Gravides kaffedrikning knyttet til børn med forhøjet vægt

Et såkaldt observationsstudie giver mistanke om, at gravides indtagelse af kaffe og koffeinholdige stoffer er knyttet til vægtøgning i den tidlige barndom.

Vi ved at koffein stimulerer centralnervesystemet. Det optages hurtigt i kroppen og i moderkagen og er længere tid om at udskilles under graviditet. Stoffet er også tidligere knyttet til en øget risiko for abort og nedsat fostervækst. En teori er, at koffein muligvis er i stand til at ændre babyens appetitregulering eller ændre områder af hjernen, der spiller en rolle i reguleringen af vækst og stofskifte.

Dr. Eleni Papadopoulou og hendes forskerkollger ønskede derfor at vide, om det er tilrådeligt for kommende mødre at skære ned på koffeinindtagelsen. Forskerne anvendte data fra en norsk undersøgelse med 51.000 mødre og deres nyfødte som fandt sted i årene 2002 – 2008.

I graviditetens uge 22 blev de kommende mødre bedt om at angive på et spørgekema hvad de spiste og drak blandt 255 fødeemner. Herudfra kunne forskerne vurdere den samlede mængde koffein-stoffer som deltagerne indtog. Der er mest i kaffe, energidrikke, sort te og chokolade.

Koffeinindtagelsen blev inddelt i fire grupper:

  • 0-49 mg (lav)
  • 50-199 mg (middel)
  • 200-299 mg (høj)
  • 300+ mg (meget høj)

Børnenes vægt, højde og kropslængde blev efterfølgende målt på følgende 11 tidspunkter.

  • 6 uger
  • 3 måneder
  • 6 måneder
  • 8 måneder
  • 12 måneder
  • 1.5 år
  • 2 år
  • 3 år
  • 5 år
  • 7 år
  • 8 år

Overvægt og fedme blev vurderet i henhold til kriterier fra WHO og internationalt godkendte kriterier.

Studiet viste, at knap halvdelen af deltagerne (46%) havde en lav koffeinindtagelse, 44% af deltagerne havde en middel indtagelse, 7% en høj og 3% en meget høj indtagelse.
En middel, høj og meget højt koffeinindtagelse under graviditeten var forbundet med en forhøjet risiko på henholdsvis 15, 30 og 66 procents hurtigere vækstøgning i barndommen i forhold til en lav indtagelse efter at have taget hensyn til andre mulige faktorer der kunne påvirke resultatet.

Derudover viste data, at jo højere koffeinindtagelse desto højere sandsynlighed for, at moderen var over 30 år, havde mere end et barn, indtog flere kalorier og røg under graviditeten. Kvinder med et meget høj koffeinindtagelse var oftere lavtuddannede og havde ofte være fede før de blev gravide.

Forskernes konklusioner
Forskerne konkluderer, at risikoen for forøget spædbørnsvækst og overvægt i barndommen – begge vigtige risikofaktorer for senere stofskiftesygdom – stiger med moderens koffeinindtag, uden nogen tilsyneladende grænseværdi. En koffeinindtagelse på >200 mg dagligt under graviditeten var forbundet med høj vægtøgning, der begyndte de første måneder af livet samt et højere BMI i barneårene. Forskernes resultater støtter anbefalingen om at begrænse koffeinindtagelsen under graviditet (<200 mg / dag).

Da det drejer sig om en observationsundersøgelse er resultatet ikke udtryk for noget egentligt bevis. Til gengæld giver det store antal deltagere i undersøgelsen resultatet en god pålidelighed.

Studiet er offentliggjort i tidsskriftet BMJ Open.

Ref.

Fetal exposure to moderate/high caffeine levels linked to excess childhood weight gain

Omtrentligt koffeininindhold

  • 1 kop filterkaffe: 80 – 115 mg koffein
  • 1 kop instant kaffe: 65 mg koffein
  • 100 mg mørk chokolade: 70 mg koffein
  • 1 kop sort te: 40 mg koffein
  • 30 ml espresso: 40 – 75 mg koffein
  • 355 ml cola: 40 mg koffein
  • 1 kop grøn te: 10 mg koffein
  • 1 kop kakaodrik: 5 mg koffein