Kosttilskud forbedrer skoleelevers opførsel

Pixabay_bored

Mangel på essentielle næringsstoffer i form af omega-3 fedtsyrer, vitaminer og mineraler øger risikoen for såkaldt anti-social opførsel hos skolebørn, viser et nyt forsøg.

Forskere fra Oxford University har vist, at det er muligt at forbedre teenageres opførsel i skolen ved hjælp af kosttilskud. I dette tilfælde med hjælp af et kombineret tilskud af vitaminer, mineraler og fiskeolie. Ikke at det er første gang forskere har kunnet demonstrere en adfærdsforbedrende effekt af disse typer tilskud. Det er tidligere vist på skolebørn og på indsatte i fængsler, men flere forsøg styrker kun den videnskabelige indsigt i emnet og pålideligheden af denne type forsøg.

I forsøget deltog 196 gennemsnitlige skoleelever i alderen 13 til 16 år uden nogen diagnoser så som ADHD og sprogforstyrrelser. Deltagerne blev delt i to hold á 98 elever. Det ene hold fik hver dag en stærk multivitamin med mineraler samt et tilskud af omega-3 fedtsyrer i form af  165 mg EPA og 116 mg DHA og det andet hold fik placebo i form af kalktabletter og solsikkeolie. Forsøget var dobbelt-blindet, så ingen med sikkerhed kunne vide, hvem der fik hvad. Forsøgets længde var 12 uger.

En overraskelse
Det der gjorde det vanskeligt at opnå sikre forbedringer i dette forsøg var, at mængden af disciplinære sager på skolen i forvejen var lav. Forsøget viste dog noget, der overraskede forskerne.

I løbet af skolesemesteret steg mængden af disciplinære overtrædelser markant (med 25%) i både tilskuds- og placebogruppen. Men da eleverne i vitamingruppen blev opdelt i to grupper hvor den ene gruppe som udgangspunkt havde et lavt antal overtrædelser og den anden et højere antal, viste gruppen med det lave antal overtrædelser sig at øge antallet af overtrædelser, hvorimod gruppen med udgangspunkt i en høj mængde overtrædelser forbedrede deres opførsel.

Forskernes hovedkonklusion er, at :

  • Teenagere fra dårligt stillede hjem har en tendens til at have et meget lavt indhold af omega-3 fedtsyrerne DHA, EPA og andre mikronæringsstoffer
  • Disse lave niveauer kan effektivt forøges ved at tage passende kosttilskud
  • Et øget indtag af disse næringsstoffer kan nedsætte de studerendes forstyrrende adfærd
  • Denne forbedring vil kun medføre en reduktion i disciplinære overtrædelser hos dem der fra starten har mange overtrædelser

Forskerne fremfører den teori, at antallet af elever i deres forsøg kan have været for lille, men også at tilskud i denne gruppe kunne have øget deres generelle årvågenhed og energi, som kan have gjort dem ukarakteristisk urolige, og det kan være blevet opfattet som dårlig opførsel af lærerne. Derfor kan kosttilskud være en effektiv terapeutisk tilgang hos dem, der har en meget dårlig opførsel, men ikke i samme grad hos dem, hvis adfærd er mere typisk.

Alle essentielle næringsstoffer er per definition vigtige, men omega-3 fedtsyrerne EPA og DHA er i særlig grad vigtige i den periode, hvor hjernen vokser, hvilket gør den ekstra sårbar overfor mangel på disse fedtsyrer. Forsøget viste, at eleverne havde lave niveauer af både omega 3 og 6, men også, at det indbyrdes forhold mellem dem, var uhensigtsmæssigt.

Kosttilskud hverken kan eller skal erstatte en fornuftig kost og en ordentlig opdragelse, men forsøg som dette viser tydeligt nytten af kosttilskud som et redskab til adfærdsforbedring. Der er i øvrigt dokumentation for, at der kan opnås kognitive forbedringer fra kosttilskud, selv hos personer der ikke lider af mangel på næringsstoffer.

Ref.
Tammam JD, et al. A randomised double-blind placebo-controlled trial investigating the behavioural effects of vitamin, mineral and n-3 fatty acid supplementation in typically developing adolescent schoolchildren. Br J Nutr. 2015;17:1-13.

Klik her for at søge mere information om tilskud til børn