Drop desserten

Udgivet d. 19. januar 2026

Et meget højt blodsukker efter måltider synes at kunne øge risikoen for at udvikle Alzheimers sygdom over tid.

Forskere har længe været i gang med at afdække forholdet mellem glukose, insulin og hjernens sundhed. I slutningen af 1990erne og begyndelsen af 2000erne begynder forskere at finde sammenhænge mellem insulinresistens i hjernen, nedsat omsætning af glukose og Alzheimers sygdom. Nu har forskere fra University of Liverpool fundet endnu en brik i dette puslespil, som handler om, at en høj stigning i blodsukkeret efter et måltid kan være farligere for hjernen end hidtil antaget.

Denne effekt er set i en omfattende genetisk undersøgelse, hvor personer med højere blodsukker efter måltider havde en langt større risiko for at udvikle Alzheimers sygdom. Denne nye forskning giver næring til den efterhånden ældre teori, at Alzheimers sygdom skyldes sukkersyge i hjernen, uofficielt kaldet type 3 diabetes uden forbindelse til hverken type 1 eller type 2 sukkersyge.

Hvordan skal det så forstås? Ved sukkersyge mangler kroppen virksom insulin, som dannes i bugspytkirtlen. Insulinets funktion er at fragte blodsukkeret ind i cellerne som næring. Hjernen, som stort set kun forbrænder blodsukker, er derfor særlig afhængig af insulin.

Hjernen danner insulin
Nu er der det forhold, at insulin produceret i bugspytkirtelen kun i meget begrænset omfang og via en kontrolleret mekanisme kan passere blod-hjerne-barrieren. Den ældre teori er derfor, at man kan have sukkersyge i hjernen uden at have de to andre former for sukkersyge. Man mener således, at hjernen selv kan danne insulin i pandelapperne, hippocampus og hypothalamus.

I den nyere undersøgelse fra Liverpool undersøgte forskere genetiske og sundhedsmæssige oplysninger i britiske biobanker fra mere end 350.000 deltagere mellem 40 og 69 år. Forskerne fokuserede på, hvordan kroppen håndterer sukker, herunder glukoseniveauet efter faste samt insulin- og blodsukkerniveauet to timer efter et måltid.

Mendelsk randomisering
Forskerne anvendte en nyere genetisk metode, der hedder Mendelsk randomisering. Med den metode er forskerne i stand til at afgøre, om visse biologiske træk med høj sandsynlighed spiller en direkte rolle i sygdomsrisikoen. Mendelsk randomisering har i modsætning til flere studier vist, at type 2-diabetes ikke var knyttet til Alzheimers sygdom. I dette tilfælde skulle metoden afgøre, om kroppens evne til at regulere blodsukkeret i hjernen kunne være knyttet til udvikling af demens.

Undersøgelsen viste, at de personer, der havde et højere blodsukkerniveau to timer efter deres måltider, havde en 69% højere risiko for at udvikle Alzheimers sygdom. Det var denne glukoseforhøjelse, der skilte sig ud som en afgørende faktor.

Alzheimers sygdom
Vi ved, at årsagen til Alzheimers sygdom skyldes ophobning af proteinfragmenter kaldet beta-amyloid som aflejres mellem nervecellerne som plak samt ophobning af Tau-protein, der danner neurofibrillære sammenfiltringer inde i nervecellerne, hvilket forstyrrer cellens transportsystem.

Den nye undersøgelse har ikke kunnet forklare en eksakte virkemekanisme bag det høje blodsukkerindhold i hjernen og Alzheimers. Den øgede demensrisiko syntes ikke at skyldes generel hjernesvind eller skade på hjernens hvide substans. Der er således behov for yderligere forskning.

Hvad kan vi selv gøre?
Det betyder dog ikke, at vi ikke allerede nu selv kan gøre noget for at mindste risikoen for at udvikle Alzheimers. Vi kan påvirke vores blodsukkerniveau ved at regulere hvad, hvor meget og hvor ofte vi spiser. Derudover kan vi dæmpe høje stigninger i blodsukkerniveauet med udvalgte kosttilskud. Diabetikere gør allerede dette med hjælp fra medicin.

Det er noget forskelligt, hvornår blodsukkeret topper efter et måltid. Det kan variere fra 30 minutter, hvis måltidet har et højt indhold af kulhydrater eller sukker til 90 minutter efter et måltid med en blanding af kulhydrat, protein og fedtstof. For at undgå en ekstra stigning i blodsukkeret fra en sød dessert, skulle vi derfor undgå denne dessert eller vente to til tre timer, hvor blodsukkeret typisk vil være faldet tilstrækkeligt.

