Multivitaminer gavner mere end du tror

Pillsandcapsules

Forskerne kan nu bekræfte mange menneskers erfaringer og mavefornemmelse, at det gavner at tage et dagligt multivitamintilskud.

Mange tager en daglig multivitamin – nogle gør det blot for en sikkerheds skyld – og det viser sig at være en rigtig god ide. Selv om multivitaminer med eller uden mineraler fra tid til anden er blevet udråbt som overflødige, peger forskning på klare fordele i at supplere kosten. Senest har et forskningsprojekt fra USA vist, at kvinder kan nedsætte deres risiko for hjertesygdom med mere end 35% med en daglig multivitamin med mineraler i mere end tre år.

Undersøgelsen blev lavet af Dr. Regan Baily og kolleger fra en række sundhedsinstitutioner i USA. Forskerne analyserede data fra NHANES III-undersøgelsen, der foregik i perioden 1988-1994. Herfra indgik data fra 8678 personer i alderen 40 år som ikke tidligere havde haft hjerte-karsygdom.

Data viste, at over en gennemsnitlig opfølgningsperiode på 18 år, var der ingen overordnet sammenhæng mellem brugere og ikke-brugere af multivitamin og mineraltilskud. Men da forskerne fokuserede på, hvor længe brugerne havde taget deres tilskud fandt de, at risikoen  var reduceret med 35% hos personer som havde brugt multivitamin-mineraltilskud i mere end tre år sammenlignet med ikke-brugere, men denne sammenhæng gjaldt kun for kvinder, ikke mænd.

Også gavn for mænd
En tilsvarende, manglende effekt af multivitaminer mod hjerte-karsygdom er tidligere set for mænd i en undersøgelse kaldet PHS II, hvor der indgik 14.641 mandlige læger. Til gengæld viste denne undersøgelse at  multivitaminerne  med høj statistisk sikkerhed nedsatte deres risiko for at udvikle kræft med otte procent. Undersøgelsen viste samtidig, at hos de forsøgsdeltagere, der tidligere havde haft kræft, blev deres risiko for at dø af kræft nedsat med hele 27%. Dette resultat var næsten statistisk sikkert (marginalt).

En mindre, dobbelt-blindet undersøgelse fra 2005 af Dr. Klaus Witte og kolleger viste, at ældre patienter der tog multivitaminer med Q10 ud over deres lægeordinerede medicin i en periode på ni måneder forbedrede deres hjertefunktion og livskvalitet.

Synergiske effekter af næringsstoffer
Når man tager mange aktive stoffer samtidig, ved man ikke hvilke af stofferne der virker, om det kun er nogle få eller kombinationen af få eller mange stoffer, der er ansvarlig for virkningen. Derfor foretrækker forskere normalt kun at lave undersøgelser med ét eller kun få aktive stoffer. Alligevel kan det i nogle tilfælde være uhensigtsmæssigt eller blot mindre effektivt kun at benytte et enkelt stof til at korrigere for et enkelt symptom i tilfælde hvor der er flere forskellige symptomer. De aktive næringsstoffer i multivitaminer har synergiske effekter som kan forbedre stoffernes nyttevirkning i kroppen. Man får således ikke de samme resultater ved at undersøge de enkelte vitaminer og mineraler hver for sig, som hvis de undersøges i kombination.

Fra undersøgelser med enkelte næringsstoffer ved vi, at nogle af disse stoffer er bedre dokumenteret end andre mod eksempelvis hjerte-karsygdom. De mest imponerende resultater er opnået med coenzym Q10, hvilket er set i Q-symbio- og KiSel-10 undersøgelserne. Der er god synergi mellem Q10 og selen og aminosyren carnitin. Andre stoffer der på forskellig vis har vist at kunne gavne hjertefunktionen er for eksempel magnesium, vitamin C, vitamin D, vitamin E samt zink. Vi ved også, at svær mangel på vitamin B1 forårsager hjertesvigt.

Refs.
Bailey RL, et al. Multivitamin-Mineral Use Is Associated with Reduced Risk of Cardiovascular Disease Mortality among Women in the United States. The Journal of Nutrition 2015. Epub ahead of print.
Gaziano JM, et al. Multivitamins in the Prevention of Cancer in Men. The Physicians’ Health Study II Randomized Controlled Trial. JAMA 2012;308(18):1871-80.
Witte K.K.A, et al. The effect of micronutrient supplementation on quality-of-life and left ventricular function in elderly patients with chronic heart failure. Eur Heart J. 2005;26(21):2238-44.
Mortensen SA, et al. The effect of coenzyme Q10 on morbidity and mortality in chronic heart failure: results from Q-SYMBIO: a randomized double-blind trial. JACC Heart Fail. 2014;2(6):641-9.
Alehagen U, et al. Cardiovascular mortality and N-terminal-proBNP reduced after combined selenium and coenzyme Q10 supplementation: a 5-year prospective randomized double-blind placebo-controlled trial among elderly Swedish citizens. Int J Cardiol. 2013;167(5):1860-6.

Klik her for at søge mere info om emnet