Kommende mangel på et kræftforebyggende mineral?

Jordens indhold af det livsvigtige mineral selen er begrænset og bør administreres med omtanke, lyder det fra en gruppe forskere.

Jordens indhold af det livsvigtige mineral selen er begrænset og bør administreres med omtanke, lyder det fra en gruppe forskere.

”Vi er nødt til at varetage klodens sparsomme forekomster af selen meget omhyggeligt”, skrev en gruppe forskere i et videnskabeligt tidsskrift tilbage i 2007. Grunden til forskernes bekymring er det uheldige sammenfald, at selen på den ene side er livsvigtigt mineral og sporstof for mennesker, der blandt andet forebygger flere kræftformer, og på den anden side er et meget efterspurgt mineral til industrielle formål. Industriens efterspørgsel er tilmed stigende globalt set. I landbrugsjorden er mængden af selen ulige fordelt, og forskellige grader af selenmangel i befolkninger er udbredt verden over. Man kan vælge at tilsætte selen til gødning for at løse problemet, som man gør i Finland, men for at udnytte den sparsomme mængde selen optimalt burde man i stedet give det i form af tilskud til dyr og mennesker i de selenfattige områder, er konklusionen.

I Jordklodens sammensætning af grundstoffer er ilt det mest forekommende og silicium er nummer to. Vi skal helt ned på plads nr. 69 for at finde selen i denne tabel. Jordens selenindhold er dog ulige fordelt, idet det varierer globalt fra intet til 1250 mg/kg.

Selen udvindes ikke alene, men som et biprodukt af kobberudvinding. Det anvendes i industrien blandt andet som halvledere, som affarvningsmiddel i glasproduktionen og i fotoreceptorer i kopimaskiner.

Store forskelle på selenindtagelsen
Den gennemsnitlige, daglige seleniumindtagelse i Europas befolkninger går fra 27 – 70 µg. Sammenlign dette med den gennemsnitlige, daglige indtagelse i USA: 106 µg, og Venezuela: 200-350 µg. Sådanne forskelle afspejler sig også i det meget varierende selenindhold i mennesker verden over. Vi finder værdier på 3 mg i new zealændere og 14 mg i nogle amerikanere.

At bo i et lav-selenområde vil sige, at landbrugsjorden enten ikke indeholder ret meget selen, eller at planterne ikke optager selen fra jorden eller en kombination af disse. Det er faktorer som hvilken type uorganisk selen der findes i jorden, klimaet, mængden af organiske stoffer i jorden, temperatur, pH osv, der spiller ind. Her finder vi samtidig forklaringen på, at mennesker kan lide af selenmangel. Det gælder ikke mindst for store dele af Europa og ikke mindst for Danmark, hvor vores selenindtag kan kaldes suboptimalt.

Selen-fødekæden
Selen er ikke et livsvigtigt mikronæringsstof for planter, omend det kan forbedre deres vækst. Planter optager selen fra jordbunden i form af uorganiske grundstofsalte, primært selen-selenat og i mindre grad -selenit. Planterne indbygger derefter det optagne selen og konverterer det til forskellige organiske selenforbindelser som især selenomethionin og i mindre grad selenocystein samt andre selenforbindelser. Disse selenformer indgår i planternes proteinstoffer. Mennesker får selen ved at spise disse planter eller fra dyr, som har spist disse planter.

I kroppen indgår selen i en række forskellige selenoenzymer som blandt andet har stor betydning for vores beskyttelse mod oxidative skader på cellerne, hjerte-karsygdom, vores stofskifte,  immunforsvar og dermed beskyttelse mod visse kræftformer, for sædkvaliteten samt for vækst af hår og negle.

De mest selenfølsomme selenoenzymer kræver ifølge amerikanske forskere en del mere selen for at fungere optimalt end de 38 – 47 µg, som vi ifølge EFSA får fra kosten i Danmark. Selv en sund og varieret, gennemsnitlig, dansk kost vil ikke kunne honorere så højt et selenindtag. Et indtag svarende til den oprindelige ADT-værdi på 125 µg selen ville derimod være velegnet til at opnå dette.

