Lev længere med selen og coenzym Q10

Udgivet d. 4. december 2023

En tilstrækkeligt selenindtagelse har vist sig at kunne forlænge levealder og livskvalitet. Hvis vi ikke får tilstrækkeligt selen fra kosten, er selentilskud en nem løsning.

Om Telomerer
Telomererne er strukturer der består af gentagne DNA-sekvenser, som sidder for enden af cellernes kromosomer. Telomerernes opgave er stabilisere cellernes DNA. Men hver gang cellen deler sig, bliver telomererne en bid kortere. Når telomererne efter et vist antal celledelinger er næsten slidt ned, vil cellen enten dø eller gå ind i et stadie, hvor den mister evnen til at dele sig og begynder at ældes.

Det er videnskabeligt accepteret, at der er en sammenhæng mellem længden af vores telomerer og vores livslængde. Tommelfingerreglen er, at jo længere vores telomerer er, desto længere livslængde. På den baggrund er det interessant, at en videnskabelig undersøgelse udgivet i tidsskriftet ”Nutrients” i 2022 har vist, at tilskud af selen og coenzym Q10 i 42 måneder nedsætter forkortelsen af cellernes telomererne markant.

I den omtalte undersøgelse benyttede forskerne blodprøver fra en tidligere undersøgelse kaldet KiSel-10 med selen og Q10. Forskerne målte længeden af telomerer i deltagernes hvide blodlegemer ved undersøgelsens start og ved den afslutning. Her kunne de fastslå, at gruppen der kavde fået de aktive stoffer i form af selen og Q10 havde opnået en mindre afkortning af deres telomerer end gruppen, der havde fået uvirksom placebo-tilskud.

Forskerne kunne også konkludere, at dette kombinerede tilskud havde nedsat hjerte-kardødeligheden hos deltagerne i aktiv-gruppen. Det hænger godt sammen med, at tidligere forskning har vist, at forkortning af telomerer er impliceret i oxidativ stress, inflammation, hjerte-kardødelighed og selve den overordnede aldringsproces. Faktisk var den biologiske alder reduceret med 16 år.

I undersøgelsen fik deltagerne, som var raske, hjemmeboende ældre svenskere, 100 mikrogram selen fra selengær og 100 milligram Q10 i kapselform to gange daglig hver dag.

Selen er et mineral vi får fra kosten. Selenet findes som et grundstof i landbrugsjorden og i grundvandet, hvorfra planterne optager det. Vi får selen ved at drikke vandet og spise planterne og/eller de dyr, der har spist planterne.

Problemet er, at landbrugsjordens indhold af selen er meget ulige fordelt verden over. Situationen er den, at der ikke er et eneste land i Europa, hvor landbrugsjorden indeholder tilstrækkeligt selen. I disse relativt selenfattige områder øges risikoen for, at kroppens selenkrævende enzymer ikke fungerer optimalt. Det nedsætter blandt andet kroppens evne til at forebygge kræft, neutralisere skadelige frie radikaler, forebygge hjerte-karsygdom og forbedre nyrernes kapacitet til at rense blodet.

Forskning fra Kina bekræfter betydningen af mængden af selen i landbrugsjorden. Kina er et land som både har områder med høje og lave mængde selen i landbrugsjorden. Dette forhold har gjort Kina til et velegnet land at studere effekten af selenindholdet i det lokale drikkevand og de lokale fødevarer på livslængde og livskvalitet. Denne forskning har tydelig vist en sammenhæng mellem områder med et moderat til højt selenindhold i vand og landbrugsjord og høj livslængde og -kvalitet.

I selenfattige områder vil selentilskud være en oplagt løsning, som vist af blandt andet professor Urban Alehagens forskning.

Refs.

Opstad TB, Alexander J, Aaseth JO, Larsson A, Seljeflot I, Alehagen, U. Selenium and Coenzyme Q10 intervention prevents telomere attrition, with association to reduced cardiovascular mortality—sub-study of a randomized clinical trial. Nutrients. 2022;14:3346.
The Medical Independent. Nov. 28, 2022:p15.
Li B, Liu X, Yu T, et al. Environmental selenium and human longevity: An ecogeochemical perspective. Chemosphere. 2023 Nov 10;347:140691.

Hvad er oxidativ stress?

Udgivet d. 17. september 2015

For få antioxidanter i forhold til mængden af frie radikaler i kroppen kan medføre oxidativ stress, som er årsag til en række sygdomme. Senest har oxidativ stress vist sig at være involveret i overvægt.

Vi støder ofte på begrebet oxidativ stress i tekster om vitaminer, mineraler og antioxidanter. Noget med stress lyder ikke ligefrem sundt, men hvad ligger der egentlig i denne benævnelse, som mange vitaminer og mineraler angiveligt er i stand til at modvirke?

For at forstå oxidativ stress er det nødvendigt først at definere de forskellige elementer, der er involverede i denne proces.
Oxidativ stress kan kort defineres som en forstyrrelse i balancen mellem frie radikaler i kroppen og antioxidanter.

