det råt. Overskrifterne efterlader intet til fantasien. Dommen er afsagt, vitaminpiller er spild af penge.

Men er de nu også det?

Er det i grunden ikke mærkeligt, at læger som disse, der normalt er fortalere for seriøs forskning, baserer deres konklusion på en lang række undersøgelser, som ikke engang viser, hvilke vitaminpiller, folk har anvendt?

Det handler om optagelighed
Mange af de videnskabelige undersøgelser, som er draget ind i bedømmelsen, er store observationsundersøgelser, hvor man ved hjælp af spørgeskemaer får indblik i folks kostvaner og forbrug af vitaminpiller. Man holder dette op imod deres sygdomsbillede og vurderer ved hjælp af statistiske værktøjer sandsynligheden for, at vitaminpillerne har haft nogen indflydelse, positivt eller negativt. Men i bedømmelsen indgår intet om, hvilke præparater folk har anvendt, kun at det er eksempelvis C-vitaminer, E-vitaminer eller selen m.v. Kvaliteten er dog ukendt. Ingen ved med andre ord, om præparatet overhovedet bliver optaget i kroppen eller blot udskilles igen efter indtagelse.

Dokumentation er nøgleordet
Den eneste rigtige måde at vurdere, om et vitaminpræparat har en virkning, er at lave en såkaldt interventionsundersøgelse, hvor man giver halvdelen af forsøgspersonerne vitamintilskud og den anden halvdel identiske snydepiller (placebo). Skal undersøgelsen have nogen værdi, skal man være sikker på, at præparatet optages i kroppen. Det skal med andre ord kunne dokumentere sin biotilgængelighed. Meget få undersøgelser er udført på denne måde, og det er tankevækkende, at netop dette vigtige aspekt aldrig diskuteres.

Q10 og selen for hjertet
To gode eksempler på veludførte undersøgelser, hvor vitaminpræparater har vist særdeles god effekt, er Q-Symbio og KiSel-10. Begge er udført af skandinaviske hjertelæger og står i skærende kontrast til de hårde udtalelser, som de amerikanske læger for nylig kom med.

I Q-Symbio viste det vitamin-beslægtede stof, coenzym Q10, at kunne halvere dødeligheden af hjerte-kar-sygdomme hos folk med kronisk hjertesvigt. Desuden fik de forbedret deres hjertepumpefunktion betydeligt.

I KiSel-10-undersøgelsen, som er udført på raske, ældre mænd og kvinder, så man, hvordan selen og Q10 i kombination førte til 54% lavere hjerte-kar-dødelighed og ligeledes forbedrede hjertets pumpefunktion betydeligt.

50% af amerikanere
tager vitaminpiller

Trods eksperters udfald mod vitaminpiller igennem tiderne viser statistikken, at halvdelen af den amerikanske befolkning bevidst vælger at supplere deres kost.

Der har igennem årene været talrige eksempler på eksperter, der har langet ud efter vitaminpiller og kaldt dem alt lige fra spild af penge og ligegyldige til livsfarlige. Pressen elsker at skrive om det, og det sætter ofte en bølge af angst igang, men interessant nok finder tingene deres normale leje igen, og en relativt ny Gallup-undersøgelse fra december 2013 viser skam, at amerikanerne ikke rigtig tager disse skræmme-kampagner alvorligt.

 

  • 50% af amerikanerne tager vitamin- eller mineraltilskud regelmæssigt
  • 30% af de 18-29-årige siger, at de tager vitamin- eller mineralpiller jævnligt
  • 50% af de 50-64-årige anvender vitamin- eller mineralpiller regelmæssigt (og hos de endnu ældre nærmer tallet sig 68%)
  • 43% af folk uden videregående uddannelse er vitamin- eller mineralbrugere. Hos de universitetsuddannede er tallet højere
  • Størsteparten af folk med indkomster under 130.000 kroner årligt tager ikke vitaminpiller, men majoriteten af dem med højere indkomster gør. Tallet kulminerer med 56% af alle med husstandsindkomster omkring en halv million kroner eller mere årligt.
  • 54% af kvinder siger, at de tager vitaminer eller mineraler regelmæssigt. Hos mænd er det tilsvarende tal 46% Undersøgelsen er udført pr. telefon og omfatter 2.023 amerikanske voksne mænd og kvinder.