Chrom og magnesium mindsker insulinresistens

Pixabay_Research

Inden for forskning foretrækkes forsøg med enkelte næringsstoffer, da det er nemmere at gennemskue hvad der virker, men i kroppen virker næringsstoffer sammen, hvorfor kombinationer af flere næringsstoffer i mange tilfælde ville være at foretrække.

En videnskabelig undersøgelse fra Kina har vist, at ved at kombinere tilskud af chrom med tilskud af magnesium opnås en mere effektiv nedsættelse af insulinresistens end hvis disse to næringsstoffer tages hver for sig.

Der indgik 120 deltagere i undersøgelsen med en gennemsnitsalder på ca. 55 år og et BMI på over 24. Alle deltagere modtog kostvejledning, hvor budskabet var, at de skulle spise en kost med et lavt indhold af sukker og fedt, afholde sig fra at ryge og drikke større mængder alkohol samt gå 6000 skridt hver dag i de tre måneder, som undersøgelsen varede.

Deltagerne blev delt i fire grupper á 30 deltagere. Gruppe 1 fik uvirksomme placebotabletter og fungerede som kontrolgruppe. Gruppe 2 fik et dagligt tilskud med 160 mikrogram chrom fra chromgær. Gruppe 3 fik et dagligt tilskud med 200 mg magnesium fra magnesiumcarbonat, og gruppe 4 fik kombinationsbehandlingen i form af 160 mikrogram chrom og 200 mg magnesium dagligt. Ingen forsøgsdeltagere vidste, hvad de tabletter indeholdt, som de spiste hver dag.

Der  var ingen betydende forskelle i forhold til vægt, højde samt indhold af chrom og sukkertransportproteiner i blodet på starttidspunktet i de fire grupper.

Konklusion
Efter tre måneder kunne forskerne konkludere, at gruppe 4, der kan fået kombinationen af chrom- og magnesiumtilskud forbedrede deres insulinresistens mere effektivt end deltagerne i gruppe 2 og 3 der udelukkende havde fået henholdsvis chrom og magnesium.

Hvorfor virker det?
Som en forenklet forklaring på den kombinerede virkning af chrom-magnesium på insulinresistens peger undersøgelsen på at chrom-magnesium regulerer udtrykket af gener, der koder for vigtige dele af  insulinreguleringen.

Ref.
Dou M, et al. Combined chromium and magnesium decreases insulin resistance more effectively than either alone. Asia Pac J Clin Nutr. 2016;25(4):747-53.

 

Om insulinresistens
Ved insulin-resistens er insulinets effekt på cellernes glukoseoptagelse i specielt musklerne nedsat. Tilstanden øger risikoen for fedme, type 2-sukkersyge, forhøjet blodtryk, hjertesygdom og polycystisk ovariesyndrom.

Om chrom
Chrom er nødvendigt for kroppens omsætning af glukose, protein og fedtstoffer. Det øget effekten af insulin, hvis opgave det er at lukke næring ind i cellerne i form af sukkerstoffer. Indtagelse af jern hæmmer optagelse af chrom. Præparater baseret på chromgær har vist den bedste optagelighed, faktisk også bedre end chrom fra kosten.

Om magnesium
Magnesium spiller en vigtig rolle i kroppens stofskifte ved at indgå i flere hundrede forskellige enzymfunktioner. Det er tidligere vist, at en øget magnesiumindtagelse er knyttet til et lavere fasteblodsukker og insulinniveau samt en nedsat risiko for at udvikle type 2-diabetes.

 

Klik her for at søge mere information om chrom, magnesium og blodsukker

Magnesium godt til mange ting

Magnesium

En tilstrækkelig magnesiumindtagelse er med til at sænke blodtrykket og nedsætte risikoen for iskæmisk hjertesygdom

Tre nye videnskabelige undersøgelser viser henholdsvis, at magnesium i kosten og som tilskud nedsætter risikoen for hjerte-karsygdom, det sænker blodtrykket hos gravide og det sænker risikoen for at udvikle insulinresistens, som er et forstadie til type -2-sukkersyge.

Mindre risiko for hjerte-karsygdom

En ny undersøgelse udgivet i American Journal of Clinical Nutrition konkluderer, at ved at spise magnesiumrige fødevarer eller ved at tage tilskud af magnesium, kan man reducere risikoen for hjerte-karsygdom og herunder iskæmisk hjertesygdom, en tilstand hvor hjertets blodforsyning er nedsat.

Undersøgelsen var en metaanalyse af ialt 16 tidligere undersøgelser som omfattede 313.041 personer og 11.995 med hjerte-karsygdom, 7534 med iskæmisk hjertesygdom og 2686 med kritisk hjertesygdom.

Metaanalysen viste, at magnesium fra kosten med høj statistisk sikkerhed reducerede risikoen for iskæmisk hjertesygdom. En stigning på 200 mg magnesium om dagen var knyttet til 22% lavere risiko for iskæmisk hjertesygdom. Cirkulerende magnesium i blodet, som også repræsenterer den mængde der optages fra tarmen samt nyrenes regulering, sænkede med højt statistisk sikkerhed risikoen for hjerte-karsygdom og trak i retning af også at sænke risikoen for iskæmisk hjertesygdom og kritisk hjertesygdom. En stigning i blodet på 0,2 mmol/L magnesium var knyttet til 30% lavere risiko for hjerte-karsygdom.