Andre nyttige regler er kun at spise til man er 80% mæt samt at gå en tur efter et måltid.

I forskning med mus har tilskud af Q10 vist lovende resultater på hjernens sundhed, især i forbindelse med diabetes og nervedegeneration. Tilskud var i stand til at mindske oxidativ stress, inflammation og døde nerveceller, forbedre hukommelse og nervefunktion samt modvirke defekt insulin-signalering knyttet til Alzheimers.

Mineralet chrom er nødvendigt for optimal insulinaktivitet og en normal omsætning af kulhydrater og fedtstoffer. Chrom har også gavnlige virkninger på adskillige sygdomme, især diabetesrelaterede komplikationer såsom Alzheimers sygdom.

Plantestoffet Berberin er et velkendt stof inden for traditionel kinesisk medicin. Dert er kendt for at kunne sænke blodsukkeret og forbedre insulinets følsomhed.

Referencer

https://www.vitalraadet.dk/da/alzheimer-den-tredje-sukkersyge/ 4. maj 2006
Mason AC, et al. Disentangling the relationship between glucose, insulin and brain health: A UK Biobank study. Diabetes Obes Metab. 2025 Dec 12.
Mantle D, Hargreaves I. Coenzyme Q10 and the Blood-Brain Barrier: An Overview. J Clin Med. 2025 Apr 16;14(8):2748.
Racek J, et al. Influence of chromium-enriched yeast on blood glucose and insulin variables, blood lipids, and markers of oxidative stress in subjects with type 2 diabetes mellitus. Biol Trace Elem Res. 2006 Mar;109(3):215-30.
Xie W, et al. Glucose-lowering effect of berberine on type 2 diabetes: A systematic review and meta-analysis. Front Pharmacol. 2022 Nov 16;13:1015045.

Så let undgår du ustabilt blodsukker

Udgivet d. 11. september 2017

Forskning har vist, at mineralet chrom er tæt knyttet til insulinets funktion.

Det er svært at komme uden om mineralet chrom, når emnet handler om kroppens regulering af blodsukkeret og herunder om sukkersyge. Ingen er i dag i tvivl om insulinets rolle i den forbindelse, men chrom spiller faktisk også en vigtig rolle for insulinets funktion.

I slutningen af 1950erne opdagede de to forskere Dr. Klaus Schwarz og Dr. Walter Mertz, at rotter der udelukkende blev fodret med torulagær mistede evnen til effektivt at fjerne blodets indhold af sukker (glukose), hvilket netop er problemet hos personer med sukkersyge. Forskerne fandt, at når rotterne fik chrom i deres kost, eller hvis de fik et chromtilskud, fungerede deres blodsukkerregulerende evne igen.

De to forskere udviklede den hypotese, at chrom indgik i et kompleks bestående af tre aminosyrer, et B-vitamin og med chrom som den centrale del. De kaldte stoffet glukosetolerancefaktor, forkortet GTF.

Den samvirkende effekt af insulin og chrom
Forskningen har også kunnet bekræfte, at chrom er en aktiv komponent tæt knyttet til hormonet insulin. Denne samvirkende mekanisme er i korte træk, at insulinmolekylerne hæfter sig på receptorer på cellernes ydre overflade. Herefter hæfter de chromholdige stoffer sig på de samme receptorer, men på indersiden af cellerne. Det sender signaler til cellernes glukosekanaler om at åbnes således, at glukosen kan komme ind i cellen, hvor det fungerer som næringsstof.

Bevis for at chrom spiller den samme rolle for blodsukkeret hos mennesker som for rotter kom fra en gruppe patienter der fik sondemad. Disse patienter udviklede alvorlige diabetiske symptomer, herunder glukoseintolerance, vægttab, nedsat energiniveau samt nerve- og hjernelidelser på trods af tilstedeværelsen af insulin. Efter tilsætning af chrom til næringsvæsken ophørte disse symptomer.

GTF og chromodulin
I 1980erne lykkedes det en gruppe japanske forskere at isolere en chromholdig substans som bestod af en række aminosyrer med den samme funktion som den hypotetiske glukosetolerancefaktor, hvis nøjagtige sammensætning aldrig var blevet endeligt bekræftet. Det nye stof fik navnet chromodulin. Man kunne kalde det en opdateret version af GTF-betegnelsen som i øvrigt stadig er i brug, selv om flere er begyndt at bruge den nyere betegnelse chrommodulin.

Forskellige former for chrom
Chrom er et grundstof og et metal. Chrom er samtidig et livsvigtigt mikronæringsstof for mennesker, men kun i dets såkaldte trivalente form. Der findes også divalent- og hexavalent chrom, men disse chromforbindelser er giftige. Alle godkendte chromtilskud består af trivalent chrom. Disse forskellige former for chrom kan danne et forskelligt antal kemiske forbindelser til andre stoffer.

