Desværre er viljestyrke ikke altid nok, når man kæmper mod trangen til slik og for meget fedende og usund mad. Et dagligt tilskud af gærchrom og kaliumrig kost kan udgøre hele forskellen mellem succes og fiasko.

De der kæmper med et ustabilt blodsukker vil opleve en pludselig trang til søde sager, der kan være næsten umuligt at modstå. Uanset hvor hårdt de prøver, tvinger trangen til noget sødt dem til at snacke chokolade, slik eller kage og det går naturligvis ud over både vægten og figuren, men også psyken i de perioder, hvor det svingende blodsukker er i bund. Men med enkle tiltag i form af kaliumrig kost og tilskud af mineralet chrom er det muligt at stabilisere sit blodsukker og dermed standse en uhæmmet sukkertrang.

To mineraler der tager trangen til sukker
Et af problemerne ved at indtage store mængder sukker, alkohol og andre såkaldt højglykæmiske fødevarer er, at de omsætter livsvigtige mineraler og vitaminer, primært B-vitaminer, og fra mineralgruppen er der især to mineralmangler, der knytter sig til lavt blodsukker og en overdreven trang til søde sager, også kaldet cravings, og det er chrom og kalium.

Ikke et slankeprodukt
Nu kunne man forledes til at tro, at chromtilskud er et slankemiddel, men det er det ikke. Selv om det er rigtigt, at chrom hjælper med at holde blodsukkeret inden for normalområdet og dermed gør det muligt at stoppe med at fylde sig med slik, så virker krom i sig selv ikke slankende. Den slankende virkning skyldes den ovennævnte, indirekte virkning på trangen til sukker og søde sager.

Hvad er chrom?
Chrom er et såkaldt sporstof, hvilket betyder det findes i spormængder i vores kost. Det daglige behov for krom er noget eksperter kan ikke rigtig kan blive enige om, men det hævdes at ligge mellem 50-200 mikrogram dagligt. Fra kosten får vi krom fra krydderier, kød, visse grøntsager og ost.

Sådan virker chrom
Mineralet chrom – staves også krom – samarbejder med hormonet insulin om at lukke blodsukkeret ind i kroppens celler. Insulin, som dannes i bugspytkirtlen, påvirker cellereceptorer på cellernes ydersiden, og chrom indgår i et kompleks der samtidig påvirker cellereceptorer på cellernes inderside. Uden chrom bliver insulinets funktion derfor utilstrækkelig i bestræbelsen på at åbne adgangen for det sukker som cellerne skal bruge til deres stofskifte.

Chrom optages ikke let fra kosten.
Chrom der skal bruges til at regulere blodsukkeret skal tages som tilskud. Mere præcist bør det tages som gærchrom, idet optagelse af chrom både fra kosten og fra gængse tilskud er lav. Gærchrom har derimod en optagelighed i kroppen der er op til 10 gange bedre end almindelige, uorganiske former for chrom. Selv optageligheden af chrom fra vores kost er ganske ringe i forhold til gærchrom.

Kalium også vigtigt
Uden mineralet kalium kan vi ikke deponere sukker i muskler og lever til senere brug. For hvert sukkermolekyle vi deponerer, skal vi bruge et kaliummolekyle.. Hvis vi får for lidt kalium i vores kost, øges vores sukkertrang, fordi kroppens evne til at deponere sukker er nedsat og vi danner mere kropsfedt. Med andre ord, vi bliver overvægtige.

Mangler vi kalium opstår der ligesom med chrommangel sukker-cravings. Den daglige mængde kalium der kræves svarer typisk til indholdet i syv stykker grøntsager. I leveren sørger hormonet IGF for at hæve blodsukkeret, når vi ikke får mad ved at frigive sukkerdepoter til blodet.

Gode kilder til kalium er grøntsager, og især kål er i denne sammenhæng godt. Frugt indeholder også kalium, men kan være problematisk i denne sammenhæng ved at indeholde for meget sukker, og det er da også derfor, at frugt i den nye kostpyramide er flyttet højere op end grøntsager. Kaliumtilskud kan i mange tilfælde også være en hjælp.

Hos raske og type-2-diabetikere er leveren via hormonet IGF faktisk mere ansvarlig for kroppens blodsukkerregulering end insulin fra bugspytkirtlen.