Magnesium virker på hjertekarsygdom ved at øge karvæggens evne til at  kunne udvides, ved at forbedre fedtstofskiftet, reducere inflammation og hæmme blodpladernes funktion. Magnesium er desuden en vigtig elektrolyt der er nødvendig for hjertets normale elektriske aktivitet, den såkaldte sinusrytme.

Førstegangsfødende sænker blodtrykket

En gruppe forskere fra Sverige og Tyskland ønskede at undersøge om blodtryksforhøjelse i den sidste del af førstegangsfødenes graviditet kunne undgås med tilskud af magnesium. Undersøgelsen var et dobbelt-blindet lodtrækningsforsøg med 137 kvinder. 61 kvinder med et indhold af calcium i urinen som var 7,5 mmol/L eller derover deltog. Halvdelen fik 300 mg organisk magnesium fra uge 25. Den anden halvdel fik placebo. Derudover indgik 78 kvinder som ingen behandling fik.

Undersøgelsen viste, at magesium virker bedst på hvileblodtrykket og efter nogen tid. Magnesium-gruppens gennemsnitlige hvileblodtryk i uge 37 var signifikant lavere end placebogruppens. Det viste sig også, at et høj udskillelse af calcium i urinen ikke gav en øget risiko for forhøjet blodtryk. Det gjorde derimod en høj udskillelse af magnesium. Resultatet er i overensstemmelse med tidligere undersøgelser.

Forhøjet blodtryk er almindeligt under en graviditet og optræder i op til 10% af alle graviditeter. Almindeligvis falder blodtrykket under første trimester og når et lavpunkt midt i graviditeten, hvorefter det vender tilbage til niveauet før graviditeten. I nogle tilfælde stiger blodtrykket gradvist fra graviditetens 30. uge. Hvis det overstiger 140/90 betegnes det graviditetsinduceret hypertension.

Mangel på C- og D-vitamin er også risikofaktorer.

Om svangerskabsforgiftning
Vi ved ikke hvorfor svangerskabsforgiftning opstår. En teori er, at de gener, som fosteret har fået fra faderen, belaster moderen mere end de gener, som fosteret har fået fra sin mor. Faderens og moderens gener skal så at sige ”forhandle” om sammen at danne moderkagen, der styrer, hvor meget næring fosteret får. Resultater tyder på, at det er graviditetens tre første måneder, som er afgørende for at få en velfungerende moderkage. Her er det en fordel, hvis moderens gener sætter de afgørende grænser.
Hvis faderens gener derimod er for stærke, bliver de ved med at få moderens blodtryk til at stige for at presse mere næring igennem til fosteret. Det kan føre til egentlig svangerskabsforgiftning eller dårligere helbred hos barnet senere i livet.

Kilde.
Københavns Universitet nyheder 23.02.2013


Magnesium bedrer insulinresistens

Endelig har en undersøgelse fra Newfoundland i Canada vist, at jo højere magnesiumindtagelsen er, desto mindre bliver forekomsten af insulinresistens. Denne virkning er mest markant hos overvægtige og fede mennesker samt hos kvinder før klimakteriet end hos gennemsnittet af befolkningen.

Der indgik 2295 forsøgsdeltagere af begge køn i undersøgelsen, som blev grundigt undersøgt. Deres kost blev vurderet ved hjælp af et 124 punkt-spørgeskema, de fik målt deres fysiske aktivitet, deres vægt, BMI, andel af kropsfedt, muskelmasse, knogletæthed, samt blodets indhold af glukose, magnesium og insulin. Derudover indgik data om deres demografiske, personlige, familiemæssige og medicinske historie.
Der var kæmpe forskel på deltagernes magnesiumindtagelse som spændte fra 33 mg dagligt til 2493 mg dagligt.

Om insulinresistens og magnesium
Ved insulinresistens ændres cellernes overflade receptorer og de bliver resistente over for insulin og lukker derfor ikke glukose ind i cellerne. Bugspytkirtlens betaceller øger deres insulinproduktion for at få cellerne til at lukke glukosen ind så blodsukkeret kan blive normalt, hvilket blot yderligere bidrager til forhøjet blodsukker. Uopdaget insulinresistens kan føre til type 2 sukkersyge.

Magnesium er den næstmest forekommende kation i vores celler. Kationer er elektrisk, positivt ladede partikler. Magnesium fungerer som cofaktor for mange enzymer involveret i glukosestofskiftet. Magnesium spiller også en vigtig rolle i insulinets funktion, og insulin stimulerer magnesiumoptagelsen i insulinfølsomt væv.

Om magnesium
Mineralet magnesium får vi primært fra grøntsager og kornprodukter, men nødder, frø og mandler indeholder mest. Ifølge de officielle anbefalinger bør vi indtage mindst 375 mg magnesium om dagen. Magnesium er nødvendigt for vores energistofskifte, elektrolytbalance, celledeling, hjertefunktion og muskler, nervesystem, knogler og tænder, dannelse af proteiner og vores mentale velbefindende

 

Refs.
Del Gobbo LC, et al. Circulating and dietary magnesium and risk of cardiovascular disease: a systematic rewiew and meta-analysis of prospective studies. Am J Clin Nutr 2013. E-pub ahead of print

Bullarbo M, et al. Magnesium supplementation to prevent high blood pressure in pregnancy: a randomised placebo control trial. Arch Gynecol Obstet. 2013. E-pub ahead of print

Cahill F, et al. High Dietary Magenesium Intake Is Associated with Low Insulin Resistance in the Newfoundland Population. PLOS ONE 2013;8(3)e58278