Overlegen optagelighed med chromgær
Chrom har vist sig at være et vanskeligt stof at optage uanset hvilken kilde det kommer fra. Kun 0,5% til 2% af uorganiske chromforbindelse optages i kroppen. Krom fra vores kost består af en blanding af uorganisk og organisk bundet chrom. Optagelsen herfra er kun en smule højere end uorganisk chrom, idet den kun er et sted mellem 0,5% og 3%. Tilskud med chromgær har vist den højeste optagelighed med en teoretisk optagelighed på op mod 20%, hvilket sandsynligvis skyldes, at chromgæren samtidig leverer de aminosyrer som udgør den førnævnte chromodulin.

Med alderen nedsættes kroppens omsætning af chrom et sted mellem 25-40%.

Forskning bekræfter effekt af chrom hos type-2 diabetikere
I praksis har vi set de klareste resultater med tilskud af chrom til personer med sukkersyge, primært type 2-diabetes, den ikke-insulinkrævende form.

En mindre undersøgelse fra 2013 af patienter med type-2-sukkersyge i insulinbehandling har vist, at tilskud af henholdsvis 100 og 200 mikrogram chrom fra chromgær på relativt kort tid var i stand til at sænke vigtige faktorer som fasteblodsukker og glykosyleret hæmoglobin som er sukkerstoffer der binder sig til de røde blodlegemers hæmoglobin og derfor er et godt mål for kroppens blodsukkerregulering.

En iransk meta-analyse af syv forskellige videnskabelige undersøgelser med chrom viste, at tilskud på 250 mikrogram og derover i mindst tre måneder til type-2 diabetikere var i stand til at sænke deres fasteblodsukker.

Der er flere andre eksempler: En gruppe forskere gennemgik en forskningsdatabase, hvor de fandt 16 undersøgelser der omhandlede tilskud af chrom til patienter med type 2-diabetes. Ud af disse undersøgelser viste 13 en signifikant forbedring af niveauet af glukose-, insulin- og lipider.

Også til dyr
Også hunde med diabetes har gavn af chromtilskud. I en undersøgelse lavet på Charles Universitetet i Tjekkiet gav forskere chromgærtabletter med 100 mikrogram chrom dagligt til 17 hunde i behandling med insulin. Forskerne kunne herefter observere en signifikant sænkning af hundenes blodsukker.

Leveren og den søde tand
Mangel på chrom er relativt almindeligt hos personer med forstadier til sukkersyge, hvilket alene kan retfærdiggøre et tilskud. Alligevel kan tilskud af chrom langtfra altid stå alene i bestræbelsen på at genetablere et normalt blodsukker. Andre faktorer kan spille ind.

Forskere fra Københavns Universitet har opdaget, at et hormon eller signalstof kaldet FGF21, (Fibroblast Growth-Factor) som udskilles af leveren når vi har spist noget sødt, kan afgøre hvem der har en sød tand, og hvem der ikke har. Forskningen viste, at dem der ikke bryder sig om slik havde 50 % højere mængde FGF21 i blodet, når de fastede, og at mængden af FGF21 i blodet steg kraftigt i begge grupper, når de indtog 75 gram sukrose. Forskningen viser, at personer med særlige varianter af FGF21-genet var omkring 20% mere tilbøjelige til at være storforbrugere af sukker og søde sager, såsom is, chokolade, vingummi samt stimulanser som alkohol og tobak end andre uden disse særlige gen-varianter.

Refs.

Vincent JB. The biochemistry of chromium. J Nutr. 2000 Apr;130(4):715-8.
Abdollahi M, et al. Effect of chromium on glucose and lipid profiles in patients with type 2 diabetes; a meta-analysis review of randomized trials. J Pharm Pharm Sci. 2013;16(1):99-114.
Racek J, et al. Effect of Chromium-Enriched Yeast on fasting Glucose, Glycated Haemoglobin and Serum Lipid Levels in Patients with Type 2 Diabetes mellitus treated with Insulin. Biol Trace Elem Res. 2013;155(1):1-4.
Mužík P, et al. Diabetes mellitus in dogs and cats—clinical experience with bioactive chromium supplementation in dogs treated with insulin. EJCAP 2011; 21:62–67
Rafiei R, et al. Chromium level in prediction of diabetes in pre-diabetic patients. Adv Biomed Res. 2014; 3: 235.
Søberg S, et al. FGF21 Is a Sugar-Induced Hormone Associated with Sweet Intake and Preference in Humans. Cell Metab. 2017;25(5):1045-1053.e6.