Hvad er blodsukker?
Den føde, vi indtager nedbrydes til blandt andet sukkerstoffer, som optages i blodet og danner det, der kaldes blodsukker. Kroppens celler (især hjerne- og muskelceller) bruger store mængder af disse sukkerstoffer til at dække behovet for energi. Blodsukkeret varierer i løbet af dagen og stiger og falder i forbindelse med den føde, vi spiser, men også i forbindelse med fysisk aktivitet. Blodsukkeret kan imidlertid komme ud af balance og blive for højt (hyperglykæmi). Det kan medføre træted, kvalme, tør mund samt øget tørst og tissetrang. Det kan også blive for lavt (hypoglykæmi), hvilket blandt andet kan medføre at man:

• ryster og sveder
• får hjertebanken
• bliver svimmel
• får kvalme og hovedpine
• får koncentrationsbesvær
• føler sig mat og uden energi

Det er vigtigt for både helbred og velbefindende, at blodsukkeret er nogenlunde stabilt hele dagen og ikke når ud i yderpunkterne. For at kroppen vedvarende kan få sukkerstofferne fra blodet ud til cellerne efter behov, skal den reagere normalt på sin egen insulin, der netop udskilles, når blodsukkeret stiger. Desuden kræver det, at man har tilstrækkeligt med kalium til at kunne deponere sukkerstofferne uden at det omdannes til fedt samt chrom til at hjælpe insulinet med at få sukkerstofferne ind til forbrænding i cellerne.

Dr. Harris beskriver lavt blodsukker
Det var den amerikanske læge Dr. Seale Harris, der i 1924 i en artikel i det videnskabelige tidsskrift JAMA først beskrev tilstanden hypoglykæmi, dvs. lavt blodsukker. Man havde opdaget insulin to år tidligere og var begyndt at behandle diabetikere med dette hormon, men på grund af manglende erfaring med insulindoseringer til diabetikere, skete det ofte, at patienterne fik for meget insulin, hvorefter deres blodsukker faldt så meget, at de gik i chock. Symptomerne knyttet til for meget og for lidt insulin mindede Dr. Harris om de forskellige symptomer, der opstår i forbindelse med henholdsvis under- og overfunktion af skjoldbruskkirtlen. Harris havde studeret diabetestilfælde i Canada hos de forskere, der havde opdaget hormonet. Det slog ham i særlig grad, at han havde iagttaget lignende reaktioner efter overdosering af insulin hos patienter, der ikke havde diabetes. Der drejede sig om sult, svaghed og angstanfald, et fænomen der i den sammenhæng så vidt vides var ubeskrevet i den medicinske litteratur. Dr. Harris antog på denne baggrund, at ikke-diabetikere fik tilsvarende symptomer som ved overdosering af insulin, fordi de til tider selv producerede for meget insulin. Han gik derefter i gang med at dokumentere, at hans hypotese var korrekt og blev på baggrund af sine iagttagelser og erfaringer i stand til at hjælpe tusindvis af patienter.

Dr. Harris bemærkede også, at denne type patienter havde en tendens til at tage på i vægt, og han antog korrekt, at mange af hans patienter fik for meget insulin, ikke fra insulinsprøjter, men fordi deres bugspytkirtel producerede for meget insulin som en reaktion, på den kost de indtog. Nogle patienter syntes at overreagere på indtagelse af rent sukker og fødevarer med for et for højt sukkerindhold. Denne overreaktion fik bugspytkirtlens insulinproducerende celler til at producere for meget insulin som medførte et drastisk blodsukkerfald, som afstedkom dramatiske svingninger i blodsukkeret, fordi den kost som patienterne indtog, indeholdt for meget sukker.

Dr. Harris’ løsning på problemet var kostregulering.  Hans blodsukkerstabiliserende kostplan bestod af mange, små, daglige måltider med et højt indhold af proteiner og grøntsager, det som mange år senere blev kendt som lav-glykæmiske fødevarer. Naturlige fedtstoffer var i øvrigt ikke noget problem. Eksempelvis er nødder og mandler med deres høje indhold af fedtsyrer både sunde og blodsukkerstabiliserende. Højglykæmiske fødevarer får blodsukkeret til at stige meget og hurtigt, mens de lavglykæmiske får det til at stige mindre og langsomt.

Refs.
Harris S. Hyperinsulism and dysinsulism. JAMA 1924;83(10):729-33.
Kirchheiner E. Ny effektiv naturhelbredelse bd. II. Sund og Rask 2001: 90-1.