Lev længere med fiskeolie

Sild

Fisk og fiskeolie er en del af opskriften på et langt liv.

Ældre mennesker med en høj indtagelse af omega-3 fedtsyrer har en samlet nedsat dødelighed med op mod 27%, og deres risiko for at dø af hjertesygdom er nedsat med hele 35%, viser ny forskning fra USA. De ældre med det højeste indhold af omega 3 i blodet, levede i snit 2,2 år længere end dem med de laveste niveauer.

Undersøgelsen fra Harvard School of Public Health og University of Washington blev offentliggjort 1. april 2013, men er ingen aprilsnar. Der har tidligere være udført en del forskning som har vist, at omega-3 fedtsyrerne EPA og DHA gavner hjerte og kredsløb samt andre undersøgelse, hvor resultaterne har givet et mere uklart billede.

Forskerene anvendte data indsamlet over 16 år af omkring 2.700 amerikanere over 65 år, som havde deltaget i en undersøgelse af hjerte-kar-sundheden og som derfor havde fået deres helbred og livsstil og tidligere sygehistorie grundigt undersøgt, således at forskerne var sikre på, at deltagerne var raske ved undersøgelsdens start.

Som noget nyt undersøgte forskerne forskellige biomarkører i forsøgsdeltagernes blod, hvorefter de blev i stand til at vurdere effekten af de forskellige typer omega-3 fedtsyrer separat.

Forskellige omega-3-fedtsyrer virker ikke helt på samme måde. Undersøgelsen viste, at det især er omega-3-fedtsyren docosahexaensyre (DHA) der er knyttet til en lavere risiko for koronar hjertesygdom. Den er på 40%. Ved arytmier, dvs. forstyrret hjerterytme er risikoen hele 45% lavere. Docosapentaensyre (DPA) er stærkest forbundet med en lavere risiko for slagtilfælde, og eicosapentaensyre (EPA) er stærkest forbundet med nedsat risiko for hjerteanfald med dødelig udgang.

Personer med meget lave værdier af omega-3 i blodet opnår den mest markante stigning ved at tage 400 mg fiskeolie dagligt. Ved yderligere indtagelse stiger blodets niveau langsommere

Ref.
Mozaffarian D, et al. Plasma Phospholipid Long-Chain w-3 Fatty Acids and Total and Cause-Specific Mortality in Older Adults – A Cohort Study. Ann Int Med 2013. E-pub ahead of print.

Sea food og hjerte-kar-dødelighed
Der er en omvendt sammenhæng mellem indtagelse af føde fra havet og dødelighed af hjerte-karsygdom. En høj indtagelse af Sea food og herunder af omega-3 giver en lav hyppighed af hjertekarsygdom og omvendt. På en global skala ligger Danmark i midten, hvor Bulgarien ligger i den ene ende med lav gennemsnitlig indtagelse af Sea food og høj hjerte-kar-dødelighed, og Japan ligger i den anden ende med høj indtagelse af Sea food og lav frekvens af hjerte-kardødelighed.

Om DPA
Docosapentaensyre (DPA) er en af de omega-3 fedtsyrer, vi ikke hører så meget om. Den gør sig dog også bemærket ved tilmed at eksistere i en omega-6-udgave

Mere fisk eller fiskeolie giver mindre allergi

Fisk_olie

Tilskud af omega-3 fedtsyrer fra fisk og tilskud er en nem måde at forebygge udvikling af allergi på.

En ny dansk undersøgelse har aktualiseret emnet fisk og fiskeolie til gravide som forebyggelse mod udvikling af allergiske sygdomme hos deres børn. Forskningen viser, at gravides kost og herunder mængden af fiskeolie har stor betydning for, om det kommende barn vil udvikle astma og allergi eller ej.

Ny dansk forskning tyder på, at gravide der spiser relativt meget fisk, sænker deres barns risiko for at lide af astma i syv-årsalderen med ca. 30% i forhold til gravide, der ikke spiser fisk. I den seneste undersøgelse har forskere fra Center for Føtal Programmering i Danmark i tre år forsket i påvirkning af fostre og disse påvirkningers betydning for børns sundhed. Forskerne har fulgt omkring 70.000 gravide, der i årene 1996-2003 udfyldte spørgeskemaer om deres kost.