Klik her for at søge mere information om chrom.

Tips til at slanke dig

Udgivet d. 8. januar 2015

Desværre er viljestyrke ikke altid nok, når man kæmper mod trangen til slik og for meget fedende og usund mad. Et dagligt tilskud af gærchrom og kaliumrig kost kan udgøre hele forskellen mellem succes og fiasko.

De der kæmper med et ustabilt blodsukker vil opleve en pludselig trang til søde sager, der kan være næsten umuligt at modstå. Uanset hvor hårdt de prøver, tvinger trangen til noget sødt dem til at snacke chokolade, slik eller kage og det går naturligvis ud over både vægten og figuren, men også psyken i de perioder, hvor det svingende blodsukker er i bund. Men med enkle tiltag i form af kaliumrig kost og tilskud af mineralet chrom er det muligt at stabilisere sit blodsukker og dermed standse en uhæmmet sukkertrang.

To mineraler der tager trangen til sukker
Et af problemerne ved at indtage store mængder sukker, alkohol og andre såkaldt højglykæmiske fødevarer er, at de omsætter livsvigtige mineraler og vitaminer, primært B-vitaminer, og fra mineralgruppen er der især to mineralmangler, der knytter sig til lavt blodsukker og en overdreven trang til søde sager, også kaldet cravings, og det er chrom og kalium.

Ikke et slankeprodukt
Nu kunne man forledes til at tro, at chromtilskud er et slankemiddel, men det er det ikke. Selv om det er rigtigt, at chrom hjælper med at holde blodsukkeret inden for normalområdet og dermed gør det muligt at stoppe med at fylde sig med slik, så virker krom i sig selv ikke slankende. Den slankende virkning skyldes den ovennævnte, indirekte virkning på trangen til sukker og søde sager.

Hvad er chrom?
Chrom er et såkaldt sporstof, hvilket betyder det findes i spormængder i vores kost. Det daglige behov for krom er noget eksperter kan ikke rigtig kan blive enige om, men det hævdes at ligge mellem 50-200 mikrogram dagligt. Fra kosten får vi krom fra krydderier, kød, visse grøntsager og ost.

Sådan virker chrom
Mineralet chrom – staves også krom – samarbejder med hormonet insulin om at lukke blodsukkeret ind i kroppens celler. Insulin, som dannes i bugspytkirtlen, påvirker cellereceptorer på cellernes ydersiden, og chrom indgår i et kompleks der samtidig påvirker cellereceptorer på cellernes inderside. Uden chrom bliver insulinets funktion derfor utilstrækkelig i bestræbelsen på at åbne adgangen for det sukker som cellerne skal bruge til deres stofskifte.

Chrom optages ikke let fra kosten.
Chrom der skal bruges til at regulere blodsukkeret skal tages som tilskud. Mere præcist bør det tages som gærchrom, idet optagelse af chrom både fra kosten og fra gængse tilskud er lav. Gærchrom har derimod en optagelighed i kroppen der er op til 10 gange bedre end almindelige, uorganiske former for chrom. Selv optageligheden af chrom fra vores kost er ganske ringe i forhold til gærchrom.

Kalium også vigtigt
Uden mineralet kalium kan vi ikke deponere sukker i muskler og lever til senere brug. For hvert sukkermolekyle vi deponerer, skal vi bruge et kaliummolekyle.. Hvis vi får for lidt kalium i vores kost, øges vores sukkertrang, fordi kroppens evne til at deponere sukker er nedsat og vi danner mere kropsfedt. Med andre ord, vi bliver overvægtige.

Mangler vi kalium opstår der ligesom med chrommangel sukker-cravings. Den daglige mængde kalium der kræves svarer typisk til indholdet i syv stykker grøntsager. I leveren sørger hormonet IGF for at hæve blodsukkeret, når vi ikke får mad ved at frigive sukkerdepoter til blodet.

Gode kilder til kalium er grøntsager, og især kål er i denne sammenhæng godt. Frugt indeholder også kalium, men kan være problematisk i denne sammenhæng ved at indeholde for meget sukker, og det er da også derfor, at frugt i den nye kostpyramide er flyttet højere op end grøntsager. Kaliumtilskud kan i mange tilfælde også være en hjælp.

Hos raske og type-2-diabetikere er leveren via hormonet IGF faktisk mere ansvarlig for kroppens blodsukkerregulering end insulin fra bugspytkirtlen.

