Ny metode påviser gavn af D3-vitamin til hjerte-karsygdom

Forskning tyder på, at et lavt indhold af D-vitamin i blodet kan være involveret i hjerte-karsygdom og forhøjet blodtryk.

Et lavt niveau af D-vitamin i blodet har betydning for andet end knoglerne. Tre forskere fra University of South Australia har anvendt et nyt genetisk værktøj til at undersøge, hvordan forskellige niveauer af D3-vitamin i kroppen påvirker risikoen for at udvikle hjerte-karsygdom.

Mendelsk randomisering
Værktøjet hedder mendelsk randomisering opkaldt efter den østrig-ungarnske munk Gregor Mendel, der med sine forsøg med ærteplanter står som faderen til den moderne genetik. Denne form for randomisering bruges i stigende grad til at give dokumentation for skadeligheden ved for eksempel rygning og alkoholindtagelse, hvor det enten er uetisk eller umuligt at udføre randomiserede lodtrækningsforsøg. Det er netop etisk uforsvarligt at rekruttere personer med D-vitaminmangel uden at behandle denne mangel.

Undersøgelsen er offentliggjort i European Heart Journal. Den viser, at mennesker med D-vitaminmangel er mere tilbøjelige til at lide af hjertesygdomme og højere blodtryk end dem med normale niveauer af D-vitamin. Og der er mange med lave niveauer af vitamin D.

Global mangeltilstand
Forskerne fra University of South Australia opsummerer, at selv om svær mangel på D-vitamin (i Danmark defineret som <12 nmol/l i blodet) er relativt sjælden, er et utilstrækkeligt indhold dvs.<50 nmol/l almindeligt. De nævner følgende eksempler på dette: 23% for Australien, 24% for USA, 37% for Canada, 6-76% for Europa og 6-70% for Sydøstasien,

Tilbage i 2014 udgav forskerne Cristina Palacios og Lilliana Gonzalez en artikel med en global oversigt over D-vitaminmangel. Ifølge denne oversigt er der i Danmark sammenlagt 66% voksne med et utilstrækkeligt indhold af D-vitamin i blodet, dvs.<50 nmol/l og heraf 14% med en større mangel dvs. <30 nmol/l. De to forskere konkluderer, at mangel på D-vitamin er et globalt folkesundhedsproblem i alle aldersgrupper, især i Mellemøsten, hvor der ellers er sol nok.

Hjerte-karsygdom udbredt og dyr
Når vi sammenholder det lave indhold af D-vitamin med med andelen af hjerte-karsygdom bliver konsekvensen temmelig stor, idet hjerte-karsygdomme på verdensplan anslås til at være årsag til knap 18 millioner årlige dødsfald globalt. Sundhedsudgifterne til denne type sygdom er desuden blandt de højeste.

Robust evidens
Forskerne skriver, at jo lavere indholdet af D-vitamin i blodet, desto stærkere virkning vil en normalisering af niveauet være tilbøjelig til at have på hjerte-karsundheden. Undersøgelsen anvendte data fra 267.980 personer. Det giver en så stærk og robust evidens for en sammenhæng, at man kan spørge, om ikke det burde være obligatorisk at screene for og tilbyde hjertepatienter D3-vitamin.

Refs.
Zhou, Ang et al. Non-linear Mendelian randomization analyses support a role for vitamin D deficiency in cardiovascular disease risk. Eur Heart J. 2021;ehab809.

Palacios C, et al. Is vitamin D deficiency a major global public health problem? J Steroid Biochem Mol Biol. 2014;144 Pt A:138-45.

Multivitaminer nedsætter hjernens aldring

Ældre spiser

En amerikansk undersøgelse viser, at ældre opretholder en bedre kognitionsevne med et dagligt multicitamin-mineral-tilskud.

En undersøgelse kaldet ”COSMOS-Mind” der blev påbegyndt i 2016 med deltagelse af 2262 kvinder og mænd over 65 år uden demens har vist, at daglig indtagelse af multivitaminer i tre år er knyttet til en 60% nedsættelse af kognitiv aldring. Denne effekt var særlig tydelig hos patienter med hjerte-karsygdom.

COSMOS-Mind er en amerikansk observationsundersøgelse af en endnu større undersøgelse, der sammenligner virkningerne af et dagligt tilskud af 500 mg kakaoekstrakt og et standard multivitamin-mineral med placebo på mere end 21.000 ældre deltagere med hjerte-karsygdomme og kræft.

Hos de deltagerne der også fik et dagligt tilskud af kakao-flavanoler, så man ingen statistisk sikker forskel på dem der fik kakao og placebo. Der blev med andre ord ikke set en effekt af kakaoekstrakt på den kognitive funktion.
Omvent så forskerne en positiv effekt hos den gruppe der fik multivitaminer i forhold til placebogruppen. Effekten toppede ved to års indtagelse, hvorefter den var stabil over tid.

Delstudiet blev afsluttet i september 2021, men forskerne vil lave en opfølgning i tre år herefter. Der er således endnu ikke udgivet en videnskabelig artikel om undersøgelsen, men ovenstående resultater blev præsenteret på den 14. konference (CTAD) om Alzheimers sygdom som blev afholdt i Boston november 2021.

Forskerne konkluderer blandt andet, at multivitamin-mineral-tilskud er en sikker og let tilgængelig intervention til beskyttelse af ældres kognitive funktion.

Så måske skulle vi tage en pakke multivitaminer med, når vi besøger familemedlemmer på plejehjemmet i stedet for eller sammen med en æske chokolade.

Ref.
Baker L. et al. OC11 – Impact of cocoa flavanols and multivitamins on cognitive function: findings of the cocoa supplement and multivitamin outcomes study of cognition (COSMOS – MIND).Conference abstract from JPAD 4/2021:s19-20.