Frie radikaler
Frie radikaler er atomer eller grupper af atomer som er meget reaktive, dvs. de er meget villige til at reagere med andre stoffer, fordi de mangler en elektron. Denne manglende elektron medfører, at det frie radikal stjæler stjæler en elektron fra et omkringliggende molekyle i kroppens celler, som derved bliver til et nyt, frit radikal der derefter stjæler en elektron fra et nyt molekyle osv. På denne måde kan disse frie radikaler starte kædereaktioner, der kan forvolde stor skade på cellevægge, proteiner, signalstoffer samt – værst af alt – arvematerialet i cellekernen, også selv om det enkelte, frie radikal kun når at eksistere i brøkdele af et sekund.

Ilt og frie radikaler er janushovede
Ilt og frie radikaler har det tilfælles, at vi ikke kan undvære dem, de er begge vigtige komponenter i livet, men på samme tid kan de skade vores helbred.
På trods af deres dårlige ry er frie radikaler er heller ikke udelukkende dårlige. Vi har blandt andet brug for en vis mængde frie radikaler i vores immunforsvar som et våben mod sundhedsskadelige mikroorganismer.

Luften vi indånder indeholder 21% ilt. Ilt er et meget reaktionsvilligt atom, som nemt reagerer med alt muligt, også med ting i kroppen hvor det gør mere skade end gavn. Ilt optræder som regel med to iltatomer som O2. Ilt indgår i vores stofskifte, hvor fødens kemiske energi omdannes til cellebrændstof i form af ATP. Problemet med atmosfærens ilt er, at det på grund af dets reaktionsvillighed nemt binder sig de forkerte steder. Vi danner med andre ord hele tiden iltradikaler i forbindelse med stofskiftet, så når stofskiftet øges, stiger mængden af frie iltradikaler tilsvarende.

Også tungmetaller kan bidrage med frie radikal-skader i kroppen. Det sker når et frit radikal kolliderer med disse metaller, hvilket ligeledes resulterer i en kædereaktion, der skaber millioner af nye, frie radikaler.

Ved de nævnte kædereaktioner af frie radikaler overføres der elektroner fra ét stof til et andet. Det samme sker ved såkaldt oxidering eller iltning, hvor et stof reagerer med ilt. Harskning er et eksempel på oxidering af et fedtstof, for eksempel af smørret på køkkenbordet eller fedt i kroppen. Harsk fedt i kroppen er usundt. Kolesterol bliver også først farligt, når det oxideres.

De enkelte celler kan fungere dårligt eller dø, hvis de skades af frie radikaler. For at forhindre de frie radikaler i at skade kroppen har den et forsvarssystem af antioxidanter.

Antioxidanter
Antioxidanter er stoffer – naturlige eller syntetiske – der svækker eller forhindrer oxidation. Det sker ved at de afgiver en elektron til det frie radikal, hvorved den skadelige kædereaktion stopper. Forskellen mellem en antioxidant og andre stoffer er, at en antioxidant er stabil nok til ikke selv at blive et frit radikal, selv om den mister en elektron. Skaden efter mødet med det frie radikal medfører dog, at den ikke længere kan fungere som antioxidant, men beskadigede antioxidanter kan også repareres af andre antioxidanter, så de kan genoptage deres antioxidantfunktion. Da hver celle i kroppen dagligt udsættes for tusindvis af angreb fra frie radikaler, siger det noget om vigtigheden af et godt antioxidantforsvar.

Coenzym Q10 – den perfekte antioxidant
Eksempler på næringsstoffer med antioxidantfunktion er C-vitamin, E-vitamin, B2-vitamin, vitamin B6 samt mineralerne selen, zink, kobber og mangan. En lang række plantestoffer, herunder betacaroten, fungerer også som antioxidanter. Coenzym Q10 er imidlertid nok den mest robuste antioxidant, fordi hele dette stofs opgave i forvejen består i at modtage og afgive elektroner ved at skifte mellem dets oxiderede og reducerede tilstand. Det bliver således ikke beskadiget af at afgive elektroner til frie radikaler, og det kan nemt forsyne eksempelvis beskadiget E-vitamin med manglende elektroner uden selv at miste effekt.

Konsekvenser af oxidativ stress
Hvis vi nu vender tilbage til den oxidative stress med for mange frie radikaler i forhold til antioxidanter, så det forårsager sygdom. Af miljøfaktorer der bidrager med frie radikaler i kroppen kan nævnes luftforurening, tobaksrøg, stråling, lægemidler, hårdt muskelarbejde og betændelse, men der er også andre faktorer. Hvis vores kost indeholder for få antioxidanter i forhold til det aktuelle behov, så vil antioxidantforsvaret overvældes.

Også overvægt medfører oxidativ stress
De sygdomme som sættes i forbindelse med oxidativ stress er eksempelvis øjensygdomme som grå stær og makuladegeneration hos ældre, kronisk ledegigt, hjerte-karsygdom som åreforkalkning og blodpropper, pletskaldethed, forskellige kræftformer og Alzheimers og Parkinsons sygdom.