Hvad er blodsukker?
Den føde, vi indtager nedbrydes til blandt andet sukkerstoffer, som optages i blodet og danner det, der kaldes blodsukker. Kroppens celler (især hjerne- og muskelceller) bruger store mængder af disse sukkerstoffer til at dække behovet for energi. Blodsukkeret varierer i løbet af dagen og stiger og falder i forbindelse med den føde, vi spiser, men også i forbindelse med fysisk aktivitet. Blodsukkeret kan imidlertid komme ud af balance og blive for højt (hyperglykæmi). Det kan medføre træted, kvalme, tør mund samt øget tørst og tissetrang. Det kan også blive for lavt (hypoglykæmi), hvilket blandt andet kan medføre at man:

ryster og sveder

får hjertebanken

bliver svimmel

får kvalme og hovedpine

får koncentrationsbesvær

føler sig mat og uden energi

Det er vigtigt for både helbred og velbefindende, at blodsukkeret er nogenlunde stabilt hele dagen og ikke når ud i yderpunkterne. For at kroppen vedvarende kan få sukkerstofferne fra blodet ud til cellerne efter behov, skal den reagere normalt på sin egen insulin, der netop udskilles, når blodsukkeret stiger. Desuden kræver det, at man har tilstrækkeligt med kalium til at kunne deponere sukkerstofferne uden at det omdannes til fedt samt chrom til at hjælpe insulinet med at få sukkerstofferne ind til forbrænding i cellerne.

Dr. Harris beskriver lavt blodsukker
Det var den amerikanske læge Dr. Seale Harris, der i 1924 i en artikel i det videnskabelige tidsskrift JAMA først beskrev tilstanden hypoglykæmi, dvs. lavt blodsukker. Man havde opdaget insulin to år tidligere og var begyndt at behandle diabetikere med dette hormon, men på grund af manglende erfaring med insulindoseringer til diabetikere, skete det ofte, at patienterne fik for meget insulin, hvorefter deres blodsukker faldt så meget, at de gik i chock. Symptomerne knyttet til for meget og for lidt insulin mindede Dr. Harris om de forskellige symptomer, der opstår i forbindelse med henholdsvis under- og overfunktion af skjoldbruskkirtlen. Harris havde studeret diabetestilfælde i Canada hos de forskere, der havde opdaget hormonet. Det slog ham i særlig grad, at han havde iagttaget lignende reaktioner efter overdosering af insulin hos patienter, der ikke havde diabetes. Der drejede sig om sult, svaghed og angstanfald, et fænomen der i den sammenhæng så vidt vides var ubeskrevet i den medicinske litteratur. Dr. Harris antog på denne baggrund, at ikke-diabetikere fik tilsvarende symptomer som ved overdosering af insulin, fordi de til tider selv producerede for meget insulin. Han gik derefter i gang med at dokumentere, at hans hypotese var korrekt og blev på baggrund af sine iagttagelser og erfaringer i stand til at hjælpe tusindvis af patienter.

Dr. Harris bemærkede også, at denne type patienter havde en tendens til at tage på i vægt, og han antog korrekt, at mange af hans patienter fik for meget insulin, ikke fra insulinsprøjter, men fordi deres bugspytkirtel producerede for meget insulin som en reaktion, på den kost de indtog. Nogle patienter syntes at overreagere på indtagelse af rent sukker og fødevarer med for et for højt sukkerindhold. Denne overreaktion fik bugspytkirtlens insulinproducerende celler til at producere for meget insulin som medførte et drastisk blodsukkerfald, som afstedkom dramatiske svingninger i blodsukkeret, fordi den kost som patienterne indtog, indeholdt for meget sukker.

Dr. Harris’ løsning på problemet var kostregulering. Hans blodsukkerstabiliserende kostplan bestod af mange, små, daglige måltider med et højt indhold af proteiner og grøntsager, det som mange år senere blev kendt som lav-glykæmiske fødevarer. Naturlige fedtstoffer var i øvrigt ikke noget problem. Eksempelvis er nødder og mandler med deres høje indhold af fedtsyrer både sunde og blodsukkerstabiliserende. Højglykæmiske fødevarer får blodsukkeret til at stige meget og hurtigt, mens de lavglykæmiske får det til at stige mindre og langsomt.

Refs.
Harris S. Hyperinsulism and dysinsulism. JAMA 1924;83(10):729-33.
Kirchheiner E. Ny effektiv naturhelbredelse bd. II. Sund og Rask 2001: 90-1.

Søg mere info om chrom og blodsukker her!

Chromgær er tilbage

Udgivet d. 1. september 2014

I chromgær optager gærceller uorganisk chrom og ændrer det til organiske chromforbindelser.