Tilsvarende resultat med fiskeolie
I 2009 gav det store overskrifter, da en svensk, videnskabelig undersøgelse kunne vise, at gravide med familiær allergisk baggrund, der dagligt tog en kombination af opkoncentreret fiskeolie tilsat to B-vitaminer fra graviditetens 25. uge, fik en markant nedsat risiko for at få et barn med fødevareallergi eller allergisk eksem. Dagsdosis svarede til 2,7 gram omega-3 fedtsyrer dagligt.

Fisk og forurening
En del gravide er bange for at spise fisk på grund af risikoen for, at fiskene er forurenet med eksempelvis kviksølv og dioxin – og med god grund. Grænseværdien for indtagelse af kviksølv er blot 0,1 mikrogram per kilo kropsvægt om dagen, men selv koncentrationer under denne grænseværdi er sundhedsskadelige og nedsætter intelligensen. Anden forskning fra 2011 viser, at der ikke fødes børn med en intelligenkvotient højere end 100, hvis kviksølvindholdet i navlestrengsblodet er højere end 13 mikrogram/L.

Hvor danske sundhedsmyndigheder kun anbefaler gravide at spise højst 125 gram østersølaks om måneden, på grund af dets høje indhold af dioxin, fraråder de svenske myndigheder helt, at gravide spiser laks fra Østersøen.

En fordel ved de bedste fiskeolier er, at de i praksis er helt fri for de miljøgifte, som vi risikerer at finde i fisk.

Refs.

  • Maslova E, et al. Fish intake during pregnancy and the risk of child asthma and allergic rhinitis – longitudinal evidence from the Danish National Birth Cohort. Br J Nutr. 2013. E-pub ahead of print
  • Mahaffey KR, et al. Balancing the benefits of n-3 polyunsaturated fatty acids and the risks of methylmercury exposure from fish consumption. Nutr rev 2011;69(9):493-508
  • Furuhjelm C, et al. Fish oil supplementation in pregnancy and lactation may decrease the risk of infant allergy. Acta Paediatrica 2009;98(9):1461-7

Fiskeolie-fuser

Fisk

Danske fiskeolieprodukter er ikke sundheds-skadelige, og deres indhold af forurening er på grund af rensningen generelt lavere end hos fisk.

Var du en af de mange, der smed glasset med fiskeolie ud efter at have set udsendelsen Kontant sendt på Danmarks Radio november 2012 i den tro, at indholdet var fordærvet og dermed sundhedsskadeligt? I så fald var du for hurtig på aftrækkeren, idet det efterfølgende har vist sig, at der ikke er noget problem med danske fiskeolier.

På baggrund af den furore, som DR’s forbrugerprogram Kontant har skabt, gik DTU Fødevareinstituttet ind i sagen og har efterfølgende udsendt et responsum til de kritikpunkter, som forbrugerudsendelsen rejste om produktion og kvalitet af fiskeolier på det danske marked.

I DTUs responsum fremgår det blandt andet at

  • Fiskeolier til mennesker er ikke rådne eller mikrobiologisk fordærvede
  • Fiskeolie produceres på en sådan måde, at alle mikroorganismer fjernes fra råolien
  • Fiskeolier renses for uønskede stoffer
  • Ingen af de undersøgte olier var sundhedsskadelige i de relevante doser
  • Fiskeolier har et højt indhold af omega-3 fedtsyrer, som er sunde, idet de menes at kunne forebygge hjerte-kar-sygdom, sænke blodtrykket og blodets fedtindhold.
  • Derudover spiller de en vigtig rolle for vores hjernefunktion og for et normalt syn
  • Fiskeolie, der overholder fiskeoliebranchens egne værdier for harskhed, bevarer de sundhedsgavnlige effekter fra omega-3 fedtsyrerne

Olierne i en fisk begynder at oxidere straks efter at den er død. Vi kan således ikke helt undgå nogen grad af oxidering uanset kilden til vores omega-3 fedtsyrer. Olien skal dog være særdeles harsk, før den mister sin sundhedsgavnlige effekt. Hvor præcis den sundhedsskadelige grænse for oxidering af fiskeolie ligger, er ikke undersøgt. Blot ved vi nu, at de eksisterende grænseværdier ikke udgør noget sundhedsproblem – tværtimod.

