Amerikanske producenter af Q10 snyder på vægten

Det ser ud som om for mange amerikanske producenter af kosttilskud forsøger at tjene ekstra penge på deres tilskud ved at komme for lidt af det aktive stof i præparaterne og derved snyder forbrugerne.

Den amerikanske producent af kosttilskud, NOW Foods med base i Illinois har længe haft en mistanke om, at en række konkurrenters kapsler med Q10 og andre præparater ikke indeholdt den deklarerede mængde. De besluttede derfor at undersøge, om der var hold i deres mistanke. Det var der!

I februar 2020 købte NOW Foods ti Q10-præparater fra fra amazon.com, som de analyserede i deres laboratorium ved hjælp af High Performance væske-kromotografi (HPLC). Deres analyser viste, at ingen af præparaterne indeholdt den deklarerede mængde Q10. Kun tre af præparaterne indeholdt mere end 80% af det deklarerede indhold af Q10. I to af præparaterne kunne de ikke finde noget Q10!

I maj 2020 offentliggjorde Now Foods navnene på syv af de 10 præparater samt analyseresultaterne på deres hjemmeside. Informationen om testresultaterne er derudover videregivet til Amazon, til andre kosttilskudvirksomheder samt en række faglige organisationer.

Det er indlysende, at dem der køber Q10-præparater på nettet, i supermarkeder og på apoteker risikerer at betale gode penge for tvivlsomme og uvirksomme produkter. Både brugere af kosttilskud og seriøse kosttilskudsvirksomheder har derfor en interesse i, at der luges ud i de brådne kar i branchen.

Alle amerikanske Q10-præparater testes
I august 2020 annoncerede den amerikanske CoQ10-sammenslutning af Q10-producenter med base i Salt Lake City, Utah, at den planlægger at teste alle Q10-produkter, som findes på det amerikanske marked, både produkter, der er tilgængelige i butikker og produkter, der er tilgængelige på nettet.

Det vil blive undersøgt, om der er den deklarerede mængde Q10 i præparaterne samt deres renhed, altså at præparaterne ikke indeholder overflødige og muligvis skadelige ingredienser.

Selv om denne undersøgelse er værd at glæde sig over som bruger af Q10, er et bestået analyseresultet for styrke og renhed ikke tilstrækkeligt til at sikre, at forbrugeren står med et højkvalitetspræparat i hånden.

Det vil kræve dokumentation for præparates optagelighed og biotilgængelighed i kroppen samt dokumentation for effekt i videnskabelige studier.

Q10 er et vanskeligt stof at optage. Råvaren kræver derfor specialbehandling. Kun hos de Q10-præparater, der kan præsentere en sådan dokumentation, har forbrugeren tilstrækkelig garanti for, at præparaterne indeholder den deklarerede mængde i en høj kvalitet, hvilket er forudsætningen for en god optagelighed og effekt.

Refs.
Schultz H. NOW Testing Reveals CoQ10, SAMe Products Sold on Amazon to be of Almost Uniformly Low Potency. 2020a, May 14. Fra https://www.nutraingredients-usa.com/Article/2020/05/14/CoQ10-SAMe-products-sold-on-Amazon-fail-potency-tests.

Schultz H. CoQ10 Association Plans to Test Every Product on the Market. 2020b, August 13. Fra https://www.nutraingredients-usa.com/Article/2020/08/06/CoQ10-Association-plans-to-test-every-product-on-market.