Efter en årrække hvor vi ikke har kunnet købe den mest effektive form for chromtilskud på grund af manglende dokumentation for sikkerheden, er chromgær nu kommet tilbage på hylderne i helsekostbutikkerne. Chrom er et mineral af afgørende betydning for kroppens omsætning af næringstoffer og ikke mindst for et stabilt blodsukkerniveau.

Chrom blev opdaget af franskmanden Louis-Nicholas Vauquelin i 1797 i Frankrig. Navnet stammer fra det græske ord “Chroma” som betyder “farve”, opkaldt efter de mange farver, som forskellige chromforbindelser har. Oprindelig mente man, at chrom udelukkende var giftigt. Det var først i 1959 at man opdagede, at chrom er et essentielt næringsstof for mennesker. Forskningen var vanskelig, fordi vi kun har brug for meget små mængder chrom. Datidens forskere var i stand til at demonstrere, at chrom kunne stimulere og hæmme enzymfunktioner i et reagensglas.

Gennembrud for chrom
Der kom et gennembrud i 1959, da Dr. Walter Merts og hans kollega Dr. Klaus Schwarz observerede, at hvis man gav forsøgsdyr en kost med et meget lavt chromindhold, så faldt deres evne til at omsætte sukker markant. Dyrene udviklede hurtigt glucoseintolerans, en tilstand, der ofte går forud for udviklingen af type II diabetes i mennesker. Forskere gav derefter dyrene foder med ølgær – en rig, naturlig kilde til chrom – hvorefter dyrene igen blev raske. Da kosten omsættes til simple sukkerstoffer i kroppen, var det en epokegørende opdagelse. Det var dog først i 1977, at man kunne demonstrere, at chrom også var essentiel for mennesker.

GTF
Betydningen af chrom førte til opdagelsen af et chromholdigt kompleks i kroppen, der siden er blevet kendt som glukose-tolerance-faktoren (GTF). Man mente at GTF bestod af tre aminosyrer og et B-vitamin. Problemet med GTF har været, at det aldrig er lykkedes at bevise eksistensen af GTF-molekylet. Derfor tror chrom-forskere ikke længere på eksistensen af GTF-molekylet i den oprindeligt tænkte konfiguration.

Chromodulin
I 1980erne hævdede forskere at have påvist eksistensen af et unikt krom-bindende molekyle kaldet chromodulin, som afviger en smule fra GTF men besidder de samme egenskaber. Chromodulin er kort fortalt det kompleks af aminosyrer, der er mest effektivt til at optage og udnytte chrom i kroppen. Det findes naturligt i flere fødevarer men i særlig høj mængde i gærceller.

Chrommangel forårsager blodsukkerproblemer
Der begyndte at dukke artikler op i den medicinske litteratur, som beskrev patienter med forskellige blodsukkerproblemer og fejlfunktioner i nervesystemet efter i længere tid at have fået sondenæring med et flydende præparat, som man mente indeholdt alle nødvendige næringsstoffer. Det gjorde det alligevel ikke, viste det sig, og chrommangel blev anerkendt som årsag til symptomerne, og patienterne kom sig efter tilskud med 150 mikrogram trivalent chrom.

Chrom blev siden et populært kosttilskud og organisk chromgær blev i modsætning til de uorganiske chromforbindelser anset for det mest effektive. I chromgær fodres ølgær med en uorganisk chromforbindelse som gæren derefter omdanner til organisk, letoptagelig chromgær.

Chromgær udfases
Med oprettelsen af EFSA (EUs organ for fødevaresikkerhed) i 2002 blev alle kosttilskud og heriblandt chromgær vurderet sikkerhedsmæssigt. Det medførte, at alle chromgærprodukter blev forbudt i 2007 med en overgangsperiode frem til udgangen af 2009, fordi ingen af de firmaer der fremstillede og forhandlede chromtilskud kunne skaffe den videnskabelige dokumentation, som EFSA forlangte og som viste, at chromgær opfylder alle EFSAs krav til sikkerhed. Konsekvensen var, at forbrugere i EU måtte tage til takke med chromprodukter, der var veldokumenterede sikkerhedsmæssigt men med en optagelighed, der var langt ringere end chromgær.

10 gange bedre optagelse
Først her i 2014 har EFSA fået al den dokumentation for sikkerheden ved chromgær, som rådet har efterlyst og som har medført, at vi fået chromgær tilbage på markedet. EFSA har i denne forbindelse set på optageligheden af en række andre chromforbindelser, som er ganske lav, det vil sige fra 0,1% til omkring 2%. Der er særligt to områder, der overrasker i EFSAs tal. Det ene er den lave optagelse af chrom fra vores mad på 0,5% til 3%, hvilket kun er en smule bedre end optagelsen fra uorganiske kosttilskud. Den anden overraskelse er, at chrom fra kromberiget ølgær optages helt op mod 10 gange bedre end de uorganiske chromforbindelser og, som vi kan se, bedre end chrom i vores kost. De tidlige erfaringer med chromgær som den bedste kilde til chrom har vist sig at holde stik.