Læs DTUs rapport om fiskeolier her

Klar effekt af fiskeolie – trods kritik fra forskere

Fisk-og-fiskeolie2

Omega 3 fedtsyrer fås fra fisk og fra tilskud. Ud over at være livsvigtige forebygger de en lang række sygdomme.

En ny såkaldt meta-analyse udgivet i tidsskriftet JAMA sår tvivl om effekten af fiskeolie. En nærlæsning af den originale artikel kan imidlertid afkræfte enhver tvivl om effekten af de sunde omega-3 fedtsyrer.

Så skete det igen: En videnskabelig artikel om kosttilskud går stik imod konklusioner fra stakkevis af artikler om emnet udgivet i videnskabelige tidsskrifter gennem årtier. Det seneste tilfælde af dette fænomen er endnu et eksempel på, hvordan man skræmmer en befolkning på et særdeles løst grundlag ved hjælp af såkaldte meta-analyser og konkluderer ud fra så omfattende materiale, at forskerne og medier ender op med at sammenligne ”æbler og pærer” og gøre hvidt til sort.

Årsagen kan koges ned til en kombination af en tvivlsom videnskabelig metode og sensations-journalistik. Resultatet bliver misinformation og i nogle tilfælde unødigt, udbredt ængstelse i befolkningen.

I en artikel udgivet i den amerikanske lægeforenings tidsskrift, JAMA (Journal of the American Medical Association), konkluderer en gruppe græske forskere, at tilskud af omega-3 fedtsyrer samlet set ikke er forbundet med hverken nedsat risiko for dødsfald (alle årsager), hjertedød, pludselig død, blodprop i hjertet eller slagtilfælde baseret på relative og absolutte mål.

Læs originalartiklen
Det tankevækkende er, at man får et helt andet indtryk end mediernes skræmmende overskrifter, når man læser artiklen i JAMA. Her fremgår det nemlig, at omega-3 fedtsyrer i virkeligheden formår at reducere alle dødsårsager på nær slagtilfælde – og efter normale statistiske sikkerhedsgrænser er hjertedødsfald faktisk nedsat signifikant.

Meta-analysers begrænsninger
Forskerne anvendte en meta-analyse, som er en metode hvor man samler data fra flere tidligere undersøgelser om emnet. Denne metode har en række svagheder og begrænsninger som er blevet ignoreret i den aktuelle analyse.

Æbler og pærer
Lad os kigge på grundlaget: Forskerne samlede data fra 20 tidligere undersøgelser, som samlet nåede op på mere end 68.000 deltagere. Der var tale om meget forskellige undersøgelser, som spændte over alt lige fra undersøgelser om kostrådgivning til placebo-kontrollerede undersøgelser. Alle mulige patientgrupper blev blandet, lige fra raske til nogle der har haft blodprop og lige fra små undersøgelser med 60 deltagere til nogle med mange tusinde deltagere. Derudover blev undersøgelser udført på europæere blandet med undersøgelser udført på japanere på trods af de meget store forskelle i livsstil og indtagelse af fisk, man finder i de to befolkningsgrupper.

I en metaanalyse kan man lægge en masse forskellige statistiske rammer over materialet og få lige så vidt forskellige svar. Det bør være klart for enhver, der ikke fortaber sig i den generaliserende statistik, at der må være forskel på, om man er ung eller gammel, om man er hjertepatient eller rask, om man får en høj eller en lav dosis omega-3 fedtsyrer, om man får lagt en kostplan med mere fisk eller om man får fiskeolietilskud og så videre. Man kan næppe heller forvente svar med samme troværdighed på hjertedød og andre alvorlige hændelser fra små studier med 60 eller 120 deltagere over et eller to år, hvor et hjertetilfælde må være yderst sjældent, som fra et studie med 12.000 deltagere over fire år, hvor man nok bedre kan stole på effekten!

Kvinder har mindre hjertesygdom
Det er for eksempel oplagt, at fiskeolie har større chance for at vise en virkning på europæere end på japanere, der jo i forvejen har langt lavere risiko for at få hjertesygdomme (på grund af deres forbrug af fisk) – og så endda japanske kvinder, der yderligere har en langt lavere statistisk risiko end mænd for at få hjertesygdom. I JAMA-artiklen kan man faktisk se, at fiskeolie virker fint med en statistisk signifikant nedsat risiko langt hen ad vejen. Resultatet bliver da også først ikke-signifikant, i det øjeblik man medtager en stor japansk undersøgelse med 18.645 japanere – heraf 12.786 kvinder. Hvem har lyst til at skulle konkurrere med japanske kvinder om at undgå hjertesygdom? De har da tabt på forhånd! Ydermere blev japanerne ikke behandlet med fiskeolie eller placebo (uvirksom behandling); de fik enten fiskeolie sammen med statiner eller statiner alene!