Overspisning har været kendt som en væsentlig kilde til oxidativ stress. Senest har forskning bekræftet dette ved at vise, at konsekvensen af overspisning, som er overvægt, også medfører oxidativ stress. Det skræmmende er, at det kun tog forskerne to dage at fremkalde et forstadie til sukkersyge kaldet insulinresistens på sengeliggende raske personer. De fik dog hele 6000 kalorier om dagen, og efter en uge havde de taget 3,5 kg på. Forskerne mener også at have fundet mekanismen, idet de fandt tegn på, at de frie radikaler havde beskadiget et af kroppens sukkertransportmolekyler kaldet GLUT4. Det er i forvejen kendt, at senfølger af sukkersyge skyldes oxidativ stress.

Anti-aging
Antioxidanter er et stort hit indenfor det, der kaldes anti-aging. Med anti-aging menes udsættelse af de alderdomstegn som skyldes, at også Solens ultraviolette stråler danner frie radikaler, der beskadiger hudens bindevæv og danner rynker i huden. Også ophobede skader på DNA, som ikke bliver repareret, fremmer aldringsprocessen.

Refs.
Fusco D, et al. Effects of antioxidant supplementation on the aging process Clin Interv Aging. 2007; 2(3):377–87.
Betteridge DJ. What is oxidative stress? Metabolism. 2000;49(2 Suppl 1):3-8.
Boden G, et al. Excessive caloric intake acutely causes oxidative stress, GLUT4 carbonylation, and insulin resistance in healthy men. Science Translational Medicine 2015;7(304):304re7

Klik her for at søge mere info om antioxidanter og oxidativ stress

Supermotionister skader deres hjerte

Udgivet d. 2. januar 2013

Sundt? Ja, men med måde!

En supermotionist der løber 32 kilometer om ugen eller mere, har næsten lige så høj risiko for at dø som en person, der overhovedet ikke motionerer. For meget motion slider simpelthen på hjertet, viser ny forskning.

De der har troet, at siden motion er sundt, så er meget motion meget sundt, bør absolut læse videre.

En gruppe forskere ledet af Dr. Duck-Chul Lee fra University of South Carolina, USA, har undersøgt 52,656 raske motionister med en gennemsnitlig alder på 43 år. Cirka en fjerdedel var kvinder. Alle deltagere havde fået et medicinsk check i perioden 1971-2002. Efter en opfølgende undersøgelse af deltagerne ca. 15 år senere kunne forskerne konkludere, at de der løber 32 km om ugen og derover med en hastighed på 9-11 km i timen og hurtigere ikke opnåede nogen sundhedsmæssig gevinst i form af nedsat dødsrisiko.

Motion med måde
Det betyder ikke, at motion er usundt, men forskningen tyder på, at den bedste sundhedsmæssige gevinst af løb indfinder sig ved en løbedistance på mellem 16 og 22 km om ugen og at den ikke bør overstige 32 km om ugen.

Problemet med at løbe langt som eksempelvis et marathon-løb, der er på lidt over 42 km er, at hjertet i timevis skal sende fire gange mere blod rundt i kroppen end normalt. Det kan skade hjertet og danne arvæv, som igen kan medføre hjerterytmeforstyrrelser.

Den første Marathon-løber døde
Man kunne få den tanke, at der ligger et formanende, profetisk fingerpeg i, at den græske soldat der i år 490 f.Kr. ifølge overleveringen løb de ca. 42 km fra Marathon til Athen med nyheden om, at Athens talmæssigt underlegne hær havde formået at fordrive en langt større persisk invasionsstyrke, faldt død om efter at have afleveret sit budskab.

Motion og oxidativ stress
Baggrunden for den skade som hård motion har på især hjertet er, at motion og især hård motion øger kroppens iltoptagelse, især i hjertet og i kroppens bevægemuskler. Det meste ilt bliver udnyttet i cellernes små energiproducerende mitokondrier, men en lille procentdel af kroppens ilt danner sundhedsskadelige frie radikaler, brintoverilte og andre ilt-forbindelser

Regelmæssig motion vil dog langsomt forbedre kroppens forsvar mod de frie radikaler som motionen forårsager. Ved hjælp af række forskellige antioxidanter i form af E-vitamin, C-vitamin og betacaroten, et peptid kaldet glutahation og andet vil kroppen afbøde skadevirkningerne fra disse reaktive iltforbindelser. Men altså kun til et vist niveau. Når graden af motion og dermed skadelige iltforbindelser overstiger kroppens antioxidant-kapacitet, får vi såkaldt oxidativ stress.

Det er årsagen til at supermotionister mister den sundhedsmæssige gavn af deres anstrengelser.

Også personer der ikke er supermotionister, kan skade deres krop ekstraordinært, hvis de dyrker hård motion efter længere tids inaktivitet. For eksempel ved at løbe hårdt en enkelt gang om ugen. Det skyldes at den utrænede ikke kan præstere det samme antioxidantforsvar som en person i god kondition kan.

Refs.
Lee J, et al. Running and all-cause mortality risk: is more better? . Med Sci Sports Exerc .2012;44(6):990–94
Ji LL: Free radicals and exercise: implication in health and fitness. J Exerc Sci Fit 2003, 1:15-22.