Ifølge nye retningslinier må dellen godt være lidt tykkere.
Råd om kost og vægt er ikke altid langtidsholdbare. Eksempelvis er det ikke længere en ubetinget fordel at være åleslank ifølge nyere internationale undersøgelser. Det viser sig ikke mindst under sygdom, hvor let overvægtige klarer sig bedre end de magre og normalvægtige, idet de let overvægtige har mere at stå imod med.
Vi får at vide, at vores BMI bør ligge mellem 18,5 og 25, men nye, store undersøgelser tyder på, at vores BMI snarere bør ligge mellem 25 og 30. Blot skal vi stadig sørge for at motionere og spise sundt. Det er dog ikke lige meget, hvor fedtet sidder. Fedt mellem de indre organer, det såkaldte vicerale fedt er ikke sundt, hvorimod underhudsfedt ikke synes at udgøre et sundhedsproblem. Tynde mennesker kan godt have en del viceralt fedt, hvis de ikke motionerer.
Ekstreme eksempler
At mængden af fedt alene ikke ikke behøver at udgøre et sundhedsproblem, er i mange år blevet demonstreret af japanske sumobrydere, uden at deres ekstreme vægt eller livsstil skal stå som et forbillede. Gennemsnitsvægten for sumobrydere er cirka 180 kg. De spiser kun to gange om dagen for ikke at hæve stofskiftet med for mange måltider. Hvert måltid er på ca. 10.000 kalorier. Det består af ris, grøntsager, fisk og kød skyllet ned med tre liter øl.
Sumobrydere træner hårdt hver dag og har ikke meget viceralt fedt. At de lever cirka 10 år kortere end gennemsnittet tilskrives ikke deres vægt, som i øvrigt falder drastisk når de går på pension omkring de 35 år, men derimod deres høje alkoholindtagelse.
Et langt og sundt liv bør ikke være et slankt liv, og det skal slet ikke være et liv med mange slankekure. Statistikken viser, at personer, hvis vægt går op og ned, lever kortere end overvægtige, der blot holder deres vægt stabil. Man kan således roligt lægge seks kilo til de nuværende retningslinier for et normalt BMI og holde den der.
Kræftsyge dør af underernæring
For nylig kunne vi læse i Søndagsavisen, at mellem 20 og 30 procent af de kræftpatienter der dør, ikke dør af deres kræftsygdom, men derimod af underernæring. Problemet er i virkeligheden gammelt men er aldrig blevet løst. Hospitalsernæring har ikke været et højt prioriteret område, og emnet er komplekst.
Kager til kræften
Der skal nok have været en del mennesker, der fik morgenkrydderen eller andet i den gale hals, da de i samme avisartikel kunne læse, at kliniske diætister nu råder syge og underernærede til at vende kostpyramiden på hovedet og prioritere en stor mængde usunde, men kalorierige fødevarer som wienerbrød, kiks, kager, milkshake, piskefløde, mayonnaise med videre frem for sundere, men mere kaloriefattige grøntsager og frugt.
Der er tydeligvis behov for at gå nye veje og tage andre hjælpemidler i brug, men i praksis er problemet dog ikke løst ved at servere junk food. Det er svært at klemme nok så tiltrækkende mad ned, hvis man ikke har nogen appetit, og hvis man har kvalme og kaster op. Et andet aspekt ved at give syge mennesker junk food er, at disse mennesker ofte har en dårlig tarmflora med for få sunde bakterier, der skal holde svampe og andre sygdomsfremkaldende mikroorganismer i skak. De sundhedsskadelige mikroorganismer vil derimod stortrives på en sådan ernæring og hurtigt gøre patienten mere syg.
Obligatoriske tilskud
En mulighed kunne være at benytte cannabis-præparater, idet de indeholder stoffer, som stimulerer hjernens appetitcenter, hvilket er videnskabeligt dokumenteret. Et andet forslag: Skal man endelig fodre de syge med junk, så sørg i det mindste for, at de samtidig får et bredt multivitamin- og mineraltilskud af høj kvalitet og i en tilstrækkelig dosering samt omega 3 fedtsyrer, fibre og ikke mindst et tilskud af mælkesyrebakterier.
Refs.
Søndagsavisen 17-19. maj 2013
www.dr.dk/Nyheder/Levnu/Dinkrop/Artikler/2013/0219152556.htm