Statiner
Problemet med at medtage statiner i en undersøgelse af fiskeolie (omega-3) er, at statiner er en gruppe lægemidler der har vist at kunne nedsætte risikoen for hjertesygdom alene, hvorfor det er svært at fortolke resultatet fra dette og lignende undersøgelser, hvor der anvendes hjertemedicin.

Positiv effekt
Det er derfor svært at bruge denne sammenblanding til andet end at dyrke en interesse for komplicerede statistiske øvelser. Hvis man absolut SKAL bruge den til noget, kan man jo se på figur 4 i JAMA-artiklen side 1029. Her er det let at overskue, at hovedvægten af fiskeolie-effekten faktisk er positiv – som resultatet derfor også bliver. Det er blot ikke signifikant for alle typer hjertesygdom, men her er selektion og metode mere afgørende end effekten.

Det er i forvejen svært at lave kontrollerede forsøg med naturlige stoffer, da den kontrolgruppe man sammenligner med naturligt via kosten indtager ukendte mængder af de stoffer man ønsker at undersøge. Meta-analyser som denne gør det ikke bedre og slet ikke når medier forvrænger konklusionerne yderligere.

Til alle brugere af fiskeolietilskud er der blot at sige: Fortsæt trygt med dine tilskud. Du kan kun blive sundere!

Ref.
Rizos EC, et al. Association Between Omega-3 Fatty Acid Supplementation and Risk of Major Cardiovascular Disease Events: A Systematic Review and Meta-analysis. JAMA 2012;308(10):1024-33.

Fiskeolie hjælper måske mod hyperaktivitet

Fisk-og-fiskeolie2

Forskning tyder på gavn af fedtsyrerne i fiskeolie til børn med en ADHD-diagnose.

Hyperaktive børn kan måske blive hjulpet med et tilskud af omega-3 fedtsyrer, mener forskere.

Fiskeolie har en række sundhedsgavnlige egenskaber og ifølge forskere kan børn, der har fået stilet diagnosen ADHD (Attention-Deficit Hyperactivity Disorder) – også kendt som hyperaktivitet – blive hjulpet med et dagligt tilskud af fiskeolie. I oktober-udgaven af det videnskabelige tidsskrift Journal of the American Academy of Child & Adolescent Psychiatry konkluderer to forskere tilknyttet the Yale Child Study Center, at fiskeolie viser en moderat men statistisk signifikant effekt mod ADHD-symptomer. Deres konklusion er baseret på en meta-analyse (grundig sammenligning) af ialt 10 videnskabelige undersøgelser med sammenlagt 699 børn.

Meget sikkert at anvende
Forskerne understreger, at de lægemidler, der idag anvendes til lindring af ADHD-symptomer er mere effektive end fiskeolie. Til gengæld fører fiskeolie ikke til de bivirkninger, som typisk ses med de hyppigt anvendt lægemidler, og udgør derfor et godt og sikkert alternativ, der fortjener at blive udforsket grundigere. Forskerne påpeger ligeledes, at fiskeolie kan benyttes til at forstærke den syntetiske medicins virkning, ligesom fiskeolie kan anvendes af forældre, som ikke ønsker, at deres barn skal tage receptpligtig medicin.

Omega-3 fedtsyrer har forskellige virkningsmekanismer, hvoraf nogle er af potentiel gavn for ADHD-patienter. For eksempel har disse fedtsyrer anti-inflammatoriske egenskaber, som kan være med til at beskytte hjernecellerne. Ligeledes har omega-3 vist at have en positiv indvirkning på hjernens indhold af de to vigtige signalsubstanser serotonin og dopamin. Serotonin er vigtigt for ens velbefindende, og dopamin er vigtig for ting som indlæring, motivation, humør og opmærksomhed.

Kilde:
Journal of the Academy of Child & Adolescent Psychiatry, 2011;50(10):991-1000