Kosten har hurtige effekter på sædkvaliteten

Forskere ved Linköpings Universitet har lavet en undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet PLOS Biology der viser, at det kun tager et par uger med kostændringer at normalisere den såkaldte motilitet hos sædcellerne hos unge mænd med lav sædmotilitet.

Sædcellers motilitet, hvilket vil sige sædcellernes fremadrettede bevægelighed, er en vigtig del af sædkvaliteten. Den vurderes på en fire-trinsskala, der går fra ubevægelige sædceller til hurtig progressiv motilitet.

Det er velkendt, at sædkvaliteten kan skades af flere miljø- og livsstilsfaktorer som for eksempel fedme, type 2-diabetes og relaterede sygdomme.

Forskerne havde tidligere lavet en undersøgelse med bananfluer, hvor hanner havde indtaget store mængder sukker kort før parring. De fik afkom der blev overvægtige. Der er lavet tilsvarende undersøgelser med mus som tyder på, at små fragmenter af en undergruppe af RNA kaldet tsRNA spiller en rolle i disse epigenetiske fænomener, der vises i den næste generation.

Epigenetik er den del af genetikken som handler om arvelige, men reversible forandringer i hvordan gener kommer til udtryk i cellerne, og dermed hvilke egenskaber det medfører og som sker uafhængigt af forandringer af DNA-sekvensen. I visse tilfælde kan sådanne epigenetiske ændringer føre til, at egenskaber overføres fra en forælder til afkom via sædcellerne eller ægget.

I undersøgelsen deltog 15 normale, ikke-rygende unge mænd, der i to uger fik en sund kost baseret på de nordiske ernæringsanbefalinger med en enkelt undtagelse: I løbet af uge 2 supplerede forskerne med sukker svarende til omkring 3,5 liter sodavand eller 450 gram konfekt hver dag.

Deltagernes sædkvalitet var blev undersøgt ved undersøgelsens start. En tredjedel af deltagerne havde lav sæd-motilitet. Det overraskede derfor forskerne at opdage, at alle deltagernes sæd-motilitet var normal efter undersøgelsen.

Det vi endnu ikke ved er, om det var den sunde kost alene der normaliserede sæd-motiliteten, eller om sukkeret spillede en rolle. Det kræver flere undersøgelser.

 

Kilde

What You Eat Has Rapid Effects on Sperm Quality