Hvad er blodsukker?
Blodsukker er blodets indhold af glukose (druesukker). Det måles i millimol per liter (mm/l). Når vi spiser, nedbrydes maden til blandt andet glukose, hvorefter blodsukkeret stiger. Insulin fra bugspytkirtlen lukker i samarbejde med chrom blodets indhold af glukose ind i cellerne, hvorefter blodsukkeret falder. Normalt bevæger blodsukkeret sig inden for snævre grænser i løbet af dagen (imellem cirka 4-8 mmol/l).

Om chrom
Chrom er et grundstof og et metal. Det er også et livsvigtigt mikronæringsstof for mennesker men kun i form af såkaldt trivalent krom. Der findes også divalent- og hexavalent chrom, men disse chromforbindelser er giftige. Chrom medvirker ved kroppens optagelse af kulhydrater, proteiner og fedtstoffer. Det er dog bedre kendt, at chrom indgår i kroppens blodsukkerregulering. Uden chrom er hormonet insulin ineffektivt.

Ref.
EFSA Journal. Scientific Opinion on ChromoPrecise® cellular bound chromium yeast added for nutritional purposes as a source of chromium in food supplements and the bioavailability of chromium from this source 2012;10(11):2951.

Klik her for at søge mere info om chromgær

Skidt og kanel

Udgivet d. 20. december 2012

Risengrød uden kanel er for kedelig vil mange nok mene – og så er det en ingrediens med egenskaber der passer fint til den fede mad, vi spiser i juletiden.

Siger man kanel, tænker de fleste på det brune, velduftende krydderi vi kommer på risengrøden, og de tænker måske også på bagerens kanelsnegle, men kanel kan faktisk meget mere end at give bagerbrød og risengrød en eksotisk smag.

Kanel har været kendt og værdsat siden oldtiden. I Indien og andre dele af verden er kanel ikke en sæson-vare, men indgår sammen med andre krydderier i hverdagsmaden. Ikke alene tilfører kanel god smag til maden, kanel er også et ældgammelt lægemiddel som blandt andet bidrager til en god fordøjelse.

Effekt på mange slags mikroorganismer
Kanel modvirker også madforgiftning. Forskere ved Kansas State University har opdaget, at kanel dræber Coli-bakterier. Forskerne tilsatte ca. en million colibakterier til æblesaft samt en teskefuld kanel. Herefter fik kulturen lov at stå i tre dage. Da saften blev undersøgt opdagede forskerne, at 99,5 procent af colibakterierne var døde.
Kanelolie har vist svampehæmmende, antivirale, bakterie- og larvedræbende egenskaber. Blandt andet har forskning vist, at kanelolie er effektivt mod multiresistente stafylokokker samt en bakterie ved navn Bacillus cereus som forårsager fødevareforgiftning. Den findes naturligt i jorden, hvorfra den overføres til især vegetabilske fødevarer.

Kanel og blodsukker
I de senere år er kanel især blevet kendt for dets blodsukker-regulerende egenskaber. Forskning tyder på, at kanel muligvis vil kunne benyttes mod insulinresistens og type II (ikke-insulinkrævende) sukkersyge. I forsøg med mus og rotter har tilskud af kanel kunnet reetablere følsomheden over for insulin i deres fedtceller. Cellernes glukoseomsætning blev øget med faktor 20. Det skyldes kanelens indhold af Methyl-hydroxy-chalcon-polymer (MHCP) både påvirker cellernes insulinreceptorer og forstærker virkningen af insulin.

Forskning har vist, at indtagelse af risengrød tilsat 6 g kanel reducerer den stigning i blodsukkeret som følger efter et måltid, ligesom kanelen forsinker den tid det tager mavesækken at tømmes videre ud i tarmen, uden at det påvirker mæthedfølelsen.

Blod, fedt og kolesterol
Kanel har en mild anti-klumpende (blodfortyndende) effekt og kan også sænke blodets indhold af triglycerider, LDL- og totalkolesterol.

Kanelsneglens hemmelighed
I en ikke offentliggjort undersøgelse fandt forskerne, at kanel-snifning resulterede i en forbedret hukommelse. Deltagerne klarede huskeopgaver bedst efter at have snuset til kanel i forhold til andre eller ingen dufte.
Noget længere væk fra den videnskabelige evidens kan vi præsentere den oplysning, at kanel også er et naturligt afrodisiakum, altså at krydderiet kan benyttes til at fremme den mandlige erektion, og et rygte vil vide, at dronningen af Saba benyttede kanel til at forføre kong Salomon.

