Styrketræning gør gamle muskler mere ungdommelige

Vi begynder at tabe muskelmasse allerede fra 25 års alderen. Tab af muskelmasse og styrke forbundet med en lavere livskvalitet og højere dødelighed af alle årsager.

Det er derfor nyttig viden, at en ny undersøgelse af en gruppe forskere fra USA af muskelfibre fra mus og mennesker har vist, hvordan træning påvirker genekspression, altså hvor hurtigt et gen afkodes og omsættes til et protein, eller med andre ord hvor aktivt et gen er.

Det viser sig nemlig, at træning er i stand til at forebygge og behandle mange af de kroniske sygdomme, der er forbundet med aldring. Træning ændrer simpelthen genekspressionen af muskelfibrene til en mere ungdommelig tilstand.

Fra forskningen ved vi, at mennesker, der træner regelmæssigt, ikke blot styrker deres muskler, de opnår også en forbedring af deres generelle helbredstilstand og af deres livskvalitet, uanset hvor sent i livet de starter med at træne.

De mus der indgik i den aktuelle undersøgelse var 22 måneder gamle, hvilket svarer til en menneskealder på omkring 73 år. Musene kunne frit løbe på et uvægtet hjul i den første uge, og i løbet af de næste 8 uger gjorde forskerne hjulet gradvist tungere ved at fastgøre magnetiske vægte til det.

Resultaterne tydede på, at træningen ændrede musenes muskelfibre til en mere ungdommelig tilstand gennem øget ekspression af de gener, der kan vende specialiserede, modne celler tilbage til mere ungdommelige, fleksible celler kaldet pluripotente stamceller, som er en type celler, der kan dele sig uendeligt og udvikle sig til enhver af kroppens forskellige celletyper.

Til ældre mennesker anbefaler træningsfysiologer styrketræning mindst to dage om ugen og mobilitetstræning, inklusive udstrækning, hver dag. Start langsomt.

Om piller der erstatter træning
Vedrørende den besnærende tanke, at man kunne udvikle et lægemiddel der gav kroppens muskler de samme stimuli som træning, så afviser Dr. Kevin Murach, assisterende professor ved the Exercise Science Research Center, University of Arkansas ikke, at forskernes opdagelse en dag vil kunne føre til udvikling af lægemidler, der har en indvirkning på musklerne hos personer, der er bundet til sengen, eller astronauters muskler i nul tyngdekraft.

Dr. Murach afviser derimod ideen om en pille, der booster genekspressionen på samme måde som i forskernes undersøgelse og på den måde erstatter behovet for at træne. Træning har i øvrigt gavnlige effekter i hele kroppen, ikke kun i musklerne, og en sådan pille ville muligvis kunne øge risikoen for kræft.

Ref.
https://www.medicalnewstoday.com/articles/study-reveals-how-exercise-turns-back-the-clock-in-aging-muscles#Limitations-of-the-study