8000 daglige skridt er nok

Mange har nok hørt, at vi bør gå 10.000 skridt om dagen for at få tilstrækkelig motion og derved forbygge eksempelvis hjerte-karsygdom. Denne anbefaling er snart 60 år gammel og stammer fra en reklame for en japansk skridttæller. Anbefalingen var i øvrigt ikke bygget på videnskabelig forskning.

Nu viser en international undersøgelse fra University of Granada, hvor mange skridt der reelt er optimalt for de fleste mennesker, og det viser sig at være noget mindre end de 10.000 skridt. Den nye undersøgelse, som er udgivet i Journal of the American College of Cardiology, viser også, at det giver yderligere fordele at gå hurtigt frem for at gå langsomt. Derudover viste undersøgelsen ingen forskel på mænd og kvinder.

Forskerne gennemførte en systematisk litteraturgennemgang og meta-analyse af data fra tolv internationale undersøgelser med mere end 110.000 deltagere. Den nye undersøgelse så kun på antallet af skridt sammenholdt med risikoen for at dø af alle årsager og af årsager relateret til hjertekarsygdom. Andre undersøgelser tyder på, at der også er helbredsmæssige gevinster ved at gå i forhold til søvnkvalitet og mental sundhed.

7-8000 skridt er nok
Den nye forskning viser, at med hensyn til specifikt at mindske risikoen for at dø af hjerte-karsygdom, ses de fleste af fordelene ved omkring 7000 daglige skridt. Det svarer cirka til 5,8 km. For at reducere risikoen for for tidlig død markant, bør man gå 8000 daglige skridt, hvilket svarer til cirka 6,4 km.

Det er ikke usundt at gå længere end det, tværtimod, derfor er det oprindelige råd fra den japanske reklame er ikke dårligt. For personer med lavt fysisk aktivitetsniveau forbedrer hver yderligere 500 skridt deres helbred.

Takket være opfindelser som skridttællere, smartwatchs og smartphones er det blevet nemt at tælle sine skridt. Udfordringen ligger mere i at komme af sted.

Kilde
https://www.sciencedaily.com/releases/2023/10/231026131551.htm