Commission E
I Tyskland blev der i 1978 dannet den såkaldte Commission E som gennemgik sikkerhed og virkning af 380 urter til terapeutisk brug. Commission E anerkender kanels anvendelse mod milde mavesmerter, som appetitstimulerende middel og til at lindre fordøjelsesbesvær.

Hvor kommer kanel fra?
Kanel kommer fra inderbarken af kaneltræet (Cinnamomum), som er i familie med laurbærtræet. Kaneltræet trives kun i et tropisk klima. Inderbarken skæres fra og tørres, hvorved den ruller sig sammen til små rør – heraf navnet fra det latinske canna, som betyder rør. Når rullerne er helt tørre pulveriseres de til stødt kanel. Der findes flere beslægtede kanelarter, for eksempel den meget fine og aromatiske Sri Lanka-kanel som de fleste foretrækker og så er der Kina-kanel (Cassia-kanel) som er mere skarp i smagen.
Af mindre grene og blade udvindes også kanelolie som bruges mod bakterie- og svampeinfektioner. Det har også betændelseshæmmende og blodtrykssænkende egenskaber. Olien indgår også i mindre mængde i cremer og parfumer. Kanelblomsterne anvendes også som krydderi.
En teskefuld kanel indeholder 28 mg calcium, over et gram fiber, knap 1 mg jern samt vitamin C, K og mangan. Kanels indhold af æteriske olier bidrager med duft og smag, især i form af eugenol og kanelaldehyd. Kanel indeholder derudover sukkerstof, mannit (et alkohol), garvestoffer, kumarin og harpiks.

Opbevaring
Kanel opbevares bedst mørkt, tørt og koldt. Kanelruller kan holde 2-3 år, hvis de opbevares under optimale forhold. Stødt kanel mister hurtigere sine aromastoffer og holder derfor kun omkring et halvt år.

Bivirkninger
På trods af alle fordelene ved kanel, bør vi begrænse anvendelsen. I større doser kan kanel medføre bivirkninger hos nogle personer. De fleste uønskede reaktioner på kanel er hududslæt, eller anden hudirritation i mund- eller maveslimhinden. Årsagen til at kanel ikke kan anbefales i store vedvarende doser er, at mængden af stoffet kumarin kan bliver for højt. Det er dog især Cassia-kanel, der indeholder kumarin, som belaster leveren. Derfor anbefaler fødevaremyndigheder, at 2-årige børn højst får 0,3 g kanel på deres grød. Den skadelige virkning forsvinder dog efter ophør med indtagelse.
Kanel fra Sri Lanka (Ceylon-kanel) indeholder kun lidt kumarin.

Mål og vægt
1/4 teske stødt kanel vejer ca. 0,5 g

Refs.

Warnke PH, et al. The battle against multi-resistant strains: Renaissance of antimicrobial essential oils as a promising force to fight hospital-acquired infections. Journal of Cranio-Maxillofacial Surgery 2009;37(7):392–97
Anderson RA, et al. A hydroxychalcone derived from cinnamon functions as a mimetic for insulin in 3T3-L1 adipocytes. J Am Coll Nutr 2001; 20(4): 327-36.
Anderson RA, et al. Isolation and characterization of polyphenol type-A polymers from cinnamon with insulin-like biological activity. J Agric Food Chem 2004; 52(1): 65-70.
Hlebowicz J, et al. Effect of cinnamon on postprandial blood glucose, gastric emptying, and satiety in healthy subjects. Am J Clin Nutr. 2007;85(6): 1552-56.
Imparl-Radosevich J. et al. Regulation of PTP-1 and insulin receptor kinase by fractions from cinnamon: implications for cinnamon regulation of insulin signalling. Horm Res 1998; 50(3):177-82.
Kahn A, et al. Cinnamon Improves Glucose and Lipids of People With Type 2 Diabetes. Diabetes Care 2003; 26(12): 3215-18.
Anderson, RA. Chromium and polyphenols from cinnamon improve insulin sensitivity. Proceedings of the Nutrition Society 2008;67(1):48-53.
Valero M, Salmeron MC. Antibacterial activity of 11 essential oils against Bacillus cereus in tyndallized carrot broth. International Journal of Food Microbiology 2003; 85(1-2):73-81.
Zoladz P, Raudenbush B, Lilley S. Cinnamon perks performance. Paper presented at the annual meeting of the Association for Chemoreception Sciences, held in Sarasota, FL, April 21-25, 2004.