Håndtering af selenmangel i de nordiske lande
I slutningen af 1970erne og begyndelsen af 1980erne blev en daglig selenindtagelse på mellem 50 og 200 µg anset for at være sikker og tilstrækkelig i USA.

I Danmark have man på det tidspunkt ingen anbefalet dagligt tilførsel for selen. Man tog derfor den lave og den høje grænseværdi fra USA og lagde sammen og dividerede med to. Resultatet blev den nævnte første danske anbefalede daglige tilførsel (ADT) på 125 µg, der ligesom i USA blev vurderet til at være både sikker og forebyggende.

I Norge var det gennemsnitlige selenindtag på det tidspunkt ca. 70-80 ug / dag, hvilket var højt nok til at nå indenfor de amerikanske anbefalinger.

I Finland nåede man kun op på ca. 30 ug / dag, og i Sverige stod det ikke meget bedre til end i Finland. Finland og Sverige greb deres mangelsituation meget forskelligt an. I Finland vurderede man, at befolkningens lave selenindtag ville medføre en markant stigning i antallet af dødsfald relateret til hjertesygdom. Derfor besluttede man at tilsætte selen til kunstgødningen. Det var man imidlertid ikke interesseret i at gøre i Sverige. Da en nordisk ekspertgruppe prøvede at få indført fælles nordiske anbefalinger for selenindtagelse, besluttede gruppen i stedet for at følge de amerikanske anbefalinger, at sænke ADT-grænsen således, at den gennemsnitlige svenske selenindtaglse ikke lå under de fælles nordiske anbefalinger. I dag er disse fælles nordiske anbefalinger for selen på 55 µg, hvilket er meget tæt på den oprindelige lave grænseværdi.

Gødning med selen versus direkte tilskud
Den årlige produktion af kunstgødning er omkring 155.057.000 ton. Hvis man tilsætter selen til gødningen i  en størrelsesorden 10 ug pr kg gødning, vil være behov for omkring 1.500 ton årligt, hvilket er omkring halvdelen af verdens selenproduktion.
Man kan også give selen direkte til dyrene, enten via tilskud til foderet eller via orale kosttilskud metoder, hvis planterne mangler selen.

Forskellige dyr kræver forskellig mængde selen. Ved et gennemsnit på 0,1 ug/kg foder (tørstof), og en gennemsnitlig indtagelse af foder til små og store husdyr på 2 kg (tørstof) pr dag, kræves ca. 0,2 ug selen per dyr per dag eller omkring 0,1 g om året. Hvis cirka 1 milliard dyr får tilskud, vil der være behov for omkring 100 ton eller omkring 4% af den årlige selenproduktion.

Hvis vi antager, at omkring en tredjedel af verdens befolkning på 6,5 mia. vil have fordel af et dagligt tilskud på 100 µg selen, vil der være behov for 72 ton. Indregnes et vist spild af fødevarer, skal vi regne med ca. 100 ton. Det er kun omkring 4% af verdens årlige selenproduktion. Det er derfor nemt at indse, at denne måde at udnytte et sparsomt mineral på, er mere effektiv end gødningsmetoden. Man kunne også overveje at forske i mere effektive måder at selenberige planter på.

Lidt selen med store konsekvenser
Hvis en tredjedel af verdens befolkning på 6,5 mia tog en daglig selentablet med 100 µg selen, ville det kun udgøre ca. 3% af den samlede årlige selenproduktion, og hvis alle danskere gjorde det, ville vi alle vores selenoproteiner fungere optimalt med hvad deraf følger.

Referencer
Haug A, et al. How to use the world’s scarce selenium resources efficiently to increase the selenium concentration in food. Microb Ecol Health Dis. 2007;19(4):209-28.
McCann JC, Ames BN. Adaptive dysfunction of selenoproteins from the perspective of the triage theory: why modest selenium deficiency may increase risk of diseases of aging. FASEB J. 2011;25(6):1793-814.
Selenium-enriched yeast as source for selenium added for nutritional purposes in foods for particular nutritional uses and foods (including food supplements) for the general population. Scientific Opinion of the Panel on Food Additives. The EFSA Journal (2008) 766, 1-42.

Klik her for at læse mere om selens virkninger på helbredet