Elektronik i soveværelset gør dine børn overvægtige

Computer-girl

Nutidens børn og unges tilværelse er fyldt med elektronik. Det har konsekvenser for deres søvn, vægt og helbred.

Blot en times ekstra nattesøvn sænker den statistiske risiko for at blive overvægtig eller fed med henholdsvis 28 og 30%. Det viser en canadisk undersøgelse af skolebørn. Og hvad er det så, der stjæler nattesøvnen? Det er TV, computere og videospil og mobiltelefoner!

Ovenstående informationer stammer fra en undersøgelse foretaget af forskere fra Alberta University i Canada. De anvendte et omfattende spørgeskema til at få de ønskede oplysninger fra i alt 3.398 børn, der gik i 5. klasse. Der blev blandt andet spurgt om børnenes højde og vægt, deres søvn- og motionsvaner samt om deres adgang til diverse elektronisk adspredelse. Af svarene fremgik det, at cirka halvdelen af børnene havde et tv, en DVD-afspiller eller en video på deres værelse. 21 procent havde en computer, og 17 procent havde en mobiltelefon. Fem procent havde alle alle slags

Hele 57 procent af børnene indrømmede, at de havde gang i elektronikken efter officiel sengetid. Det var især tv og film, der holdt dem vågne. 27 procent havde gang i tre eller flere aktiviteter efter sengetid.

Hvad sker der i kroppen
Vi ved fra tidligere forskning, at vi alle risikerer at blive overvægtige, hvis vi får for lidt søvn, idet kroppen ved søvnmangel producerer mindre af mæthedshormonet leptin og mere af sulthormonet ghrelin. Derudover stiger mængden af stresshormonet cortisol ved søvnmangel, som ligeledes øger vores appetit. Får vi for lidt drømmesøvn (REM-søvn), går det ud vores vores hukommelse, hvilket naturligvis er en ekstra belastning for skolebørn.

Forskerne fandt, at de børn der havde adgang til en enkelt elektronisk underholdningskilde, havde 1,47 gange så stor sandsynlighed for at blive overvægtige end børn uden adgang til elektronisk underholdning på værelset. Hos børn, der havde hele tre af disse apparater, blev deres risiko for overvægt forøget 2,57 gange.

Max en time
Forskning fra et Australsk søvnlaboratorium har vist, at det heller ikke altid er tilstrækkeligt at overholde en fornuftig sengetid. En undersøgelse af en gruppe teenage-drenge, som fik til opgave at spille computerspil i 2 ½ time før sengetid, var dobbelt så længe om at falde i søvn og fik mindre søvn (også af den vigtige REM-søvn) i forhold til dem, der kun havde spillet computerspil i 50 minutter. Forskerne konkluderer på den baggrund, at under 1 times computerspil før sengetid er ok.

Sov på det
Forskerne er ikke ude på at forpeste de unges tilværelse men ønsker blot at blive klogere på hvilke faktorer, der påvirker vores søvn, og hvilke konsekvenser det har. Denne forskning burde i det mindste give stof til eftertanke.

Refs.
Chahal H, et al. Availability and night-time use of electronic entertainment and communication devices are associated with short duration and obesity among Canadian children. Pediatr Obes. 2012. E-pub ahead of print
King D, et al. The impact of violent videogaming on adolescent sleep-wake activity. Journal of Sleep Research 2012. E-pub ahead of print